76 / 293
Værelse V.
7 i
Navnet spiller imidlertid i dette Tilfælde en ringe Rolle.
S erg el havde kaldt en tilsvarende Figu r „D iomedes“, og
Canova, som nogle A ar efter (
1 8 0 8
) gjorde en ny Helte
figur, der minder saa stærkt om Jason , at man godt kan
betragte den som et F o rsø g paa at give Thorvaldsens
Figur i en forbedret Udgave, kalder sin Statue „H ektor“
efter en af Heltene i den trojanske Sagnkres.
Jason var
en græsk Kongesøn, der for at vinde sin Faders T ron e
tilbage maatte udføre den Bedrift at hente et gyldent
Vædderskind, som hang i en hellig Lund i Kolchis paa
Østkysten af det sorte Hav. Vædderskindet, der bevogtedes
a f en D rage, havde den Evne at bringe L ykk e og Frugt
barhed til det Land, hvor det fandtes.
Jason samlede en
iSkare Helte og drog med dem paa Skibet A rgo — hvor
efter Heltene kaldes Argonauter — til det fjerne Land.
Undervejs maatte de udstaa mange F arer, men i Kolchis
lykkedes det Jason ved Kongedatteren Medeas Hjælp at
fælde D ragen og bemægtige sig Skindet, som han saa
bragte hjem med sig.
T h . har fremstillet Jason umiddel
b art efter, at han har fældet Dragen.
Han er paa Vejen
tilbage til S k ib e t; Vædderskindet har har han kastet over
venstre Arm, og Spydet, hvormed han dræbte Dragen,
ligger over hø jre Sku lder; han ser sig tilbage efter det
fældede Uhyre med en stolt, sejrsbevidst, næsten overmodig
M ine; stærk Selvfølelse gennemstrømmer ham, han er en
Mand, der er sig sin S ty rk e og Skønhed bevidst.
Baade
Stillingen og Stemningen minder en Del om den belvederiske
Apollo — Guden er ogsaa i B eg reb med at tilintetgøre
sine Fjender — , men Skønhedstypen er noget forskellig i
de to Statuer.
Apollo er slank, med lange Lemmer og
ikke særlig fremtrædende Muskulatur, Jason er mere kort
og kraftig, bred over Skuldrene, med højt B ryst, stærke
Sider, muskuløse Arme og Ben, kort sagt en Mand, der
har udviklet sit Legem e ved A rbejde og Anstrengelse,
medens Gudens ideale Skønhed er bleven næret af Nektar
og Ambrosia.
Det vidner om T h .s store Begavelse og
fine Instinkt paa sin Kunsts Omraade, at han her ikke
fulgte Strømmen og Modesmagen, men gik sine egne Veje.
Canovas „P erseu s“ er en flov Efterligning af den belvederiske
Apollo, Thorvaldsens „ Ja so n “, der har noget af Apollos
Stilling, dog mindre teatralsk, minder ved sin Formgivning
mere om Hestebetvingerne paa Monte Cavallo, de prægtige