S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

31 / 92

P O L I T I K E N I . O k t b n »
skabet med John Stuart Mili, og jeg Ilille Grækenland havde en stor Mand, | Gavn, end om han helbredte alle Pa-
_ _ _ « j t r \ i. _ i* 1 1 — - iJ mm a Z n i i ETA r t m i 01
paaskønner at have siddet ved samme
Bord soih Sir James Frazer, vel vor
Tidsalders største Mytolog, eller med
Lord Cromer, Lord Haldane og andre
af Englands ledende Politikere. Det
har beriget mig at være i Stne med
Lord Balfour, med Asquith, med Lord
Rosebery og andre Mænd af deres
Rang, uden at jeg har henvendt Ordet
til dem eller de til mig.
Jeg har kendt og omgaaedes en Del
af Englands og Nordamerikas bedste
Mænd, næsten alle franske og tyske,
mange italienske og græske Skribenter
af min Samtid. Af Politikerne har ad­
skillige franske, tyske, belgiske og ita­
lienske staaet mig ret nær.
Dog ikke dero-m vilde jeg egentlig
tale, ikke om den flygtige Berøring
med Mænd, der, det være sig lige
straks, det være sig gennem Aars Sam­
kvem, har meddelt En Alt, hvad man
for sin Del var i Stand til at tilegne sig
af deres Væsen. En saadan Berøring
efterlader intet Savn.
Det er derimod en ganske besynder­
lig Smerte, man føler, naar man — i
Reglen først længe bagefter — opda­
ger, at man har ladet betydelige P er­
sonligheder, i hvis Nærhed man til­
fældigt en Gang har befundet sig, al­
deles upaaagtede, fordi man var altfor
uvidende til at ane, hvem de egentlig
var, og til at paaskønne deres Værd.
Man er ikke langt fra a t græmme
sig en Smule, naar man betænker, paa
hvilke Mennesker — Udnyttere, Plage-
aander, fødte Forrædere — man i Aa-
ringer har spildt sin Tid til ingen Ver­
dens Nytte, blot fur at de bagefter
skulde falde o-ver En i Aviser eller Bø­
ger, medens man har forsømt at op­
søge og pleje Bekendtskabet med Per­
soner, til hvem et nøjere Forhold vilde
have været En til største Glæde og
Gavn.
Et Eksempel vil forklare, hvad jeg
mener. Den udmærkede engelske Ly­
riker William E. Henley, hvis Book. of
verses og hvis London voluntaries
1893 havde vakt Sympati og Beundring
hos mig, indbød mig en Julidag i 1896
til at komme til Stede ved en Middag,
han gav for Medarbejderne ved New
Review, som han selv med nogle Ven­
ner havde stiftet. Det var en Herre-
middag. Naboer blev forestillet for
hinanden. Min Nabo til højre var Mr.
iWilfrid Scawen Blunt; min Nabo til
venstre Mr. George Wyndham. Nav­
nene sagde mig Intet. Jeg saå kun, at
begge Mænd var ganske ualmindelig
smukke Mænd; de var Fætre og syn
tes jævnaldrende, skønt Blunt den
Gang var 56 Aar og Wyndham 33. Jeg
drejede Hovedet og spurgte en forbi
gaaende Herre, jeg kendte, hvem de to
Mænd var. Han svarede: „Mr. Wynd
ham har 100,000 Kroner i Deres Lands
Mønt om Bagen; han er Svigersøn af
Hertugen af Westminster.“ Dermed
forsvandt han.
