16 / 269
XII
Endnu bredere fremstilles Sagen i Brevvexlingen
mellem
A. C. Gierlew
og hans Svoger
M. F. von
lrgens*Bergh.
I et Brev af
21
de November
1826
ud*
vikler Gierlew Sagens Forhistorie, han omtaler —
ligesom Fr. Munter i dennes Dagbøger — Dronnin#
gens formodede Indgriben og tror, som Sibbern,
paa Kaas’ Intervention til Fordel for Ørsted.*)
matik« (Kbhvn.
1831
) siger
Mynster:
»Anledningen hertil gave de
Ubehageligheder, Ørsted havde havt i Anledning af sin vigtige og
skarpsindige Afhandling »Behøver Kirkeforfatningen i Danmark en
giennemgribende Reform?« som egentlig var rettet mod Clausens An«
greb paa det Bestaaende, og hvori høit et Par uagtsomme U dtryk kunde
være uvillige, strengt orthodoxe Læsere til Anstød. D et er ikke blevet
ret bekiendt, efter hvilke Insinuationer Kongen var bleven indtagen
mod dette Skrivt, og det var nær kommet til, at Ørsted ganske havde
maattet forlade sin daværende Embedsstilling. Sagen gik mig meget nær,
og maaskee bidrog jeg giennem Malling N oget til, at Kongen efter*
haanden blev mildere stemt, skiøndt Udfaldet dog ikke blev ønskeligt.
Sagen var allerede begyndt at glemmes, men jeg vilde dog, at der for
Eftertiden skulde være et Vidnesbyrd om, at Theologerne her i Landet
ikke havde miskiendt Ørsteds Værd, og skrev derfor den ommeldte
Dedication.«
*) »De veed maaske, at Præsten Grundtvig for en Tid siden paa den
meest voldsomme, inhumane, intolerante og uchristelige Maade i en
24
p Pjece, der kan læses i alle Kroge, angreb den unge Prof. Clausen
for at have i et lærd Værk — paa
600
Sider — om Catholicisme og
Protestantisme, ytret Meninger, som Zeloten og Hyperorthodoxen
Grundtvig ansaae for kjetterske og mod den Augsb. Confession, paa*
stod, at Clausen burde miste sit Embed o. s. v., saa at denne efter
Skrivefrihedens Anordning maatte indstevne Gr. for Retten. Et. Raad
Ørsted, som Gen. Procureur, skrev nu i sit Jur. Maanedsskrift en yp*
perlig Afhandling til Forklaring over den Ed, Præsterne aflagde paa
de symbol. Bøger og den Augsb. Confession, i en ægte christelig religiøs
Aand og anførte deriblandt »Treenigheds*Læren« som et Udtryk, der
ei fandtes i N . T. selv, men først er opstaaet i
4
de Aarh. p. Chr., som
et Exempel paa, at en Præst, om han ei ganske kunde antage denne
Lære efter Udtrykkene i den Augsb. Confession, dog alligevel med god
Samvittighed kan aflægge Eden, der kun bandt ham til den deri inde*
holdte
doctrina coelestis
og altsaa ingenlunde bandt ham til Confessionens
enkelte Udtryk, naar samme ei fandtes i Christi eller Apostlenes Lære.
Herpaa svarede nu Gr. i en høist jesuitisk Pjece, hvori han paa den
underfundigste Maade sammenmængede Kongelov og Augsb. Confession
som Virkning og Aarsag, som saaledes forbundne, at den første ene
stod ved den sidste, og derfor Kongens Fo rpligtelse til at overholde
denne i hver Punct og efter hele Chr. V .s Lovbogs Strenghed, og en