KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

D E T N Y E V A N D V Æ R K

1 0 7

som skat. Mod at fremvise skilt skulle vandvæsenets folk altid have ret til at

inspicere vandledninger og haner i private huse, og forskellige bøder og straffe

fastsattes for misbrug af vand og forsømmelighed med anlæggene. Straffebestem

melser indeholdtes også i loven om beskyttelse af vandvæsenets værker. For

sætlig beskadigelse kunne straffes med indtil 3 måneders fængsel, uagtsomhed

med bøder på indtil 100 rd. Det blev forbudt at lade dyr svømme i vandværkets

søer og åløb eller at drukne hunde og katte deri, ligeledes at skylle vogne og vaske

klæder. Møddinger og renovation skulle holdes på en vis afstand, og urent vand

skulle ledes i andre retninger34).

I tilknytning til lovene udsendte magistraten den 28. juni 1859 et regulativ til

vejledning for borgerne, der ville have vand indlagt. Det bestemtes her, at hus

ledninger skulle være trukne jernrør eller af støbejern eller tin, og de skulle kunne

tåle trykket af en vandsøjle på ca. 300 fod. Ved tilslutning tilden offentlige ledning

skulle anbringes en hovedhane, som kunne lukkes under reparationer. Brug af

vand til water closets måtte kun finde sted efter særlig tilladelse. I virkeligheden

var en sådan anvendelse højst uhensigtsmæssig, når kloakplanen var forulykket,

og der ikke var skabt mulighed for en forsvarlig afledning af benyttet vand35).

I foråret 1858 var det nye vandværk så vidt færdigt, at det godt kunne have

været taget i brug; dog manglede indlægningen i husene endnu for en stor del.

Afgørende blev det imidlertid, at det var et meget tørt år, og man frygtede, at

når der nu blev lettere adgang til vand, ville forbruget stige stærkt. Denne situa

tion fortsatte endnu langt ind i næste år, og først den 18. juni 1859 vovede man

at bekendtgøre, at den nye vandforsyning fra 1. juli skulle træde i kraft36).

I virkeligheden åbnedes der for vandstrømmen den 30. juni, men kun til dele

a f byen. Først lidt efter lidt inddroges ledningsnettet, så de gamle træledninger

efterhånden kunne sættes ud af brug. I den første tid opdagedes naturligvis en

del fejl ved anlægget, ikke særlig mange i gadeanlæggene, men en hel del i husene.

Det engelske entreprenørfirma havde imidlertid efter kontrakten ansvaret for an

lægget de første måneder efter værkets igangsættelse, og snart ordnedes manglerne

til almindelig tilfredshed37). Den samlede bekostning havde da været 1.723.691

rd .38). Colding belønnedes for sin indsats med stillingen som stadsingeniør. Til chef

for vandværket udnævntes cand. polyt. Y. E. Poulsen.

Et helt nyt afsnit var dermed indledet i Københavns vandforsynings historie.

Århundreders tradition var brudt. De gamle brønde ophørte nu at være midt

punkter i dagliglivets gang. Springvand og pumpevand blev historiske begreber,

hvis indhold blev fremmed for efterslægten. Klagerne over det snavsede vand

fortog sig; de mange diskussioner om søernes oprensning og udenværkernes til

stand blev indstillet. Trævandrenderne blev museumsgenstande, og kortene over

vandkompagniernes forviklede ledningsnet blev henlagt i arkiverne. En teknisk

reform af den største rækkevidde havde fundet sted i hvermands liv, og ingen

savnede det gamle, som svandt.