60 / 269
MESTER JAK EL
.47
fra Midten af Halvfemserne. Han var oprindelig
samtidig med de tidligere nævnte Marionetspillere
Francke og Egestorff — og man kunde tilføje Carl
Lehmann, der ogsaa midt i Halvfemserne viste Ma
rionetter i Dyrehaven — men efter disses Forsvin
den synes „Borger Qvist“ en Tid lang at have væ
ret saa nogenlunde ene paa dette Felt. Fra ham er
det, Dyrehavens traditionelle
Jakelkomedie
nærmest
stammer ned. Oehlenschlager fortæller i sit „Levnet“
(og det gentages i „Erindringerne“), hvorledes han
en Dag i Sommeren 1811, da han boede paa Kri-
stiansholm ved Dyrehaven, uventet fik Besøg af en
Mand, der var temmelig slet klædt, havde et stærkt
koparret Ansigt og en besynderlig Mine. Han tænkte
straks, det var en Røver, da Manden i det samme
aabnede Munden og meget venligt bad om at maatte
laane „Skriften“. „Jeg troede først,“ skriver Oehlen
schlager, „han vilde have Bibelen; men da det
kom til nærmere Forklaring, var det „Borger Qvist“,
der spillede Mester Jakel i Dyrehaugen, der havde
hørt, at jeg havde sat hans Comødie i Vers (St.
Hansaftenspillet), og nu ønskede at læse den i denne
Form. Jeg havde ikke Digtet ved Haanden, og maatte
lade ham gaae med uforrettet Sag.“
Den gode Qvist døde samme Efteraar, træt af Li
vets Omskiftelser. I 1794 havde han faaet Borger
skab som Øltapper, var vistnok ellers Brolægger (en
Tid Marskandiser tillige), men Kunsten, som han
udøvede ikke blot i Dyrehaven, men ogsaa i For
stædernes Traktørhaver og i private Selskaber, naar