S_POLITIKEN_MINDENUMER

P O L I T I K E N

i . Aargang

n t

i .

M inde-Numer Onsdag den 1. Oktober 1924.

41. Aargang \ r . 1.

O n s d a g .

Georg Brandes mindes en Række flyg

tige. men værdifulde Bekendtskaber. (S. 3).

Edvard Brandes fortæller, hvorledes de

Ofte citerede Ord i „Politiken“s Abonne

mentsindbydelse, „Organet for den højeste

Oplysning“, oprindelig skulde forstaas

(S. 4).

Den norske Kunstkritiker, Direktør

Jens Thiis, udtaler sig om sit Forhold tii

dansk Aandsliv. (S 4).

Lidt om Konsejlspræsidenter og Stats

ministre

1884—1024.

(S. 5).

En Oversigt over Statens Penge for

40 Aar siden og nu. (S. 6).

Kjøbenhavnske Blade, der er afgaaet

ved Døden i „PoIitiken“s Levetid. (S. 7)..

En Skildring af, hvorledes den moderne

Avis bliver fil. (S 7).

En Samling Vers om Tiden af ældre

eg yngre danske Lyrikere. (S. 2).

Vi bringer en Række Optryk af minde

værdige Artikler fra ,.Politiken“s 40 Aar.

(S. 8—10).

Den første Teatcranmeldelse af Edvard

Brandes i „Politiken“: Henrik Ibsens

„Vildanden“. (S 8).

Overretssagfører Oskar Johansens før

st'' Artikel, der skaffede ham hans Afsked

fra det Sagførerkontor, hvor han var an

sat. (S. 9)

Et af Boga ni.s’ senere saa berømte

„Jagtbreve“. (S 9).

Holger Drachmanns Udtalelser om

„den litorære Varieté“. (S, 9).

Johannes V. Jensens klassiske Skil

dring af en Tyrefægtning. (S. 10).

Carl Ewald aabner Rækken af sine

ernaa sociale og pædagogiske Billeder af

Livel (S 10) *

H enrik Jbsen i Polem ik med en hol

landsk Redaktør. (S. 11).

Holger Drachmanns navnkundige Min

dedigt nver Schandorph. (S. 12).

Hr.Har..sen (Carl Ewald) sender Provst

Fenger et aabent Brev i Anledning af

nogle Udtalelser om Sporten og Sædelig

heden. (S , 12).

Et Besøg hos August Strindberg som

nygift og lykkelig. (S. 11).

Herman Bangs Nekrolog over Tietgen.

(S. 12).

Aakjærs populæreste Digt „Jens Vej

mand“, der første Gang tryktes i „Pcli-

tiken“. (S 12).

Bjørnstjerne Bjørnsons Henvendelse til

danske Venner under Unionskrisen. (S.12).

£n Artikel af Henrik Pontoppidan, da

Norge ikke blev Republik. (S. 13).

Thøger-Larsens Debut.' (S. 13).

Et Mindedigt over Kong Christian den

Niende, skrevet af Professor Vilhelm An

dersen. (S. 13).

Jakob Knudsen indleder en stor Debat

om det seksuelle Problem. (S. 13).

Drachmanns bitre Ord efter Raadhus-

festen. (S. 13).

Charles Kjermf furtæller om Drach-

mann og Edith. (S. 14).

Et Indlæg af Bjørnstjerne Bjørnson i

Dreyfus-Striden. (S. 14).

Mylius-Ericbsens .sidste Digt, som efter

hans Død blev fundet hos Jørgen Brøn-

lund. (S. 15).

Da Alberti

meldte sig til Politiet.

(S. 14).

Breve til „Politiken“ i Anledning af

Bladets 25 Aars Jubilæum fra Bjornstjerne

Bjørnson, Jakob Knudsen, Emil Han

nover, Karl Madsen og Pesehcke Køedl,

(S. 15 og 16).

Knut Hamsuns Digt ved Bjørnstjerne

Bjørnsons Død. (S 16).

Friluftteatrets første Forestilling, an

meldt af Sven Lange. (S. 16).

Da Alfred Nervø fløj over Byen. (S.15).

August Strindberg fortæller Minder fra

Danmark. (S. 16).

Henrik Pontoppidans Digt paa Georg

Brandes’ 70 Aars Fødselsdag. (S. 16).

I Kroniken skriver Redaktør Henrik

Cavling

om dansk Journalistiks Udvikling

i de sidste

Aar. (S. 5).

u (30/9 1912)

P o l i t i k e n s H u s .

(Tale, holdt

„Politiken“s

Hus ved Overflytningen fra Inte-

gade

30/o

1912).

Nu staar vi altsaa i det ny Hus,

og heldigvis: Vi skal ikke takke Nogen

for det. I en Stat, hvor snart enhver

debuterende Skribent tørster efter sin

llddaah paa Finanslovens Understøt-

telseskonto, har nogle Journalist-Skri

benter ikke blot uden Støtte, men end

og under voldsom aarelang Modstand

oparbejdet dette Blad og bygget dette

Hus. Skal vi takke Nogen for det,

maa det være vore Modstandere, de

stræbsomme Redaktører af fjerne

Stiftstidender med eventyrlig Udbre

delse, Hovedstadens ansete Klokkefaar

og dem, som redeligt ernærer sig ved

at fabrikere „Politiken’s Levnedsløb“

og lave Ugeblade om os — dem alle

vil det glæde, at vi nu betrygger vor

Fremtid i et nyt Hus.

Hvorledes er vi kommet saa vidt?

