88 / 221
Birgitte Vedel-Larsen
mænd, der blev straffet for fuldskab.
I et tilfælde møder en mand endda
fuld på arbejde i det hus, hvor han
er anvist arbejde.
En hel del stikker a f fra de an
stalter, hvor de er indsatte. Det er
hovedsageligt Ladegaarden, det drej
er sig om, men der er også tilfælde,
hvor de indsatte stikker a f fra andre
anstalter eller på vejen hertil. De an
stalter, det drejer sig om, er Almin
delig Hospital og Set. Hans Hospital
på Bidstrupgård. Der er ikke meget
overleveret om, hvor let eller svært,
det var at stikke a f fra Ladegaarden,
men de mange »absentationer« tyder
ikke på, at det har været svært. Dog
lader det til, at det har været lette
re at forsvinde fra udendørs aktivite
ter end fra de indendørs. Den indsatte
Anders Nicolai Andersen så sig i ok
tober 1845 nødsaget til at« absente
re« sig fra Ladegaarden ved at springe
ud a f et vindue. Det blev betragtet
som en så alvorlig forseelse, at han
blev dømt et år i forbedringshus. Og
så Jens Ludvig Floystrup »bortgik, for
mentlig ved at bryde hul i taget i
snedkerværkstedet«.10
Slagsmål og uorden
De indsatte på Ladegaarden fik en
vis løn for deres arbejde. Men tilsy
neladende er det ikke blevet anset for
tilstrækkeligt, for der er mange til
fælde, hvor de indsatte har mistet el
ler solgt deres klædningsstykker. Det
er særligt mænd, der sælger og i de
tilfælde, hvor det er noteret, hvilke
klædningsgenstande det drejer sig
om, er det hovedsageligt trøjer og
skjorter, mændene mener at kunne
undvære. Men også kvinder kunne
finde på at sælge ud a f deres tøj, selv
om det skete i langt mindre omfang
end blandt mændene. Det er kun no
teret i et enkelt tilfælde, hvilke klæ
der det drejede sig om, og da var det
en særk, som kvinden mente at kun
ne undvære. Ladegaardens indsatte
begrænser sig dog ikke til kun at sæl
ge deres egne klædningsgenstande.
Der er i flere tilfælde noteret, at de
har solgt Ladegaardens eller andre af
fattigvæsenets stifteisers ejendele.
Under et ophold på Almindelig Hos
pital har en kvinde således sat sig i
besiddelse a f et lagen, hun ville sni
ge med ud og sælge, og samtidig tog
hun hospitalets særk, kappe og trøje
med sig. Dette er dog et voldsomt til
fælde. Det mest almindelige var at
sætte sig i besiddelse a f uldstrømper
lavet af fabrikkens materiale eller uld
garn og strikkegarn, som tilhørte La
degaarden. En blev anholdt med 12
spandehåndtag fremstillet a f Lade-
gaardens materialer.
Det var ulovligt at tage brændevin
med ind på Ladegaarden, og de ind
satte blev visiteret i porten. I port
nerens instruks hed det: »Denne Vi
sitation gaae ud paa at skaffe Vished
om, at intet Utilladeligt, og navnligen
Brændeviin, indbringes«.11 Dette af
holdt dog ikke indsatte fra at forsø
ge, og der er da også 3 personer, der
er blevet straffet for at medtage bræn
devin. Desuden var alkohol ofte ind
blandet, når de indsatte var involve
ret i uroligheder, som både kunne væ
re på Ladegaarden eller ude i byen.
I januar 1849 forlod Christopher
Heinrich Fyschtegut Frederiksen
stenslagningen og blev som straf fra
taget sin brændevin. Det faldt imid
lertid ikke i god jord og han udviste
derfor »stridig« og grov opførsel. Og
det var ikke den eneste gang, Chri
stopher opførte sig mindre pænt. I de
84