126 / 654
1 1 4
H. P. Sørensen
tværtimod, at han var en af Folkets egne. To Ting har i
væsentlig Grad bidraget hertil: den
Ka rakteren s Renhed,
som prægede Stauning hele Livet, og
hans enorme Flid
og enestaaende Arbejdsevne.
Det er min Opfattelse, at
det politiske Liv i Danmark i højere Grad end maaske
andre V irkefelter forstaar at sortere Menneskene efter
Karakterer og Kvalifikationer. Uduelige Fars Sønner,
opblæste Charlataner og amoralske Individer har ikke
mange Chancer i Politik, de kan maaske blænde en kort
Tid, men alt det daarlige sigtes hurtigt fra, og de gen
nem skues altid. Stauning havde den Karakterens Ren
hed, som heldigvis ikke er sjælden, men er en Hoved
bestanddel i det store, store Flertal af det danske Folks
Egenskaber. Man kunde lide paa hans Ord. Havde han
sagt Ja, var det et Ja, der stod fast. Og han søgte aldrig
sit eget. Han var nok glad ved Magten, fordi han brugte
den i sin Politik, i sin Kamp for de politiske og sociale
Idealer, der var hans Partis, men han brugte aldrig Mag
ten til egen Fordel. Han var uselvisk , og han kunde altid
hjæ lpe andre uden at kræve til Gengæld. Hans Arbejds
evne var fænomenal, utroligt, hvad han kunde naa ved
sin Flid, skønt han aldrig havde travlt. Han modtog,
hvem der kom til ham , person ligt og i Telefon, og han
besvarede personligt Størstedelen af de mange Breve,
som Folk sendte ham om Støtte i et eller andet An lig
gende. Og han satte sig grundigt ind i de Sager, han
havde med at gøre, ja i alt, hvad angik Samfundslivet.
Selv de længste Taler skrev han i Haanden med sin faste
og klare Skrift, han vidste, hvad han sagde, naar han
stod paa Talerstolen.
Naar man skal sam le B illedet af Th. Stauning, er det
som Arbejderklassens Førstemand af sin Generation og
som Danmarks Statsm in ister i 15 Aar, han vil blive staa-
ende i vor Historie. Han var Søn af Arbejderklassen, der
i hans Barndom var, hvad Digteren kalder „en kuet og