99 / 269
8 6
K ILD EFO R L Y STE LSER I DYREHAVEN
(Venus Vulgivaga siger Nyerup) satte et umiskende
ligt Præg. Men ogsaa her kunde lidt Idyl undertiden
snige sig ind. Et Par Musici kunde placere sig nede
ved selve Kilden, hvor de forsamlede Selskaber sang
med og traadte Skærsommernatsdansen paa det om
liggende Brædegulv; naar de muntre Skarer brød
op, drog de syngende gennem Skoven paa Datidens
studentikose Maner.
Forlystelserne i Dyrehaven holdt sig ellers stadig
inden for de givne Rammer; kun sjælden slap en
eller anden ny Attraktion ind. De Slanger og Ka
mæleoner, Heiberg lod figurere i „Dyrehavsreisen“,
var ingenlunde poetisk Rimfyld, de hørte Virkelig
heden til. En Lyoner havde netop i Kildetiden 1825
vist to unge amerikanske Slanger og en Kamæleon
til Skue; de var ganske vist saa tamme, at man
kunde tage dem med Hænderne, ja endog „saa matte,
at de aldeles ikke kunne være farlige“, som Politi
mester Bræstrup skrev, men det var dog først efter
at der var tilvejebragt Attest fra den bekendte Zoolog,
Prof. Reinhardt, om at Slangerne ikke var giftige, at
de kom i Dyrehaven. Bjergværket, som Heiberg
ligeledes digtede om, var derimod gammelkendt; al
lerede omkring Aar 1800 var der mekaniske Sølv-
og Bjergværker i Dyrehaven. De hørte til samme
Art som Julekrybberne, der ganske vist ikke fore
vistes ved Kilden, men ved Juletid var at se inde
i. Byen. Disse Julekrybber, om hvilke Frederikke
Brun skrev en hel Afhandling, var af italiensk Op
rindelse; det var udskaarne Skuestykker eller Pro