94 / 293
Værelse VIII.
89
Forbilled e delvis taget Stilling og Dragt.
Men alt, hvad
der heri er stift og livløst, har i hans F ig u r faaet L iv og
Bevægelse.
Han har for en Gangs Skyld ombyttet Pro-
metheus’ Rolle med M inervas (se Basr. „Prometheus og
M inerva“ i Værelse V I), har gydt nyt L iv i den gamle
Form , givet Figuren et aandeligt Indhold, den ikke havde,
gjort den til et selvstændigt plastisk Kunstvæ rk, medens
den før kun v a r en D el af et arkitektonisk Ornament.
I
første Ø jeblik synes Statuen noget u f r i; men straks efter
kommer den skridende imod E n med en egen Højtidsfuld-
hed, let løftende den lange Klædning med venstre Haand
og rækkende den halvt udsprungne Blomst, Haabets Sym
bol, frem i højre.
Figuren virk e r fornemmelig ved det paa
en Gang mystiske og højtidsfulde i dens Fremtræden.
T a g e r man en anden af T h .s Kvindefigurer, Idebe f. E ks.,
er der en vis b o rg erlig H ygge over hende, som hun staar
der med den fulde Skaal, ængstelig for at spilde af den,
noget rent menneskeligt, som man straks faar fat i.
Ikke
saaledes med „H aabet“ .
I denne skønne Skikkelse, der
fremtræder med en Værdighed som en Vestalinde, er der
intet saadant; hun synes en Gaade, man ikke kan raade,
skønt Løsningen skulde være givet i N avnet; en mystisk
Guddom i Kvindeskikkelse, et Ideal af Fuldkommenhed,
hvo rfra alt tilfældigt og uregelmæssigt er fjernet.
Det
regelrette og symmetriske, den ranke Holdning, den sk ri
dende Gang, de lange, lige Folder i Overklædningen, de
ens ordnede K rø lle r i Panden og ned over Skuldrene, de
klassisk regelmæssige T ræ k, det ligeud rettede Blik, alt
dette giver Figuren et Præg af Idealitet, af Guddomsvæsen,
som ingen anden af T h .s Gude-Statuer har.
Medens Sym
metrien og Regelretheden i den gamle F ig u r skyldes Mangel
paa kunstnerisk Udvikling, paa Evne til at frigøre Figuren,
har T h . anvendt den til netop at forhøje det ideelle Præg,
han ønskede at give sin Statue.
Han saa, at der var en
vis Storhed i den gamle, stiliserede F ig u r trods al U fri
heden i Behandlingen, og han tog ikke fejl, da han troede,
at den skyldtes den
ejendommelige Regelmæssighed og
Simpelhed i de store L in ie r og Former.
Han overførte
denne paa sin egen F ig u r og opnaaede virkelig ogsaa der
igennem, hvad han tilsigtede.
Han havde her gjort en
Opdagelse,
som
fik Betydning
for hans senere Kunst.
Hans Tilbøjelighed til at give sine Statuer i enkle og