91 / 221
Fig. 6. D a L a d e g a a r
d en å b n ed e i 1822,
sa tsed e m an h o v ed s a
g elig t p å m anu faktu r,
og væveriet blev en
bæ ren d e kraft. S en ere
u d v id ed es m ed m an ge
fo rsk ellig e værksteder,
d a m an m en te a t
m an d erv ed kunn e
udnytte d e in d sattes
a r b e jd sk r a ft bedre.
F otog rafi Ca. 1898
(K øben h avn s B ym u
seum ).
på Ladegaarden. Her slutter mulig
heden for at spore dem i Ladegaar-
dens protokoller, idet der ikke er til
føjet yderligere. Deres videre skæbne
er ukendt.
Der var meget stor forskel på, hvor
længe de indsatte var tilknyttet La-
degaarden. Der er både eksempler på
en mand, som blev dimitteret allere
de samme dag, han blev indskrevet,
og en mand som var tilknyttet Lade-
gaarden i 29 år, før han i 1862 blev
indstillet til lem på Almindelig Hos
pital, 59 år gammel.
Afslutning
Hvor den danske fattigforsorgs histo
rie tidligere i høj grad har fokuseret
på anstalternes og lovgivningens histo
rie er fokus i denne artikel søgt drej
et mod de indsatte, de fattige, der kom
på arbejdsanstalten og som i kortere
eller længere tid havde deres daglige
liv og hjem her. Det var en skønsom
blanding af tidligere kriminelle, pro
stituerede, alkoholikere og ganske al
mindelige mennesker, der ikke kunne
klare sig. Fælles for dem alle var, at
de var enlige, at de havde behov for
hjælp, og at de kom under Ladegaar-
dens strenge reglementer. Når de kom
under fattigvæsenet blev der ført nøje
regnskab med dem, idet der udfyld
tes afhøringsark og der blev holdt styr
på, hvornår de forlod anstalten og hvor
for. Selv om en person i længere tid
havde klaret sig uden hjælp fra fattig
væsenet blev tidligere tiders nød erin
dret og noteret ved en evt. tilbagekomst.
Livet på Ladegaarden bestod af
hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen
aften. Selv i sygdomstilfælde forven
tedes det, at der blev udført en vis
mængde arbejde. Derfor kan det hel
ler ikke undre, at fridagene blev værd
sat så meget desto mere, og at det of
te kunne være svært for den enkelte
87