84 / 221
Birgitte Vedel-Larsen
hos kammagere ikke mindre end 16
gange, men han var også på Lade-
gaarden i 22 år.
Det var hovedsageligt som arbejds-
mænd, Ladegaardens mænd dimitte
redes. Men 25 a f de 64 mænd, der
sendes i arbejde, var udlærte i de
håndværk, de blev ansat i. Det var
hovedsageligt indenfor erhvervsgrene,
som også hyrede ufaglærte fra Lade-
gaarden
Det var især de københavnske mu
rere, der hyrede fattige, idet de 84
mænd i alt 85 gange blev sendt i mu
rerarbejde, men mange fik også ar
bejde på Holmen - 54 gange har
mænd været sendt hertil. Færre gange
har Ladegaardens mænd været sendt
ud til høkere, skomagere eller på fa
brik. Derudover sendtes de ud i mange
forskellige erhverv, f.eks. som blik
kenslagere, brændevinsbrændere og
vandkikkere.4
Også kvinderne blev sendt i arbej
de, men det er ikke så enkelt at be
stemme deres arbejdsområder, da de
res erhvervserfaring for en stor del
udgør almindeligt fruentimmerarbej
de. Der er dog 6, der er oplyst ansat
på vaskeri, 5 er hyret til fabriksar
bejde, og 2 er sendt i tjeneste. Det
har ikke betydning for de senere an
sættelser, at flere af kvinderne er tid
ligere prostituerede, idet 10 a f de 12
løsagtige kvinder har været i arbej
de.
De mennesker, der hyrer arbejds
kraft fra Ladegaarden, kommer fra al
le samfundslag. Der er dog en stor
overvægt blandt folk, der »ejer noget«.
Dvs. mestre, fabriksejere, værtshus
holdere o.lign. Derudover er der også
svende, arbejdsmænd og husmænd
blandt arbejdsgiverne.
Selv om personer fik arbejde hele
året, var det i særdeleshed i foråret
og hen over sommeren, at udsen
delserne fandt sted. Med begyndelse
i marts toppede det i april og holdt
sig fast henover sommermånederne
for at falde i september og oktober.
Det vil altså sige, at arbejdsbehovet
var størst i sommerhalvåret frem for
om vinteren, og der er et tydeligt sæ
sonbestemt mønster, som delvist
hænger sammen med det hånd
værksarbejde, de sendes ud i. Det er
også tydeligt, at kvinder lettere end
mænd kan få arbejde om vinteren.
Formentlig fordi de påtager sig tyen
deopgaver, hvor mændene hyres til
håndværk og som arbejdsmænd.
Foruden at være sæsonbestemt, var
det hovedsageligt korte ansættelser.
Næsten alle de personer, der sendtes
i arbejde, var tilbage på Ladegaarden
indenfor et år, de fleste indenfor 4
måneder og langt de fleste indenfor
en måned fra de forlod anstalten. Der
er flere forskellige forklaringsmulig
heder på de korte ansættelser. Lade-
gaardens indsatte kan have været en
let tilgængelig arbejdskraft, der kun
ne trækkes på i flaskehalssituationer,
hvor arbejdskraft i en kort periode
var en mangelvare. Dette hænger og
så sammen med, at ansættelserne er
sæsonbaserede. Ved at hyre dem for
en periode ad gangen behøvede ar
bejdsgiveren ikke at forpligte sig til
en lang ansættelse med økonomiske
forpligtelser om vinteren. En anden
faktor er den sociale deklassering, der
var forbundet med et ophold på La
degaarden. »Enhver Kjøbenhavner
kjender kun alt for godt, Ladegaar
den og dens Beboere, der i Alminde
lighed betragtes som veritable Pari
aer, hvis urene Berørelse man efter
bedste Evne søger at unddrage sig«.5
Med en sådan karakteristik er det ik
ke mærkeligt, hvis byens håndvær
8 0