224 / 360
216
over for K irken ligegyldige Retning, der paa den Tid brød frem og
snart efter fik Overtaget.
Direktionen, hvis Mening v ar blevet æsket af begge de stridende
P arter, var i Vinden med sit Svar, da den paa den ene Side
ikke vilde desavouere Fabricius og paa den anden Side ikke
turde være alt for haard over for Sevel, der fand t Beskyttelse hos
Kronprinsen. Man enedes derfor om a t tilstille Sevel en Skrivelse
i Henhold til hvilken »Professoren selvfølgelig altid v ar velkommen
paa Skolen, n aar han blot forinden vilde aftale det fornødne med
Præsten, »der har Overledelsen«.
K o rt Tid efter søgte Fabricius P ræ stekaldet ved Vor Frelsers
Kirke paa Christianshavn, men vedblev dog ogsaa a t have Ind
seende i Vajsenhusets Sager, for saa v id t som D irektionen sendte
ham den nye Undervisningsplan til Gennemsyn og udbad sig hans
Mening herom. H an skriver derpaa en Betænkning paa fem store
Foliosider og finder som Helhed Planen god, »da den er velegnet
til a t afhjælpe de Mangler, som min Embeds Tid h ar givet mig
sørgelig Erfaring for a t finde Sted ved denne Stiftelse«; men skal
der komme noget alvorligt ud af det alt sammen, m aa Præstens
og Forstanderens Pligter og Gerninger nøje afgrænses. »Dette er
den værste Knude a t løse« tilføjer han.
Som andetsteds anført, kom Planen aldrig til Udførelse paa Grund
af Branden. Ved Vajsenhusets B rand gik ogsaa en Række af Fa-
bricius’s grønlandske Skrifter til Grunde, han m a atte derfor ud
give dem paa ny i de følgende Aar, og 1804 udkom hans grønland
ske Ordbog.
P aa Grund af sin store teologiske Viden og sit banebrydende
Arbejde inden for N aturvidenskaben fik Fabricius som Sognepræst
ved Frelser K irke Titel af Professor og Rang som Biskop, ligesom
han udnævntes til Æresdoktor.
Han døde 20. Maj 1822, var to Gange gift og havde i a lt 16 Børn.
(Biogr. Leks., Wiberg, Worms, Nyerup, Erslew, Bj. Kornerup).
1789—1795.
Andreas Birch.
E fter i 1779 a t være blevet teologisk K and idat rejste han i 4
Aar i U dlandet for a t studere H aandskrifter til det Nye T esta
mente og v a r bl. a. i lang Tid i Rom, hvor han blev præ senteret
for Paven, Pius VI. E fter at han var kommet hjem, blev det over
draget ham paa kongelig Rekostning a t besørge en ny Udgave af
Ny Testamentes G rundtekst. 1788 udkom de fire Evangelier, og
da han næste Aar blev P ræ st ved Vajsenhuset, fo rtsatte han sit
store Værk dér, men ved Stiftelsens B rand gik hele Restoplaget
af Værket til Grunde.
E fter B randen blev han sat paa Vartpenge af Direktionen, ind