108 / 263
1 0 6
D E T N Y E V A N D V Æ R K
Anbringelse af opstandere beregnet til udskylning af rendestenene, sådan som man
først havde drømt om, fik man ikke, for man frygtede, det ville tage for meget
a f vandet.
Uden kritik foregik anlægsarbejderne ikke. På foranledning a f O. J. Winstrup
nedsatte Communalforeningen for K jøbenhavn og Forstæderne en komité til at
følge begivenhederne, og herfra udsendtes gentagne gange kritiske bemærkninger.
Man fandt, at Damhussøen ikke blev oprenset dybt nok, at dæmningerne omkring
søen ikke blev stærke nok etc. Hovedfejlen ved det hele var dog efter deres mening,
at alt blev indrettet, så vandet ikke af sig selv kunne løbe ind til vandhanerne i
byens gårde, men ved hjælp af maskiner skulle tvinges i vejret for at kunne nå
alle de højere steder i byen. Dette var risikabelt i krigstilfælde, hvis forbindelsen
til England blev afbrudt, så man ikke kunne få kul til maskinerne. »Da Danmark
ikke er og ikke bør være en provins af England, kan der i disse letbevægelige tider
meget snart opstå forhold, der kan gøre det meget vanskeligt, ja endog umuligt,
således som i årene 1807— 14, at få kul«. Det var åbenbart Krimkrigen, der vakte
uro i sindene. Videre hed det med adresse til Simpson: »A t en englænder kan til
råde noget, hvorved han gør staden så at sige skatskyldig til hans fædreland, kan
a f ham være meget fornuftigt, især da han har fået sine råd overdrevent godt
betalt; men om det er fornuftigt at følge sådanne råd, er et andet spørgsmål, som
det næppe er vanskeligt at besvare«.
I de kritiske herrers sidste betænkning hedder det: »D et hele er et meget måde
ligt udført arbejde, der vil koste meget at vedligeholde og alligevel vil vedblive
at være et dårligt arbejde, hvorom enhver, der med nogen sagkundskab vil under
søge det, kan overbevise sig«33).
Der blev dog ikke taget videre hensyn til kritikken. Det var nok sidste gang,
det gamle problem om søernes oprensning, der i to hundrede år havde redet byen
som en mare, gav anledning til sådanne skriverier.
Medens arbejdet stod på, befæstedes vandvæsenets forhold yderligere. Den 30.
november 1857 undertegnedes dels en lov om staden Københavns og dens grunds
forsyning med vand, dels en lov om beskyttelse a f de til stadens vandvæsen hø
rende værker, anlæg og beholdere m. v. Hovedloven trådte i stedet for forordnin
gen af 1812 og fastsatte, at enhver grundejer i byen havde ret til at få indlagt
vand mod til gengæld at betale vandskat efter etageareal. For ejendomme, hvor
vand ikke var indlagt, skulle betales en trediedel i skat. Retten til at få indlagt
vand omfattede retten til en hane i gården samt en hane i hvert køkken og en
hane til et badekar for hver etage. Flere haner måtte kun anbringes med vand
væsenets tilladelse og mod en ekstraafgift på 2 rd. pr. styk. Alt arbejde ved ind
læg og vedligeholdelse skulle stadig udføres af autoriserede vandmestre. For vand
til næringsbrug og fontæner skulle ydes en særlig afgift, eventuelt efter måler.
Anlæggene i husene skulle betales af ejeren. Dog fik de, der forud havde vand,
gratis indlagt en hane i gården. Afgifterne kunne inddrives efter samme regler