228 / 360
220
hvorfor der gives ham Lofte
0111
a t blive anfort i Kancelliets Gra-
tialprotokol, n aar et Kald bliver ledigt.
Som Følge heraf søgte han og fik i Februar 1732 Em bedet som
Sognepræst i H aderup i Ribe S tift; han gifter sig i Maj med Anna
Rollah, men dør et P a r Maaneder efter. P aa Graven i H aderup
rejstes et Epitafium over ham .
(Wiberg).
1728—1731.
Johan Otto Jochumsen Solthau.
Fød t 1695 i Kolding, Søn af Slotsgartner Jochum S.; S tuden t
fra Odense 1716 og cand. theol. 1720.
Da Ewald blev Stiftelsens Præ st, overtog Solthau fra 1728 hans
Præeeptorgerning.
Han sogte sammen med Geert Hansen
0111
Rejsetilladelse til
Halle og blev ved sin H jemkom st kaldet til Sognepræst for S tarup
og Nebel i Ribe Stift, hvor han døde 1746.
Han er rimeligvis F o rfatte r til det foran Side 48 om talte lille,
stæ rk t pietistisk farvede Skrift: »Et P a r Blomster af den Fromme
Ungdoms Have«. Skriftet, der findes paa det kgl. Bibliotek, udkom
først 1777 som Jubilæum sskrift til 50 Aarsfesten, men maa stamme
fra Solthau — eller maaske Geert Hansen — , da dets F o rfa tte r
personlig h a r oplevet Branden i 1728 som Lærer ved Vajsenhuset
og aflægger Vidnesbyrd om, a t Undervisningen blev fo rtsat til
Trods for B randen, der kun havde ødelagt en ringe Del af Vajsen
husets Bygninger.
Skriftets Hovedopgave er a t fremføre Eksempler p aa fromme
Børn fra tyske Vaj senhuse og vise Pietismens gavnlige Virkninger
paa disse — Solthau og Geert Hansen havde jo væ ret i Lialle — ,
men im idlertid findes der ogsaa nogle for Datiden karak teristiske
Udtalelser om »Waysen-Børn i K jøbenhavn Aar 1728«, og disse
Udtalelser er af ikke ringe Interesse som Tegn paa, hvilket Tag
og Magt Ewald og de samtidige Lærere ved deres inderlige For
kyndelse havde over Børnene. Af Skriftet anføres derfor følgende:
»Den trofaste GUD h ar meget snart efter W åysenhuusets Be
gyndelse bevidnet, a t han havde noget Got fore med disse An
stalter, og vilde legge sin Velsignelse til vo rt A rbejde; idet man
saae, hvorledes GUD arbejdede paa en og anden Sjel.
I Janu aris 1728 døde en Pige 10 Aar gammel, som lod høre
mange eftertænkelige Taler af sig paa hendes Syge-Seng, havde
stor Længsel efter a t høre noget om sin Frelser Christo, og glædde
sig meget, a t hun nu ved Døden skulde komme til ham.
E fter den Tiid h ar mange b lan t dem givet GUDS Aand R um ,
som jeg i Begyndelsen kunde merke af de mangfoldige Taarer,
de udøste, n aar man talede til dem, saa og af den øyensynlige
Forandring i deres Sind og heele Væsen, som man mærkede hos