98 / 221
Pernille Grouleff Poulsen
ville blive udsat for svære fristelser i
form a f Nørrebros beværtninger.8Byg
geriet på Nørre Fælled blev i stedet
indrettet til de ældre og svage grup
per, som ifølge den nye borgmester
skulle have bedre forhold i første om
gang, og der forelå ikke en alternativ
løsning på Ladegårdens problemer.
Da Borgerrepræsentationen for
handlede om et nyt område til Lade
gården, overvejede man om arbejds
anstalten og tvangsarbejdsanstalten
stadig skulle placeres indenfor sam
me område. Byggeplanerne for Vestre
Fængsel (1892-95) inkluderede fak
tisk en separat tvangsarbejdsafdeling,
men resultatet blev alligevel at byg
ge en kombineret arbejds- og tvangs
arbejdsanstalt. Det var administrativt
den bedste løsning, fordi det »næsten
altid er de samme Personer, der vex-
elvis have Ophold i Arbeidsanstalten
og i Tvangsarbeidsanstalten paa La-
degaarden, medens det ikke tilnær
melsesvis er saa hyppigt, at de Sam
me alternere mellem Fængslerne og
Tvangsarbeidsanstalterne«.9 Betlere
og løsgængere skulle ikke indsættes
sammen med andre forbrydere.
Tvangsarbejdsstraffen var primært
fattigvæsenets opgave, og det var i
fattigvæsenets anstalter, straffen
skulle afsones.
Sundholm som institution
I 1899 tra f Borgerrepræsentationen
beslutning om at Københavns nye
tvangs- og arbejdsanstalt skulle ligge
på en del af Amager Fælled. Områ
det var tilpas langt væk fra tætte be
byggelser, men tæt nok på hovedsta
dens myndigheder. Ladegården var i
offentligheden blevet opfattet som et
sted for byens værste karakterer. Den
94
ne negative opfattelse ville politiker
ne af med, og derfor fik stedet nav
net Sundholm.10 Det var oplagt da
Sundbyerne lå i nærheden, og ord
spillet om det gode og sunde sted var
tydeligt. En anbringelse på Sundholm
blev dog også fremover betragtet som
noget nedværdigende og skamfuldt.
De første personer blev anbragt på
Sundholm i april 1908, og sammen
med personalet kom de til at leve i
en form for minisamfund, idet man
havde flest mulige instanser indenfor
samme område, hvilket var i fuld over
ensstemmelse med de daværende in
stitutionsbyggerier. Sundholm var om
kranset a f en voldgrav der, udover at
fungere som afløb for spildevand mm.,
dannede en naturlig afgrænsning i
form a f en femkant. Al færdsel til og
fra det store areal på 24 tdr. land,
hvoraf de 18 tdr. var haver, marker
og lign., skete gennem 2 porte. Flere
a f Sundholms hvidkalkede bygninger
var i 4 etager med røde mursten til
1. sals højde. Det var først i 1930’er-
ne, at Sundholm fik sin nu karakte
ristiske gule farve. Institutionen hav
de også egen kirke, hvor de anbrag
te sad i hver deres bås afsondret fra
hinanden og personalet. Den religiø
se lærdom blev om vinteren supple
ret med foredrag »af belærende Art«,
og bøger kunne lånes fra biblioteket.1
Alle anbragte havde arbejdspligt,
men i modsætning til Ladegården
foregik al beskæftigelse indenfor in
stitutionens område. Udendørsarbej
de på Sundholm kunne være mark-
og havearbejde, stenslagning, bræn-
dehugning og arbejde på vaske- og
blegepladsen, mens indendørsarbejdet
bl.a. kunne foregå på vaskeriet, i væ
veriet, og fra 1919 i svinestalden. Der
var også flere former for håndarbej
de, som f.eks. syning og strikning, kur