56 / 269
S K U E S P IL VED KILD EN
43
udstede en Bestemmelse om, at to Tømmermænd
skulde have Opsigt med Bodernes Opbygning, saa
længe den stod paa, og desuden toges der andre
Forholdsregler, som sigtede til at betrygge Publi
kums Liv og Lemmer.
Price og Casorti naaede op paa Tinderne af Dyre
havens Kunst; højere kom man hverken før eller
senere. Det var et ret enestaaende Fænomen, at et
tysk Skuespillerselskab
i Kildetiden 1802 rullede
Thespiskarren ind mellem Dyrehavens Bøge for at
give Komedier, Opera og Pantomimer, vel at mærke
ikke med Marionetter, men med virkelig levende
Skuespillere. Der var nye Forestillinger hver Dag,
og en samtidig beretter om Opførelsen af Kotzebues
„Menneskehad og Anger“, der netop paa den Tid
var stærkt fremme og hørte til det kgl. Teaters faste
Repertoire. Det hele var naturligvis ikke bedre be
vendt end man med Billighed kunde forlange af et
Drama ved Kilden. Husets Udseende var elendigt,
og i de agerendes Tale blandede sig Børneskrig og
Hundeglam bag Scenen. Udførelsen stod paa Højde
med det ydre. Man gjorde sig øjensynlig ingen Umage,
der sporedes ikke megen Færdighed og Skuespil
lerne lod ikke til at bekymre sig om, hvorledes de
agerede. Den ubekendtes Rolle spilledes af en Per
son, der understregede de følsomme Steder med
farceagtige Gebærder; han optraadte i en gammel
Uniform, der havde kendt bedre Dage, og i Hytte-
Scenen, hvor han grunder over den geniale Skønhed
i Zimmermanns „Einsamkeit“, dampede han lystigt