14 / 269
X
Med disse Ord sagde Ørsted vel Sandheden, men
ikke den fulde Sandhed. Den kendtes kun af faa.
Ustokket, ublokket og unødt var Ørsteds Beslut*
ning ikke taget. Der laa et Magtbud fra Enevolds*
kongen bag, men herom kunde Ørsted ikke udtale
sig officielt, og han var for loyal til privat at udbrede
sig eller klage over den Behandling, han havde lidt
Broderen
Hans Christian Ørsted,
med hvem han
alle Dage delte baade ondt og godt, var den eneste,
til hvem han havde betroet sig. Mand og Mand imel*
lem hviskedes der og taltes der om Aarsagerne til det
af Ørsted foretagne Skridt, og baade Samtiden og den
nærmeste Eftertid anstillede forskellige Gisninger
derom, men senere synes Sagen at være gaaet i Glem*
mebogen, i den Grad, at først i Slutningen af forrige
Aarhundrede blev Sløret løftet og Hemmeligheden
hævet. Besynderligt nok iøvrigt, allerede under Hen*
syn til, at der hos F. C. Sibbern, J. P. Mynster, A. C.
Gierlew, P. L. Møller og H. N. Clausen findes stærke
Anvisninger paa et Spor, som hurtigere burde have
været forfulgt.
Den
17
de Oktober
1826
skriver
Jens PaludantMiiU
ler,
paa den Tid Stiftprovst i Odense, til
F. C. Sib
-
bern,
at »Her har været talt saa smaat om, at Ørsted
skulde have havt Fortrædeligheder for sin Afhand*
ling i Jur. Tidsskrift om de symboliske Bøger og
Præsteeden«, og i sine Anmærkninger til Paludan*
Muller’s Brev bekræfter Sibbern dette."')
*) Breve til og fra F. C . Sibbern. U dgivne af C. L. N . Mynster I
(Kbhvn.
1866
) S.
149
—
50
. Fortsættelsen af Brevet lyder: »Jeg haaber,
det forholder sig ikke saa. Thi mig har Afhandlingen skienket saare
megen Glæde, og jeg synes, den er særdeles godt, og meget religiøst
skrevet. Den har ordentlig opbygget mig. Men derfor vil jeg ikke nægte,
at det maaske er mere redeligt og rigtigt end just forsigtigt, naar en
Mand i Ørsteds Stilling saa bestemt giver
Symbolum apostolicum
For?
trin for de andre Symboler. Disse kommer derved vel meget i Skygge;