23 / 269
XIX
i sin Tendens og sine Midler bestemt ved Forholdet,
hvori den sætter sig til den hellige Skrift. Den fin*
der Vejen for sin Virksomhed betegnet i Kristus’
Vandring paa Jorden; den kan efter hans Exempel
kun ville behandle det aandelige paa aandelig
Maade. I en saadan Kirke bliver
Frihedens Lov
en
Grundlov. Den protestantiske Kirke agter og hæv*
der derfor den menneskelige Individualitet, udvikler
det ejendommelige ved Siden af det almindelige, for*
drer selvstændig Prøvelse og tilsteder enhver Frihed
til at ytre sin Tro og indrette sit Forhold i Overens*
stemmelse dermed — uden dog at udelukke enhver
Disciplin*). Kirkens udvortes Tilværelse og Virk*
somhed kan kun betrygges i Staten, men Kirkens
Maal er et ganske andet end Statens, dens Virksom?
hed ganske forskellig fra dens. Men selv om den
egentlige Episkopalmagt, Magten til at bestyre de
indvortes kirkelige Anliggender, oprindelig residerer i
Kirken selv, er det den naturlige, vel endog nødvendige
Orden, at Kirken, efter at den er traadt i Forbindelse
med Staten, overdrager den øverste Bestyrelse til
den, som efter Stilling og Indflydelse er Kirkens før?
ste Medlem — i de monarkiske Stater Monarken
selv-'-). Kirkens eneste, dens beskedne, men bestemte
Fordring er at styres efter Skriftens Forskrifter og
i dens Aand. Jo rigtigere Øvrigheden erkender sine
Forpligtelser og Kirkens Natur, desto omhyggeligere
vil den afholde sig fra umiddelbare Indgreb i den
kirkelige Bestyrelse, desto villigere vil den være til
at overlade den nærmeste Bestyrelse til geistlige
Mænd af prøvet Indsigt, Retsind og Duelighed. Ikke
alene ved Afgørelsen af dogmatiske Stridigheder,
men overhovedet i alt, hvad der angaar den kirkelige
*)
H.
N.
Clausen
I. c. S.
227
-
28
.
**)
H . N. Clausen
1
. c. S.
239
o. ff.
2
*