Lavets Tilbliven og Organisation.
Vin), Assoye (burgundisk Vin fra Auxois), Malmersi (Malva-
siervin), Gubin (fra Gobben i Lausitz) og Pøytto (fra Poitou) *).
En anden Vin var Sekt, der er en almindelig Betegnelse for
søde Vine, der pressedes af tørrede Druer. Efter Kjøben
havns Overgivelse
1524
til Prins Christian, fastsatte denne
Fyrste Prisen paa „de Varer, som den menige Mand daglig
Behov har at købe“ , og deriblandt nævnes først Rinskvin,
Pøyto, Gubin og de forskellige Sorter fremmed 0 1 2). Af
en Magistratsvedtægt fra omtrent
1590
ses det, at en Pot
rinskVin, „den som god er“, sattes til
4
Skilling og en Pot
Pøjt til
2
Skilling3). Pøjt, der fra først af synes i almindelig
Tale at have været Fællesnavn for franske Vine, gik over
til at betyde en daarlig Drik, et Vidnesbyrd om, hvor liden
Pris man satte paa fransk i Modsætning til rinsk Vin.
Henimod Slutningen af det
16
. Aarh. begyndte man at
sammenblande de forskellige Vine, hvorfor Regeringen saa
sig nødsaget til at skride ind.
Et kgl. aabent Brev af
16
. April
1585
lyder saaledes:
„Efterat Vi af mangfoldige Klager og sanddru Beretninger
komme udi Forfaring, hvorledes en Part Købmænd, som
handle med Vin her udi Riget, ikke alene allehaande for-
mængede og forfalskede Vine uden Undersked (Forskel)
vitterligen sælge, købe, indføre og forhandle, men og god
og uforfalsket Vin selv skulle formiske og forfalske med
fransk Vin eller spansk Vin eller andre saadanne Vine og
den siden for ren og god rinsk Vin udsælge, vore Under-
saatter til Skade og Bedrag, da efterdi sligt er imod al ærlig
og oprigtig Handel og Vandel, ville vi hermed strengelig og
alvorligen forbudet have saadan formænget og forfalsket Vin
at indføre, sælge eller forhandle her udi Riget, bedende derfor
og bydende udlændiske saavelsom indlændiske Købmænd,
ihvo de helst ere eller være kunde, som handle med Vin
her udi Riget, at I have god Agt og Opseende, at hvis
(hvad) Vin og hvad Slags I ville indføre, sælge eller købe,
være sig rinsk Vin, fransk Vin, spansk Vin eller anden Slags
4
K. D. I. 300.
2) D. Mag. V. 317.
3) K. D. II. 447.