Saa begyndte en ret livfuld Sam­
tale. Mr. Blunt, hvis Digtervirksomhed
desværre var mig saa ubekendt som
hans mangeaarige, djærve, politiske
Agitation, talte intet Ord om sig selv,
men sagde som Præsentation: „Min
Ven og Fætter, Mr. Wyndham, har lige
udgivet North’s gamle Plutarch-Over
sættelse og forsynet Bogen med en Ind
ledning, skrevet i -det skønneste En­
gelsk, jeg i mit Liv har læst. Kender
De North’s Bog? — Det gør jeg, men
desværre ikke denne ny Udgave, som
De roser saa stærkt. — Wyndham. til
mig: Ifald De skulde have skrevet en
saadan Indledning, sig mig, hvad De
da vilde have sagt? — „Jeg vilde have
begyndt med at udtale den vel begrun­
dede Formodning, at da Plutarch første
Gang kom til Rom, opdagede han, som
ikke kunde Latin, i alt Fald sikkert ik
ke kunde tale det uden største Van­
skelighed, a t han i Rom kunde undvæ­
re denne Kundskab. Enhver, han til­
talte paa Græsk, svarede ham paa
Græsk, og det ikke blot fine Folk, men
jævne.
Hans Selvfølelse som Hellener steg
omaadeligt derved, og da han fik det
Indfald, at udgive sammenlignede Lev
nedsløb, besluttede han at parre to og
to, en stor Romer med en stor Hellener
tør at vise den læsende Verden, at det
og en vel saa stor Mand, at stille op
imod Mændene fra det verdensbeher­
skende Rom. Derfor stiller han De-
mosthenes mod Cicero, Themistokles
mod Camillus, Perikles .mod Fabius
Maximus, Alexander mod Cæsar. Han
har baaret sig ad som 1896 en polsk
Historiker i samme Situation vilde gø­
re: stille en stor Polak op mod enhver
stor Russer, for at vise, det politisk
underlegne Folk aandeligt stod fuldt
paa Høide med det sejrrige.“ —
Wyndham sagde artigt: Hvorfor hørte
jeg dog ikke den Sammenligning, in­
den jeg skrev min Indledning. Den var
kommet mig til Nytte. — Henley
traadte til, afviste nogle Artigheder,
jeg vilde sige ham for hans Vers, med
de Ord, han taalte ikke at mindes,
hvad han havde skrevet, og Samtalen
tog nu en Vending, jeg har glemt.
Siden da er George Wyndham død.
Wilfred Scaven Blunt er død. Selve
Samtalen var forsvundet af min Erin­
dring, til den dukkede op for mig, da
jeg for nylig bladede i Blunts My
Biaries, de to svære Kvartbind, der
har gjort saa stor Opsigt i England,
og deri fandt følgende Notits: 1896,
lOth July — Went with George Wynd­
ham to a dinner given 6y Henley to
the „New Review“ contributors, a
deadly didi affair, as all men’s dinners
are — the most interesting person 1
mel there was the Dåne Brandes, who
has the honour of having invented
Ibsen
Moret sig ved denne Middag h ar
Blunt altsaa ikke; det er saa vist som
at ikke jeg h ar opfundet Ibsen. Men
da jeg i de følgende Aar forstod, hvad
Blunt var værd, og saå, hvorfor han
lange Tider havde kæmpet, fortrød
jeg bittert, ikke da at have vidst noget
om ham, og ikke at have søgt ham.
Det samme gælder hvad Wyndham
betræffer, om hvem jeg ved Middagen
kun erfor hans Indtægter, der ikke
syntes at trykke eller sysselsætte ham.
Han var som Parlamentsmedlem, som
Chief Secretary (Førsteminister), for
Irland, optagen af, Gøremaal, der laa
mig fjernere, men er som sjælfuld
Digter forbleven mig kær. Begge var
som lyriske Digtere fremragende ved
Følelsesfylde og Sprogkunst.
Det er mig en Sorg, at jeg aldrig
saå de to udmærkede Mænd igen. Jeg
h ar læst dem; men det er for mig en
daarlig Erstatning. Og som om det var
skrevet i mine Stjerner, at jeg aldrig
skulde komme i nærmere Berøring
med Huset .Blunt, forfejlede jeg ved
den besynderligste Tilfældighed en
Lejlighed til at lære hans Hustru at
kende.
tienterne i sit Hospital
Jeg sagde da til den første Herre:
Bed Mrs. Blunt være saa god at have
en Smule Taalmodighed med mig; jeg
er, før jeg gaar til hende, nødsaget til
at se til en Syg, hvem jeg ikke kan
finde alene, og hvem jeg fra tidligere
Tid er forpligtet.
