![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0539.jpg)
liv o li og Vauxhall samt dets Forløbere
Forholdet mellem ham og Bernhard Olsen var ikke
altid det bedste, hvortil vel ogsaa kom, at denne havde
andre Jern i Ilden, idet han i adskillige Aar havde syslet
med andre Opgaver: Indsamling af gamle Folkedragter,
Møbler, Stueinteriører etc., af hvilke man saa et stort
Resultat ved den kunstindustrielle Udstilling i 1879,
samt Arbejdet med Anlæggelsen af et Panoptikon i Kø
benhavn. Hertil kom vel ogsaa Bernhard Olsens lidet
heldige Engagering af en Zigeunertrup, der lige havde
optraadt i „Røde Kro“ paa Amager, og som derfra drog
ind i Tivoli, hvor den opslog sin Lejr mellem Rutsch
banen og den derværende Cirkusbygning. Truppen var i
alle Maader et for tarveligt Nummer for et Etablisse
ment af T ivolis Rang.
I 1883 rykkede
Carl Wi ve l
ind som Restauratør i den
nyopførte
Taarnpavillon,
der sammen med
Nimbs Divan
Nr. 2
blev et af de Steder i Tivoli, hvor Aftenlivet særlig
florerede. Det var til Taarnpavillonens Altanværelse, at
Gustav Esmann
henlagde en af Akterne i sit i sin Tid
meget omtalte Skuespil „Magdalene“.
I 1885 ophørte Bernhard Olsen at være knyttet til
Tivoli, og i hans Sted valgtes til artistisk Direktør For
fatteren, Journalisten og Teaterdirektøren
Robert Wa tt ,
medens Grosserer
T. S. Thrane
var den administrerende
Direktør.
Under d isses Samarbejde fandt de store Festiviteter
Sted, saaledes i 1887
„De italienske Fest er“,
af hvilke
der gik stort Ry, da de var noget fuldstændig nyt og
useet for Publikum . Idéen til disse skyldtes ene og alene
Direktør Thrane, og han fik en udmærket Hjælper dertil
i Teatermaler
Carl Lund,
der med sin Pensel frem tryl
lede de herligste Bygninger paa den Side af Stadsgraven,
som laa vis å vis Koncertsalen, og som da ikke var til
gængelig for Publikum.
Aaret efter, det berømmelige 1888, da den store Ud