96 / 221
Pernille Grouleff Poulsen
stalt frem til 1933 var, at der var ta
le om henholdsvis forsørgelse eller
straf. Anbringelsen i arbejdsanstal
terne var nemlig ikke en indespær
ring. De fattige kunne bare gå der
fra, principielt havde de et valg, men
reelt var alternativet lovovertrædelser
som f.eks. betleri og/eller løsgængeri.
I 1800 blev landets første tvangsar
bejdsanstalt anlagt i København. Her
var plads til 133 mænd, 306 kvinder
og 17 børn under 15 år. Den lå Pus
tervig (ved den nuværende Hauser
Plads), men anstalten blev ramt under
det engelske bombardement i 1807,
og der skulle gå en del år, før det kø
benhavnske fattigvæsen indrettede en
ny tvangsarbejdsanstalt.
I 1822 blev den gamle ladegård ta
get i brug som almindelig arbejdsan
stalt, hvor arbejdsføre fattige perso
ner skulle forsørges i bytte for deres
arbejdskraft, og i 1834 blev en tvangs
arbejdsanstalt oprettet samme sted.3
I slutningen a f 1835 var henholdsvis
436 og 40 personer indsat i arbejds-
og tvangsarbejdsanstalten på Lade
gården. Senere blev arbejdsanstalten
udvidet, og omkring 1870 var belæg
ningen i arbejdsanstalten fordoblet,
mens der kun var 26 fanger i tvangs
arbejdsanstalten.4
Ladegården var gennem resten af
1800-tallet en institution for Køben
havnsområdets fattige og småkrimi-
nelle. Provinsen fik sin første tvangs
arbejdsanstalt i Odense i 1817 - i
samme kompleks som Odense Tugt
hus. Med en ny lov i 1860 om betle
ri og løsgængeri blev tvangsarbejds
anstalterne efterhånden udbredt over
hele landet,5 og i 1904 var der i alt
16 tvangsarbejdsanstalter udenfor
København (ekskl. Nørrebro).6 Grup
pen a f tvangsfanger bestod hovedsa
geligt a f mænd. Anstalternes størrelse
92
varierede, men de fleste havde plads
til 25-30 mandlige tvangsfanger, mens
kvindelige tvangsfanger som regel af
sonede deres straf andet sted i kom
munen, f.eks. i et arresthus.
Københavns Fattigvæsen 1850-
1900
I anden halvdel a f 1800-tallet skete
et opbrud i samfundet, industrialise
ringen medførte en stor vandrings
bølge fra land til by, arbejderkulturen
skabte nye familiemønstre, og det of
fentlige begyndte at påtage sig et stør
re socialt ansvar. Nye sociale institu
tioner så dagens lys i København, de
3 største var Skt. Johannesstiftelse i
Ryesgade (1885), Alderdomshjemmet
Guldbergsgade (1901) og Sundholm på
Amager Fælled (1908).
Den stigende institutionalisering
var ikke særegen for fattigvæsenet.
Fængselsvæsenet og hospitalsvæsenet
gennemgik også store reformer med de
nye moderne fængsler i Horsens Tugt
hus (1853) og Vridsløselille Forbe
dringshus (1859), og i København åb
nede bl.a. Kommunehospitalet (1863),
Blegdamshospitalet (1879) og Vestre
Hospital (1886). København havde og
så andre arbejdsanstalter end Lade
gården, f.eks. Frelserens Arbejdshus,
Frue Arbejdshus, Nikolaj Arbejdshus
og Holmens Arbejdshus, der var del
vist private.
Ladegårdens bygninger var gamle,
nogle blev renoverede og andre byg
get til, men det var midlertidige løs
ninger, og hele stedet var i sin tid op
ført til andre formål. De anbragtes ev
ner og arbejdskraft var for forskelli
ge, og forholdene gjorde det svært at
skabe en opdeling, hvor arbejdet gav
ordentlige resultater.7 Derfor levede