I Professor Lenander, hvem jeg
aldrig før havde set, traf jeg en helt
nedbrudt, dødsmærket Mand. Han be­
fandt sig øjensynligt paa det sidste
Stadium af Tæring, døde ogsaa kort
derefter. Det viste sig umuligt, kun
henvende el P a r Ord til ham, og
derefter gaa til Mrs. Blunt. Han vilde
Land i Genua, der ikke var fjern,
og havde ladet alt sit Rejsegods bringe
op paa Dækket omkring sig. Jeg vil
nødigt overdrive, men tro r ikke at
huske fejl, naar jeg siger, at der laa
11—12 uhyre Colli. Der var vældige
Kufferter til Vintertøj, Kasser med alle
de Bøger, han under Opholdet i Ægyp­
ten havde haft nødig, store Vadsække
og mindre Vadsække, en Mængde
Tasker, desuden Pelse, Overfrakker,
Tæpper, Shawler. Midt mellem alt
dette sad han hjælpeløs og bad mig
sørge for at dette fra Havnen i
Genua blev kørt til Stationen.
I Aaret 1904 sad jeg iblandt en tæt
Masse Passagerer paa en Middelhavs­
damper, der var paa Vejen fra Alex-
andria til Genua, hvor Skib skulde
skiftes, da Bremer Lloyd nu midt un­
der den russisk-japanske Krig havde
solgt vort Skib til den russiske Rege­
ring for i Genua at lade os overføre
til et andet Dampskib. Som jeg sad
der ensom, fordybet i Læsning, kom­
mer en engelsk mig ubekendt Herre
hen til mig og præsenterer mig et
Visitkort. Der stod Mrs. Annie Blunt
— Jeg kender ikke den Dame. — De
har, siger han, været sammen med
hendes Mand ved en Middag for otte
Aar siden. Hun er her om Bord og
vil gerne tale med Dem« Hun er Dem
desuden ikke ubekendt, hun er den
eneste Datter af Lord Byrons Datter
Adah. — Nu husker jeg, hvem hun er
jeg skal følge Dem lige straks. — Men
i det samme stod der en anden frem­
med Herre for mig: „Der er en Lands
mand af Dem om Bord; han beder
Dem øjeblikkelig komme til ham; han
trænger til Deres' Hjælp,«han er meget
syg. Han er fra en By, der hedder
Upsala, har tilbragt Vinteren i Ægyp
ten. — Hans Navn? — Lenander. —
Og pludselig mindedes jeg et Brev, det
eneste, jeg overhovedet h a r modtaget
fra den store Kirurg. Det kom mig
Hænde under et langvarigt Sygeleje
der tog mig det meste af Aaret 1897
og deri stod først en Del Lægeraad
som ikke forud var mig ubekendte,
dernæst den Artighed, at havde han
Tid at tage til Kjøbenhavn og gøre mig
rask* saa vild* han derved gøre mere
hans livslange Kamp for de ypperste
Idealer. Nu, otte Aar derefter, bødes
der mig en Lejlighed til at gøre hans
Hustrus Bekendtskab, samtale med
Lord Byrons Datterdatter, prøve, hvor­
vidt vi stemmede overens i Vurderin­
gen af hendes store Morfader og hen­
des grandiose Ægteherre — ogsaa
denne Lejlighed havde jeg forspildt.
Saa ringe Sagen kan synes, den
forekommer mig dybt sindbilledlig.
Vi opholdes og forsinkes i Reglen
Livet igennem af det, der kun efter­
lader en Smag i Munden, som havde
vi tygget Sand — og vor Livsgang
strejfer uden Forstaaelse og uden
Dvælen hvad der burde have givet
vore Dage et rigt og uventet Indhold.
Georg Brandes.
D e n h ø j e s t e O p l y s n i n g .
