526 / 654
5 1 6
Carl C. Christensen
kvidrende Toner ud over det øl- og toddydrikkende Pub
likum .69)
Øen var bevokset med store løvrige Træer, der sendte
deres Bladehang skærmende ud over den Sti, der gik
langs Stadsgraven ved Øens Fod, og den Sti var særlig
søgt af sværmende Par, navnlig naar det var Maaneskin.
Paa dénne Sti gik engang i Slutningen af 1860’erne en
ung Løjtnant ved det borgerlige Artilleri sammen med
sin Forlovede, en Datter af en af T ivolis Restauratører,
og Løjtnanten skar da sit og sin Forlovedes Navnetræk
i et af Øens gamle Træer. I mange Aar stod Træet med
Navnene, indtil det i 1887 blev fældet, men Løjtnanten,
der da var blevet Tivolidirektør, lod Stykket med Nav
nene save ud og gemte det, indtil han paa sin Sølvbryl
lupsdag den 28. Oktober 1895 overrakte det, omdannet
til et Smykkeskrin, til sin Hustru som et Minde om deres
Forlovelsestid i det for dem begge saa kære Tivoli og
om den romantiske 0 , der nu ikke mere eksisterede.
Den anden 0 i Stadsgraven bar det italienske Navn
Capri,
men skønt den ligeledes hørte til Tivoli, var den
dog aldrig tilgængelig for Publikum , da den var forbe
holdt T ivolis Lejere, der havde dannet en Forening af
samme Navn som Øen og her holdt deres private Fe
ster.70)
Begge Øer forsvandt i 1887, da den store Udstilling
forberedtes, ved hvilken Lejlighed Størstedelen af Stads
graven tilkastedes og kun den nuværende „T ivolisø“ blev
tilbage. Hvor Øpavillonen havde været, opførtes
Mar-
69) Livet paa Øpavillonen er skildret meget fornøjeligt dels af
Carl Møller i Romanen „Paa Farten“ (Kap. 17, S. 243 o. flg .), dels
af Charles K jerulf i „Grøn Ungdom“, 1915, S. 235 o. flg.
70) J fr .: F. Hendriksen: „Øerne i Stadsgraven ved Vestervold og
det selskabelige Foreningsliv paa Øen Capri“ („H ist. Medd. om
Kbhvn.“, 1. R., V, S. 481— 502).