49 / 390
38
Hans Olrik.
Nærmest ved kollegiebygningen var g å r d e n med sin gode
brolægning og et springvand med en fint hugget kumme der
havde kostet m eg e t-, H a v e n var en a f kollegiets I s t !
mærkværdigheder; derfor havde fundatsen også fastsat påfaldende
strænge bestemmelser om alumnernes adgang til den : »Udi Col-
legu Have maa ingen komme uden Inspector er self hos, ej
heller flere tillige, end Inspector for got befinder: Og maa
Ephorus og Inspector alleene have hver een Nøgle der til «
Haven var omgivet af et tæt stakit, der med bly var sat fast
pa et stengærde2). Dette måtte senere efter eforus’, Casp. Bar-
tholms forslag afløses af en rigtig mur, i det mindste på det
»tykke, der stødte op til professorboligen mod vest.
En sådan
mur skulde »fundator Collegii gerne i levende live have ønsket
opsat, og da ikke for sine aarsager skee kunde« 3). I haven
var der flere statuer: Først den bekendte efterligning af den
farnesiske Herkules, støbt i bly, men den gang overmalet Ifølge
Bergendal skulde den minde alumnerne om ikke at sky faren, om end
lykken var imod, og bestandig sætte pris på Herkulesarbejder (jfr
Vindings indvielsestale). En anden forfatter mener, at blystatuen
indbyder til en sammenligning mellem Herkules og Oluf Borch:
Den B l y - støbt He r c u l e s , som var hans sidste Møye,
Opsat den nu henstaar til hver Mands Siun og Øy e :
Hvis Arbeyd Hercules har giort, ey regnis kand
Mod det som lærde BORCK har giort ved sin Forstand.
Hiin rensede den Stald Augia var til Eye
Med Skarn vel dybt begroed; Men denne loed udfeye
Den skaren ureen Art af Ungdoms Hu og Sind,
Og det var all hans Løst, der paa hand lagde Vind.
Hvorpå sammenligningen fortsættes videre4). Nu til dags
falder ingen på at anstille sådanne overvejelser ved at se på
')
Bergendal
30. Springvandet havde vistnok hørt til den gamle professor-
01Lg (se skødet til Borch), men kummen var ny (Regnsk.). *)
Bergendal
a. s.
nr f ur
I8’ f f I? I2 ' ^ Tillægget fil Bornemanns ligtale 43 f. Digtet er af
O luf Worm
(d. yngre), søn af Villum Worm; 1691 blev han prof. eloqventiæ,
3
7°4
prof. med., f 1708.