P o l i t i k e n kom til Verden under
politisk og literær Strid og blev selv
straks et Stridens Tegn, saaledes som
dets Ophav Hørup vilde. Ikke blot
skabtes Bladet til Bekæmpelse af det
overmægtige Højre i Regering, blandt de
Samfundsstyrende, i Pressen og i Sel­
skabet, men ogsaa til Udfægtelse af
V igg o H ø r u p .
(Efter et Maleri ai Jul. Paulsen),
Da vi endelig ankom, holdt ved
Landingspladsen i alt én lille Enspæn­
der Hestedroske, saa skrøbelig i Lim­
ningerne og forspændt med en saa
stivbenet gammel Rosinante, at den
umuligt kunde paatage sig at køre
af Sted med blot én af de store Kuf­
ferter. Man skulde tro, den udmær­
kede K irurg aldrig før havde foretaget
en Rejse. Han viste sig uerfaren som
et Barn, ubevægelig som han var, end
ikke i Stand til at gøre sig forstaaet
hverken af Skibets Mandskab eller af
Folkene paa Landingsbroen. Jeg
maatte gaa i Land, sørge for at fan
en 3—4 bedre udrustede Drosker til­
kaldt til den ene, som var forhaanden,
maatte san skaffe Lenander vel ind­
pakket af Sted, og hurtigst muligt
vende tibage til Skibet for at faa min
egen Bagage ført over til det ny Skib,
hvormed vi skulde videre omkring
Spanien til Marokko, og hvor jeg nø­
digt vilde ankomme saa sent, at enhver
god Køje var optaget.
Endelig, endelig var da Overflyt­
ningen fuldført, og min første Tanke
var selvfølgelig nu den Glæde, der
forestod: Mødet med Byrons Datter­
datter, der havde ønsket mit Bekendt­
skab. I mit stille Sind havde jeg
længst overført noget af den Dyrkelse,
jeg viede Byrons Minde, til Datteren
af hans Adah. Jeg ligefrem glædede
mig til at se hende og bringe hende
min Hyldest.
Saa viste det sig, at hun var gaaet
i Land i Genua og var forsvundet. Hun
havde slet ikke haft i Sinde at fort­
sætte Rejsen. <
Af Uvidenhed havde jeg i sin Tid
!ikke forstaaet det Held, det var for
| mig at træffe Wilfrid Scaven Blunt,
ikke kendt hans Indsats i Englands
{afrikanske Politik, ikke vidst noget om
den Indre Splittelse, som skilte det
oppositionelle Venstre i fjendtlige Rigs-
dagsgrnpper, konservative og radikale.
Og skønt selvfølgelig det politiske
Præg blev det herskende i et Blad, som
Hørup ret ligegyldig for andet jour­
nalistisk Udstyr krævede benævnt
Politiken, blev dette dog ogsaa Hjem­
sted for den Del af det literære Ven­
stre — saaledes kaldtes jo da den ny
Literatur — som stod stejlt imod ro­
mantiske eller klerikale eller nationali­
stiske Strømninger.
Den ydre Grund til PoliWsens Op­
rettelse blev den, at Berg, der i saa
mange Aar havde staaet trofast ved
Hørups Side, havde ladet sig. drive
bort fra hans ubønhørlige Radikalisme
af de Lokketoner, som lød til hans
Øre fra den grnndtvigiansk-moderate
iVenstrefløj, der paastod at Vejen til
Magten spærredes ved Forbindelsen
med Evropæerne, hvem alle ægte Dan­
skere maatte bekæmpe. I Bergs Sind
bølgede det frem og tilbage. Risikoen
syntes ham i hvert Fald yderst ringe,
da han i Julen 1883 brød med Hørup,
tog Morgenbladet fra ham og lor en
Stund gjorde ham ensom — hvad
den tavse Tvivler nemt kunde blive —
og hvad mere var: bladløs — hvad
Danmarks ypperste Journalist ikke
burde tøbts. Berg forenede sig med
Frede Bojsen, der tænkte og følte mi
litært og kirkeligt og, ikke at glemme,
moralsk saa smukt og rent som nogen
Højremand; n aar dissø to i Spidsen
for det hele Venstre — nogle faa Kæt
løre undtagne — rykkede i Marken,
vilde de da ikke kunne besejre dot
Eatrupska Højre ikke alen# i Rigs
dagen, men i den Konservatisme, der
hjemfægtet hos Konge Adel Kirke og
Overklasse af Rigmænd og Embods-
mænd ikke vilde taalø, a t Magtan gled
fra de Dannede over til Bønderne?
