OffentligeForlystelserIFrederikDenSjettesTid

K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN

han engageredes dertil, har sikkert staaet hans Hjerte

nærmest. Han havde flere Efterfølgere, der bragte

Traditionen videre. Ved Midten af Aarhundredet var

det en Skomager, der tumlede med Dukkerne i den

lille Bod; hos ham optegnede Robert Watt den gamle

Jakelkomedie, bevaret i mundtlig Overlevering siden

Qvist’s Dage, og udgav den i Trykken 1869.

Om end der i Dyrehavens mange Herligheder i

Tidens Løb har været en vis Udvikling gennem

Paavirkning af skiftende Moder og Smag, har Mester

Jakel været uforanderlig den samme. Selve Marionet

spillet er meget gammelt, brugtes af Grækere og

Romere, og fra Italien kom disse „burattini“ — Nav

net paa Dukkerne — over Tyskland til Danmark;

de kendtes her længe før det blev almindeligt at

drage til Kirsten Pils Kilde, men det er først i Dyre

haven, Dukkespillet har vundet Stabilitet. Ungdom

men har nu i mere end eet Aarhundrede, Genera

tion efter anden, faaet sine første dramatiske Indtryk

foran den lille Scene, hvor Situationerne hastigt skif

ter uden al for megen Refleksion, og hvor de mest

elementære menneskelige Følelser i bogstavelig For

stand giver sig slaaende Udtryk. Det er ikke nogen

national Scene, kun Navnet er vort — skønt ogsaa

det er oprindelig laant. I Frankrig hedder den

lilje

Træbod som bekendt „Monsieur Guignol“, i England

„Punch and Judy“, i Tyskland og Østrig „Kasperle“,

kun hos os „Mester Jakel“. Jakel, et plattysk Dimi

nutiv af Jakob, der ligefrem kan betyde en udstoppet

Dukke, er oprindelig Navnet paa et Par Personer i