220 / 360
212
god Skik, som og a t opmuntre Domestiquerne og Tjenestefolkene
tillige a t bivaane Bønnerne særdeles om Aftenen, naar Lejlighed
tillader«, og »viser nogen af Tjenestefolkene Ligegyldighed for
pietatem , kan han privatim kalde dem for sig eller ogsaa advare
dem i to af Informatorernes Nærværelse«. N aar der ønskes For
bøn af nogen fra Prædikestolen, da maa det ikke nægtes »for
hvem det og er, enten noget sendes eller ikke, men begæres aparte
Forbøn for nogen, som er i Nød, lader Præsten den lille Klokke
straks lyde og forsamler alle Børnene op i Kirken, hvor da P ræ
sten gør den begærte Forbøn, og alle Børnene med bøjede Knæ
bede Bønnen med.«
Lindegaard gik med stor Iver op i sin Gerning og forstod a t
samle en stor Menighed om sig saaledes, a t K irken i hans første
Em bedstid v ar fy ld t som i Ewalds Velmagtsdage; derved kom der
rigelige Bidrag ind til Stiftelsen igen, hvilket D irektionen i høj
Grad paaskønnede.
Som den, der havde Tilsynet med Lærerne, saa han sig snart
nødsaget til sammen med Forstander
Finckenhagen
a t indstille den
uheldige Inform ator
N iels L ym
til Afsked, og han sørgede for a t
faa dygtige Lærere i Stedet.
Lindegaard, der først havde væ ret gift med
Elisabeth Aschenberg,
med hvem han havde to Sønner og to Døtre, var efter hendes Død
blevet gift i 1743 med
Anna Aggerup,
muligvis en Søster til hans
gode Ven og tidligere Medlærer ved Vajsenhuset
N iels Aggerup-,
hun døde 1760 p aa et T idspunkt, da L indegaard v ar dyb t ned
bøjet af økonomiske Bekymringer og andre huslige Sorger.
Direktionen havde 1757 fo rstrak t ham med e t Laan paa 200
Rdl., »siden man ser og erfarer N y tten af hans T jeneste i det
Udvortes saavel som i det Indvortes«. Tre Aar efter beklager
Lindegaard meget ikke a t have kunnet betale de lovede Afdrag,
»da jeg haver h a ft mange Udgifter dette Aar baade med min
salig Søns Begravelse, min D aatters Brøllop og nu igen min salig
Kones Begravelse.«
Den om talte Søn var R a s m u s L i n d e g a a r d , der var blevet
cand. theol. og i Ju li 1759 ansat som Inform ator ved Stiftelsen,
men døde et P a r Maaneder efter.
I Oktober 1760 anmoder Lindegaard Direktionen om, a t K ate-
kisationen om Søndagen fra 5 til 6 maa blive forand ret til P ræ
diken, »thi E rfarenhed viser, a t ingen af de udgaaede Waisen-
børn kommer her for a t høre Katekisationen, enten fordi de
ingen L yst selv haver dertil, eller fordi de ingen Tilladelse kan
faa dertil af deres Hosbonder og Madmødre«. D irektionen gik
ind herpaa, ligesom den bifaldt hans Andragende i 1761 a t faa
den Gæld, der stadig piner ham , eftergivet, idet han lover, saa-
frem t han lever til N ytaar, »at levere til Vajsenhusets Cassa som