Vilde ikke det danske Venstre — an­
ført af en teologisk Løjtnant og en
Seminarist med Dannevirke i Brystet
— blive hofskikket, uniformegnet, or­
densprydet, salvet og lutret for alt tid­
ligere Djævelskab og fræk Rebellion?
Da saa Folketingsvalget i Juni 1884
ryddede Folketingssalen for Højre-
mænd og der i hvert Fald tilsynela­
dende stod en enig Opposition med
Kravet om Fjernelse af det Estrupske
Ministerium, kunde man da ikke ven­
tet, at nu maatte Slottets Port aabnes
for Folket og dets Førere?
Dette skete som bekendt ikke. Der
hamredes forgæves paa Døren lang
Tid endnu.
Derimod skete der det Betydnings­
fulde, at den slagne Hørup rejste sig
i al sin Vælde og tre Fjerdingaar ef­
ter at Berg y a r vandret til Bojsens
Ganossa med sine Venners Hjælp kun­
de udsende sit eget Blad, et Uroens og
Stridens Tegn, skabt til at udtale, hvad
andre ikke vilde eller turde, og ikke
frygtende den dobbelte Front mod det
herskende Højre og det talstærke Ven­
stre, hvilende i sig selv, væbnet med
nøgtern Bedømmelse, med munter Spot
og med sømmelig Kundskab, havende
til Opgave: at være Organet for den
højeste Oplysning i det danske Folk.
Disse drabelige Ord findes i Abon­
nementsindbydelsen i Politikens Prøve-
numre. De skyldtes den samme, der
underskriver disse Linjer.
Det turde være et Bevis paa, hvor-
længe Kjøbenhavn vedblev at være en
Smaaby og hvor snævert vore Forhold
hyppigt former sig, at Ordene Organ
fer den højeste Oplysning erindredes
gennem Tiderne og endnu ikke helt
sjældent anføres med alle Tegn paa
Afsky og Forargelse. Mon noget andet
Blad i den hele Verden har kunnet
regne med en ligesaa trofast Hukom­
melse hos sine Modstandere? Alligevel
var Udtrykkert aldeles ikke Tegn paa
den Ind’bildskhed, over hvilken man
krænkedes. Ordene var ikke saa ilde
mente og slet ikke tænkte som anmas­
sende for Bladets Stiftere en alle over-
ragen de Viden. Nej, der skulde udtryk­
kes et Ønske, et Haab om, at Politi­
ken maatte blive det udmærkede Or­
gan, der kunde samle de Ypperste,
dem der duede noget — som Drach-
mann sagde — de Journalister, For­
fattere, Videnskabsmænd, der søgte
Hjemsted for den frie Tanke og den
uforfalskede Mening. De, der var
unge dengang, drømte en Drøm om at
skabe et aandeligt større, et klarere og
rigere Danmark, et Land, hvor den
højeste Oplysning jog Mørkets Aander
paa Flugt.
Ogsaa Hørup levede i Drømmen om
hvad det tyvende Aarhundrede skulde
bringe, i Fortrøstning om den stolte
Frihedens Bygning, der da skulde
knejse med sit Taarn som en Bavne til
at kaste Lys over Landet.
Og til den Bygning skulde Politikeri
lægge sin Grundsten!
Edvard Brandes <
o m s i t F o r ­
t i l d a n s k P r e s s e ,
V i d e n s k a b o g K u n s t .
