18 / 269
XIV
om mit Levneds og min Tids Historie« (Kbhvn.
1877
)
bekræfter
H. N. Clausen,
at »Afskedigelsen af Ør*
sted, fordi han i Forbigaaende havde vovet sig ud
paa dogmatisk Glatis, var virkelig dengang Gjern
stand for almindelig Omtale«, og han tilføjer, »at
Fortsættelsen af »Juridisk Tidsskrift« kun blev til*
ladt imod udtrykkeligt Tilsagn om udelukkende at
give Artikler af strængt*juridisk Indhold Plads i sam*
me. Saaledes stode Vilkaarene dengang for Ytrings*
friheden i teologiske Æmner!«*)
2
.
Det var Samtidens Ord. De efterfølgende Forfat*
tere bygge simpelthen kun paa Mynster’s Udtalelser
i hans »Meddelelser om mit Levnet« uden selv at
foretage blot de nødvendigste Kildeundersøgelser —
hvis de overhovedet omtale Ørsted’s Stilling i
1826
.
Dette gælder saaledes
Ludvig Helxveg
— i første Ud*
gave af »Den Danske Kirkes Historie efter Reforma*
tionen« —, der dog i Modsætning til Mynster uden
videre slaar fast, at Grunden til Frederik V I’s Ind*
skriden overfor Ørsted »
udentvivl
« maa have været
den, at Ørsted ved sin Afhandling har villet influere
paa Dommernes Kendelse i den Clausen*Grundt*
*) L. c. S.
129
—
30
. Begyndelsen af det paagældende Stykke lyder
saaledes: »Denne (videnskabelige) Frihed var virkelig truet; hvor al=
vorligt, ses bedst af
A . S. Ørsteds
Exempel. D et
12
te Bind af »Juridisk
Tidsskrift« (
1826
) leverede en Afhandling af den højt ansete Forfatter:
»Behøver Kirkeforfatningen i Danmark en gjennemgribende Foran=
dring?« Den var med Hensyn til Kirkeforfatnings*Spørgsmaalet meget
konservativ, men den var uvilkaarlig bragt til at vove sig ind paa
Kirkelærens slibrige Omraade, hvor da (efter Mynster. S.
230
) »højt et
Par uagtsomme Udtryk kunde være uvillige, stræng=orthodoxe Læsere
til Anstød.« D et klinger fabelagtigt, naar Mynster føjer til, at »det nær
var kommet dertil, at Ørsted ganske havde maattet forlade sin davæ=
rende Embedsstilling.««