98 / 269
FOLKELIV PAA DYREHAVSBAKKEN
85
været et Paaskud, men selv den blotte Fiktion op
retholdtes ikke mere — end ikke i Navnet. „Kil
den i Jægersborg Dyrehave“ var bleven til „Dyre
havsbakken“ ; Kilden var et løst tilknyttet Appendiks
til Løjerne, ikke omvendt. Endnu i Aarene omkring
1807 saa man dog af og til gigtbrudne og lamme i
Midnatsstunden før St. Hans- og Vor Fruedag bade
sig med Vandet fra Kirsten Pils Kilde og andre
knælende forrette deres Andagt, ja selv i Midten af
Tyverne var der enkelte naive, som St. Hansnat søgte
Lægedom ved Kilden. Bestandig iagttoges den for
nødne Forholdsregel: at holde sig tavs; for at det
undergørende Vand ikke skulde tabe sin Kraft, maatte
man nemlig ikke oplade Munden for andet — og
Kildemanden havde da ogsaa sin Morskab af at
lokke sine Gæster til at bryde Tavsheden. Livet
paa „Bakken“ var næppe mindre mangfoldigt end i
de gyldne Aar omkring Aarhundredskiftet: Sang og
højrøstet Lystighed, Gyngerne med deres øresønder
rivende tyrkiske Musik, skrigende og kvinkelerende
Harpe- og Guitarspillerinder, Keglebaner, Vaffelboder,
Konditorier, Udsalg af Kurve, Knaldperler og Blank-
sværte, Frugthandlersker og unge Jøder, der løb om
med hollandsk Brystsukker, Cigarer og tændte Lun
ter, etc. etc. Og midt i det larmende Folkeliv Hoved
stadens elegante Publikum og de pæne Borgerfolk,
der om Eftermiddagen og henad Aften promenerende
tog Herlighederne i Øjesyn. Ud paa Natten, navnlig
St. Hansnat, særtegnedes Livet i Dyrehaven af en
ubehersket Lystighed, paa hvilken Bakkus og Venus