Previous Page  226 / 360 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 226 / 360 Next Page
Page Background

218

PRÆCEPTORES, INFORMATORES, ADJUNCTI OG

LÆRERE VED DET KGL. VAJSENHUS

1727— 1927

1727—1731.

Geert Hansen,

cand. theol.

I sin Ansøgning af 24. Ju li 1727 meddeler Geert Hansen, a t han,

der er født i Kolding, efter a t have faaet Eksamen i 2

]/2

Aar h ar

prædiket hos Præsten i Kongsvinger, dernæst i K ristiania og i de

2 følgende Aar i sin Fødeby Kolding, ligesom han i den seneste

Tid h ar assisteret som H jæ lpepræst ved T rin itatis Kirke.

H an begyndte tillige med nedennævnte

Thillerup

og

Enewold

Ewald

a t undervise Dagen efter Stiftelsens Indvielse d. 11.

Oktober 1727, og v ar altsaa tillige med disse to Vajsenhusets første

Lærere eller Præceptores, som de dengang kaldtes. Ewald blev to

Maaneder efter P ræ st ved Stiftelsen og ophørte sam tidig med a t

undervise.

Geert Hansen v ar allerede før sin Ansættelse stæ rkt grebet af

Pietismen, og det varede ikke længe, før han kom til a t tilhøre

den mest yderliggaaende Retning inden for denne. H an viste im id­

lertid megen Interesse ikke blot for Børnenes aandelige, men ogsaa

for deres legemlige Vel. Man mærker hans pietestiske Syn i det

Svar, han giver i 1729, da Direktionen spørger, om han og de andre

Præceptorer har noget Forslag a t gøre ved Vajsenhusbygningens

R estauration efter Branden A aret i Forvejen. Han skriver saa­

ledes :

»Især vilde jeg re t hjertelig ønske mig et Bédested, hvor jeg

med nogle af mine Børn kunde have frie Lader og Røst uden a t

høres af nogen udenfor eller pludselig ses, saa snart Døren blev

opladt. Saadant Sted skulde ikke blive vanskelig a t finde, men

v a r af stor N y tte og tjen te til a t udlade sig med al den Fylde,

K ra ft og D rift, som man nu og da ved Guds Naade kunde have.«

Men i samme Skrivelse har han ogsaa Børnenes legemlige Tarv

for Øje, idet han v arm t anbefaler, a t Drengen »med det svage Ben«

overdrages til Økonomens Varetægt, »da Chirurgus synes a t negli­

gere Drengens Svaghed«, og derpaa fortsæ tter han:

»Nu a t Børnene slaaes ud paa Kroppen med store Blegner,

da kunde det være godt, at 1) hvert Barn fik sit eget Sengested,

og a t 2) paa hver Skole (Klasse) i det m indste blev gjort en Laage

af et P ar Vindvesruder, paa det Damp, slem Stank, af de mange

Børn udi et lidet Rum , og Usundlied kunde have bestandig F a rt

om Dagen derigennem.«