89 / 654
Papirtyven i Krigsarkivet
77
D ittmann
i 1876: — „Man synes overhovedet at have le
vet i den Tro, at et Archiv var en stationair Institution,
der vel kunde skjøtte sig selv, og var derfor stedse u til
bøjelig til at lade Archivaren anvende sin Tid til at sørge
for Archivets Tarv; man paabebyrdede ham tvertimod
en Mængde fremmede Forretninger, der tilmed vare af
en saadan Natur og forbundne med saa stort Ansvar, at
en nødvendig Følge deraf blev, at han betragtede disse
som Hovedsagen og ligefrem nødtes til at forsømme Ar-
ch ivet“. — En Illustration til disse Klager er det, at, da
i Aaret 1741 den daværende Bogholder i Land-Etatens
Generalkommissariat
Johan Lindberg
var død, blev
Mar
cus Pahl,
der var Registrator (Arkivar) i Krigskancel
liet, udnævnt i hans Sted, men dog paa Betingelse af, at
han vedblev alligevel at besørge Arkivarforretningerne
samtidig med, at hans hidtidige Gage som Arkivar ind
droges til Fordel for Statskassen! Desværre er det ind
lysende, at en saadan Sammenblanding af uensartede
Forretninger, hvoraf Bogholderarbejdet
ovenikøbet
aabenbart regnedes for det vigtigste, let førte til en Neg
ligeren af Arkivet og til, at Kontrollen maatte blive
ufuldkommen med dette, der dog sagdes at „destinere
til at bevare kgl. Documenter og Papirer, som i Besyn
derlighed maa nyde securitatem publicam“, og som „Ri
gens sacra“ efter Krigsartiklerne bør regnes iblandt de
Bygninger, som „under L ivsstraf ey maa berøres“. —
Følgen af disse uheldige Forhold skulde snart vise sig.
Kancelliraad
Marcus Pahl
havde iagttaget alle de For
sigtighedsregler, han kunde tænke sig at staa til hans
Raadighed for at sikre de ham betroede Arkivalia. Han
var saaledes altid selv den sidste, der forlod Kontoret,
som han aflaaste efter sig. Selve Arkivrummet laa inde
bag Bogholderkontoret, og til det fandtes kun een Nøgle,
der anbragtes paa et bestemt Sted, som ingen andre end
Arkivbetjentene kendte. Men — paa Nødvendigheden af