103 / 263
D E T N Y E V A N D V Æ R K
10 1
til Damhussøen, hvis vand herved
blev meget forbedret.
Man tøvede dog et øjeblik med at
gå videre. Det såkaldte kildevand fra
de artesiske boringer indeholdt en hel
del mineralsk salt, og man turde ikke
udsætte befolkningen for en alt for
pludselig forandring i vandets sam
mensætning. Siden foretog man imid
lertid flere boringer, hvoraf den første
intet gav, men de to næste skaffede
yderligere 4— 5.000 tdr. vand i døg
net, og efterhånden tiltog vandstrøm
men, så kilderne gav 60.000 tdr. vand
i døgnet18).
Fremfor boringerne ved Tåstrup -
Valby, der lå lavt, havde boringerne
omkring Harrestrup den store fordel,
at vandet fra dem af sig selv kunne
løbe ned til Damhussøen. Det be
tød store besparelser. Vandreservoiret
imellem landevejen og jernbanen kunne nu undværes, og vandinspektør Colding
reviderede sit projekt i overensstemmelse dermed. Efter at professor Hummel
havde gennemgået hans værk, kunne Colding i juli 1852 forelægge det for komi
teen. Den 9. august kom projektet derpå til behandling i borgerrepræsentationen,
hvor man med 21 stemmer mod 1 vedtog at skride til samtidig udførelse ikke blot
af gas- og vandværk, men også af kloaksystemet19).
Planerne indbefattede, at de to vandreservoirer Skt. Jørgens Sø og Damhussøen
skulle oprenses til bunds, og dæmningerne omkring dem forhøjes. Åløbet fra kil
derne til Damhussøen skulle belægges med blåler og sand i bunden. Når man opgav
at føre vandet frem direkte til byen i lukkede jernrør, skyldtes det, at kildevandet
indeholdt kulsurt jernforilte og kulsur kalk, som kun udskiltes under luftens ind
virkning. Mellem den moseagtige nordlige del af Damhussøen og den sydlige skulle
opføres en dæmning, og dæmningen omkring hele søen skulle forhøjes, så vand
spejlet kunne hæves 3 fod. Mod vest skulle bygges en helt ny dæmning inden for
den gamle, så der i mellemrummet blev plads for afløb fra søens nordlige del og
fra markerne rundt om ; men højere oppe ved Islebro indrettedes et sluseværk, så
vandet fra de gamle åløb kunne ledes ind i kildevandsløbet. Oprensningen af søen
skulle gå ned til 2— 3 fods dybde under mudderet, så der blev lerbund. Søens
gennemsnitsdybde skulle derefter være 9 fod, så den blev i stand til at rumme
meget mere vand end før.
L. A. Colding.