95 / 221
De fattige forbrydere på Sundholm
Pernille Grouleff Poulsen
Artiklen, der tager udgangspunkt i m it speciale
»A rbejde som s t r a f
-
et stu d ie a f tu an g sarbejd sstraffen m ed S u n d h olm som case«
(Kø
benhavns Universitet 2002), beskriver tvangsarbejdsstraffens udvik
ling fra 1799 til 1933 og dens sammenhæng med fattigdom. E t stu
die a f arbejds- og tvangsarbejdsanstalten på Sundholm illustrerer
sammenhængen, og den social- og retspolitiske udvikling kommen
teres.
Pernille Grouleff Poulsen, f. 1973, cand. mag. i historie og etnologi.
Ansat ved Mødrehjælpen.
Tvangsarbejds straffen var en friheds
straf, som hang nøje sammen med fat
tigdom, og i Københavnsområdet blev
den indført i forbindelse med en om
lægning a f fattigvæsenet i 1799.1
Rundt omkring i landet havde man i
løbet af 1700-tallet indrettet arbejds
anstalter, hvor de fattige betalte for
kost og logi med deres arbejdskraft,
men myndighederne havde længe haft
problemer med at få de fattige til at
arbejde. Man rådede ikke over egent
lige tvangsmidler, og derfor blev tvangs-
arbejdsstraffen indført.
Et ophold på en arbejdsanstalt el
ler en tvangsarbejdsanstalt skulle for
bedre de anbragte, de skulle opdrages
til at være ordentlige, sædelige og ar
bejdsomme mennesker, og på den må
de skulle de komme ud a f deres fat
tigdom. Det var Oplysningstidens ide
er om rationalitet og opdragelse, der
kom til udtryk, for de anbragte skul
le blive nyttige samfundsborgere til
gavn for hele samfundet, og arbejdet
var omdrejningspunktet i denne for
andring. De danske myndigheder be
gyndte også i højere grad at udmåle
de forskellige frihedsstraffe efter de
forskellige lovovertrædelser. Friheds
straffene havde forskellige formål,
hvor tvangsarbejdsstraffen bare var én
blandt flere former for frihedsstraffe.
Al tiggeri blev forbudt med fattig
forordningen i 1708, som foreskrev, at
alle betlere og løsgængere i princip
pet kunne sættes til at arbejde som
straf for deres lediggang.2 Med fat
tigplanen i 1799 skete en opdeling af
de fattige: Myndighederne skelnede
nu mellem fattige, som skulle forsør
ges, og fattige, som havde begået en
lovovertrædelse. Alle, som tiggede
og/eller strejfede rundt i Københavns
gader, kunne idømmes tvangsarbejds-
straf, herunder også løsagtige kvinder,
eftersom prostitution blev opfattet
som løsgængeri.
Samtidig var tvangsarbejdsstraffen
i yderste tilfælde en disciplinær straf
for de fattige, som ikke opførte sig or
dentligt i de almindelige arbejdsan
stalter. Den afgørende forskel på en
arbejdsanstalt og tvangs arbejds an
91