96 / 293
Værelse VIII.
sammen, naar So l gaar ned.
Benene ligger korsvis over
hinanden, Vingerne er samlede, Haaret er omvundet med
et Klæde, under hvis Rand nogle Valmuer (Søvnens og
Dødens Blomst)
stikker frem,
Hovedet er sænket mod
Brystet, som i let Slummer, Øjenlaagene er lukkede, og i
sine Arme holder hun, tæt ind til sig som en øm Moder,
de to Børn, Søvn og Død, der hører hende til.
Saaledes
d a l e r hun — Forgevandtets Kast viser det — ned over
Jorden og bringer F red og H vile til den trætte Menneske
slægt og til hele Naturen. — I Modsætning hertil svinger
D a g e n sig op efter strøende Morgenrødens Roser over
Jorden.
Med spredte Fødder og bredte Vinger, med løf
tet H oved og
løste
L o k k e r gaar det af
sted
i
luftig
Dans.
D e r er Jubel og F art
i
hver F o ld
af det
flagrende
G evand t;
smilende vender hun
Hovedet om mod den
lille Genius, der hæn
ger ved hendes S kul
der og løfter Lysets
F ak k e l højt; og Lyset
væ lder ud over Jor
den og væ kker Men
neskene til nyt
L iv
og ny L y k k e .
De er
skønne begge to, men
„N atten“ er dog skøn
nest, dybest i Følelse og Stemning, ædlest i Form er og
Lin ier.
„Natten“ er ogsaa modeleret fø rst; „D a g e n “ frem
stod som et Sidestykke dertil.
„Natten“ er et Udslag af
det Tungsind, der var en af Grundtonerne i T h .s Væsen.
Dette Tungsind kunde til T id e r komme saa stærkt over
ham, at han endog blev ude af Stand til at arbejde.
Men
naar det saa atter svandt, brød Evnen og Lysten til at
arbejde frem med dobbelt K raft.
Det v a r under en saa-
dan mørk T id , at han i Somren 1815 efter en søvnløs
Nat, stod op for Solen og i Lø bet af nogle 'Timer mode-
lerede „Natten“ og deri nedlagde al den Vemod, der saa
længe havde fyldt ham.
O g han arbejdede Tungsindet af
D agen.