214 / 269
160
Det gaaer Etats Raad Ørsted som alle lærde og
som Skribenterne overhovedet, at de ved at grubble
over den Materie, de vælger til Gienstand for Deres
Undersøgelse og Behandling, erholde et saa fast
Begreeb og uimodstaaelig Forkiærlighed for den, at
man forgiæves søger at bestriide deres Meeninger.
Det er hos Etats Raad Ørsted een fixe Idée, at hans
Pligt tilsagde ham at skrive og at skrive det, han
skreev.
Naar jeg forklarede ham mine Anskuelser ved at
forelæse ham de Perioder af hans Skrift, der vare
mig paafaldende, naar jeg foreholdt ham Luthers
Cathemismus og Lærebogen for de Danske Skooler,
redigerede og Sanctionerede i de seenere Aar, og
som jeg til dette Øjemed havde læst, Naar jeg satte
mig i Classe med Læg Mand og søgte at viise ham
det Indtryk, hans Skrift i Sammenligning med hvad
der
skal
læres i Skoolerne og lægges til Grund for
vor Troesbekiendelse, maatte giøre paa denne Clas#
se af Statsborgerne, der er den talrigeste og den, som
Kongen i Særdeleshed skylder Opmærksomhed, saa
fik jeg til Svar, at jeg var præoccuperet og derfor
ingen competent Dommer — for saadanne erkiænder
han alleene den store Classe af oplyste Geistlige
med fleere i og uden for Landet der troe og lære som
han, men da nogle ogsaa gaae for vidt ved at for«
kaste de Symboliske Bøger, saa har han formeent at
burde berigtige Deres Ideer.
Naar jeg end viidere indrømmede ham een over*
ordentlig Masse af Kundskaber, et giennemtrængen#
de Blik, men liiden Menneske Kundskab, liiden Tact
for den rette Anvendelse af hans Kundskaber —
saa paastoed han just at besidde Tact og Menneske
Kundskab, tilstoed derimod ikke Besiddelsen af an#
den eller større viidenskabelig Dannelse end den,