Det ligger i, at dette Blad, der villigt

gik i Spidsen, hvor det gjaldt F rihe

den, ogsaa indadtil bar respekteret

Friheden. Vi er frie Mænd. Vi ar

bejder af Kærlighed til dette Arbejde

og af Trang til det. Arbejdet er intet

Middel for os. Det er vort Maal. Vi

skal ikke have noget og ikke være

noget. Hvor mærkeligt! Til de Vild

farelser, man kan bebrejde os — og

Vildfarelsernes Antal er mange — hø

rer ikke, at vi stræberisk skeler til

Jakobs Linsefad. Vi staar ikke i øko

nomisk Erkendtlighedsforhold til po

litiske Foreninger eller Partier, til

Banker eller Pengemænd. Var det

Tilfældet, vilde

Politiken

ikke længer

være

Politiken.

Det moderne Blad er eu sammen

sat Organisme, hvor vi Side om Side

finder mekanisk Virksomhed og Aand,

ideel Stræben og Smartness, tilfældig

Lægmandsindsigt og systematisk Vi

denskabelighed. Mange modstridende

Interesser kæmper mod hinanden, og

Vilje sættes mod Vilje, mens den hele

ophedede Mekanisme hastigt glider hen

over Tidens Hav.

Nu staar vi i Dag i et saadant

fuldt udstyret moderne Blad. I den

mægtige Bygning har vi Lokaler og

Maskiner, der vistnok er uden Side

stykke, en Rigdom af Opfindelser, en

Ødselhed af tekniske Fremskridt, alt,

hvad der i Tiden kræves til hastig

Fremstilling af et Storstadsblad. Dette

fylder os med Tillid. Men det skal ikke

bringe os‘til at forglemme, at samtlige

disse Bladlegemets mekaniske Kræfter

er værdiløse, saafremt det levende

Menneskehjerte ikke et eller andet Sted

i Organismen banker med sine normale

Slag.

Ja, Bladet kræver vort Hjerte, vor

Evne til med al dets Varme at elske

Menneskelivet og forstaa dets Mulig

heder, dets Udfoldelse og Vækst. Bla

det kræver af os den Kærlighed, der

i Kampens Time kan vække en Mands

Vrede, ja piske ham op til Spottens

Giftdraabe, men ogsaa den Kærlighed,

der kaster Forstaaelsens og Glemselens

Klædning over Hadets Dæmon. Den

Medarbejder, der fattes Kærlighed, er

Bladets tomme Bjælde. Alene den, der

elsker Menneskene, vil aldrig dø; han

lever, og hans Ord vil leve: En Draabe

Kærlighed er mere værd end et Hav af

Blæk.

Saa lad os da love hinanden, at nu

skal Arbejdet inden for disse Mure

være vort Liv, vort hellige Kald. Lad

os aldrig vende Øjet fra Retfærdighe

den. Lad os med Ømhed vaage over

voyt Sprog, og lad os endelig evindelig

vokse i vor Kærlighed, Saa skal detU

Hus ogsaa blive et sandt Pressehus, og

saa skal Pressens lysende Fakkel al

drig glide af vor Haand.

Henrik Cavling

I A a re t 1912 fle tte d e « P o litik e n » f r a Integra de t il s it eget H u s p a a B a a d h n s p la d s e n . V a b l. Am le rs e li

sto re B y g n in g , som den en S om m e rn a t ly s e r o v e r P la d s e n .

h a r tegnet den

Holger Drachmann til

Viggo Hørup.

(Fra

Politiken

18. februar 1902.)

Der rejser sig

i vort Bryst,

bævende af bange Syner,

det store Spørgsmaal:,

Hvorfor?

Og det banker og banker derinde

i Vennernes Hjærner og Hjaertar:

Hvorfor miste ham nu,

da han skulde leve?

Men ined det fortryllende

fine Smil

om de Læber, der aldrig

h a r udtalt en Dumhed,

med Livs-Ironieus

Blink

det frygtløse Øje.

og med det mandige, trofaste Hjærte,

træder Viggo Hørup

ind i den store Tavshed.

Han kendtes af de Færre, han undveg de Mange,

Ingen har han røbet sit lønligste Maal;

hans Indre gav Rum for ile blødeste Sange,

mens Pennen i hans Haand blev det skarpeste Staal.

Han elsked’, hvad han elsked’, var Lunkenheds Fjende,

det Spirendes Talsmand, det Nyskahtes Tolk,

holdt Rævene i Ave, stænged’ Ulvene inde

dg opdrog én Hovedstad

og dermed et Folk!

Ak Broder, hvad nytter det at rime til din Hæder —*

se, Ven efter Ven lahgs vor Livs-Vej gik"tabt;

om man kvæler sin Graad, om man flænger ,sine Klæder,

de Døde farer bort, og de rider saa rapt.

De Døde rider fort. Men man

husker

de Døde:

Livs-Bitterheden graver de Levende ned,

mens de Tabte

Tusmørkets Stund giver Møde,

og Hjærte-Vundén brænder o£ Panden staar i Sved.

Da gribes man af Lyst til at løbe væk fra Livet

og følge efter Vennen til den stille, Brede Strøm,

hvor der aandéagtigt suser en Brise gennem Sivet,

hvor det Hele munder ud

en stor og rolig Drøm!

Jeg rejser mig

med udstrakte Arme —

vil følge den dyrebare Ven,

men standses af et Noget,

jeg ej kan give Ord<

Fjærnt .ser jeg hans Smil,

det fine, fortryllende,

som da han gik over Lystoftes Marker,

glad ved at indaande Jordens Duft

ene med sig selv,'

Klarere, dybere, mildere

ser jeg ham smile:

og det straaler i Øjet,

det trofaste Hjaårtes Blink —

og om Tindingen bærer han

| Lidelsens Sejérskrans,

hvis Blade bævende vifter

i Evigheds Brisen . . .

Og jeg véd ,hvad der skiller os —

: en liden Stund endnu.

Hamiets Gaard. •

Holger Drachmann.