Direktøren for det nor&fcé
Nationalgalleri, Jens Thiis, har
som Svar paa en Anmodning fra
os om et Par Linjer til en En­
quete sendt os følgende Artikel
om sit Forhold til dansk Aands­
liv. Vi bringer med Glæ­
de denne personlige Ud-»
talelse, der er saa helt vær­
dig den højt ansete Kritiker*
den glimrende Taler, den aand**
fulde Skribent,
Kjære redaktør.
Man h a r været så venlig at mindø
mig om, at Politiken snart fylder fir-*
ti år. Dette ungdommelige, altid mun*
tre og stridslystne foregangsblad i
nordisk kulturkamp og politik, som
også altid gjæstfrit har åpnet sinei
spalter for hvad undertegnede gjen-
nem årene hadde at meddele et dansk
publikum — har altså nu nådd den
satte alder.
F irti år! — Da Nils K jær fyldta
femti og Johanne Dybwad holdt talen
for ham på en fest mellem venner og
beundrere, begyndte hun med at ropø
ut over forsamlingen med al den ster-
ke sølvklang i stemmen, som hun eierS
„Femti år er ingen alder!“
Vi gav hende alle ret, især vi som
selv var femti eller derover. Men hvad
skal man da si om de stakkars firti?,
Jo, for et frisindet blad, er det al*
likevel en anselig levetid'. Og fra „Po­
litik e r s fyrretyveårige livsløp er der.
så meget godt og ærerikt at mindes, at
dette åndsfrihetens organ i Norden —*
for det har det været fremfor noget
andet — må ha lov at markere hvert
tiår i sin levetid.
Men når „Politiken" i den anled*
ning her mig om en uttalelse om
„Kjøbenhavn og Norden" på 50 linjer*
da sier jeg pass. Jeg er en siett jour­
nalist og har aldrig været flink til at
anlægge skræddermål på mine artik*
Den første Tryksag, der (i September 1884) udsendtes fra
Politiken til Offentligheden.
red igeret af V. Hørup,
udgaar fra 1 . O k tober hver* Morgen
= 7 G a n g e o m U g e n = .
i Form at som de største kjøbenhavnske M orgenblade
og koster j Kr. K vartalet, i K r. om Maaneden,
Øre om Ugen. (1 Provinserne med Tillæg, a f P o st­
penge 50 Øre K vartalet)-
Politiken behandler alle d an sk e Sam fund sin teresser
1 ledende A rtikler og stræ b e r a t føre Folket til d e t
d em ok ratisk e Fremskridts'Maal* fuld .personlig og bor­
gerlig Frihed paa alle A andens og Sam fundslivets'
Om raader
Politiken bliveT M idtpunktet for Hovedstadens og
Landets oppositionelle Bevægelser i Politik. Økonomi«
L iteratur og Kunst.
Politiken stiller sig i første K æ k k e i K am p en for]
Hævdelsen af vore grundlovsmæ ssige R ettighed** m od
en reak tionæ r R eg e rin g .
Politiken m eddeler gennem d ag lig e Oversigter en
ufarvet F rem stilling a f S trøm n ing ern e i N abo rigernes
og U dlandets Politik og K u ltu r og paav iser deres Be­
tydning for vort Fæ d re land s Udvikling.
Politiken b ringer gennem sine Føljetoner et be­
tyd elig t Underholdningsstof. K un F o rfa tte re a f første
R a n g vil finde P lads i,B la d e t.
Politiken ra ad e r over en K red s a f M edarbejdere*
p ra k tisk e F agmæ nd. V idenskabsmænd og F o rfa tte re ,
som sik rer B ladet en overlegen B.ehandling af a lle
Emner, hvorm ed D agspressen sysselsæ tter sig.
Politikens Opgave e r : at væ re O rg a n e t for d e e
højeste O plysning i det danske Folk.
B l a d e t s K o n t o r :
Ø s t e r g a d e 2 3 , H j ø r n e t a f I n t e g a d e ,
m o d tag e r Abonnem ent hver D ag K l. q—6. Udenfor
K jøbenhavn henvender map sig til Posten*
4