S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

35 / 92

8 P O L I T IK E N I. Oktbr;
ny Linjer ned . . . et feberagtigt, højt han*
dicappøt Væddeløb med Minuterne. Saa(
sluttes, Formen gaar gennem Kalanderen*
Pres og videre til Stereotypiens Processer.
Endelig har vi de tre ventede, færdig#
Forme. I Sekunder skrues de paa. Skær*
me over Hjul og Valser . . en Sirene, de*
vræler sit Faresignal . . .
Og et Tryk paa en Knap
Med brummende Duren sætter Masfcl*
nen i Gang. Papiret glider ind fra fire
hvide Ruller i begge Ender. Det bugter
sig frem som et skrøbeligt Baand mellem
Farvevalser og Trykcylindre, det føres ned!
og op og ud og ind, ender over en Kant:
og en Fals, det foldes, lægges sammen og
glider videre saa hastigt, at Bladtitlerne
farer forbi i sorte Blink, lynsnart efter
hinanden. Maset ned i halvt Format gri*
bes det af en Valses Pigge, føres mod skæ*
rende Save, hugge over, gribes, læggea
sammen igen . . . og sprøjtes ud i aftalte
Bunker af færdige Blade.
Rotationens Brummen er blevet til
Sang. Gennem alle Tonarter er den ste-,
get, fra dybeste Bas til Fartens hylende
Diskant. Papiret flyver og flyder gennem
Maskinen. Cylindrene roterer med utalte
Omdrejninger i Sekundet, Tandhjul driver
hinanden i syngende Takt, glider rundt og
atter rundt i voksende Fart. Endnu en.
Tak i Vejret, Fordeleren hvæser sine yder*
ste Kræfter ind i Farten som et sidste
Plus. Og Maskinens Orkester sætter i med
sin syngende Morgenfanfare.
Paa Transportbaandet glider Bunke*
paa Hundrede, Hundrede og atter Hun*
drede af færdige Blade ud i Distributio*
nen. Konerne pakker, Bude tæller, og
Stempelmaskinerne klistrer med smelden*
de Lyd deres Etiketter paa hvert Bundt.;
I Gaarden venter de blaa Biler. De fyl*
des og glider bort mod Centralerne for d#
Titusinder af Læsere.
Stadig synger Maskinen dernede, og
Grunden sitrer und Fødderne, mens vi
læser den sværteduftende Avis. Drømmea
er endt i et Produkt af Sort paa Hvidt,
Det er Morgen.
Svend Carstensen.
Linjen, presses og skæres, saa den glider
ud som en glinsende blank, færdig Linje
af Avisen. En Haand af Staal svæver
ned fra Linotypens Top, griber med Fje­
derfingre om hver enkelt af Messingty­
perne, løfter dem langsomt op til Maga­
sinet, hvorfra de kom. De glider ind over
Yale-Systemet af roterende Maskindele .. .
nøjagtig paa Millimeter falder de ned,
drypper med hidsige Klink-klink-klink til­
bage paa deres Plads -i Magasinet for at­
ter .udløst vdfl et Tryk paa Tangenten, at
begynde en ny Rundgang. Saaledes formes
Linje efter Linje i Bly. Af og til kommer
en Sætter-Medhjælper og samler dem sam­
men, en Spalte paa et „Skib“, Overskrifter
paa — og saa ind til Ombrydningen. Her
fyldes Spalterne i Formen, anbringes efter
Indholdet paa rette Plads i Avisen. Si­
derne dannes af øvede Hænder, medens
vagtsomme Øjne følger Farten og ser, at
hvis Billede er den blaat lysende Globus
over Taget.
Er det et Kobbersmedeværksted eller
en Bladredaktion? Krigen har ændret
dens Karakter . . . bag lukkede Døre, hvor
af og til en Mand kommer farende ud i
Skjorteærmer med Manuskript og Fylde­
pen i Hænderne, arbejdes i intenst Tempo.
Telegramredaktionen har malet et Skilt
paa sin Dør: Vi ser Dem helst i Morgenl
Herinde arbejdes med Skrivemaskiner,
der udholdende klaprer. I Diktafoner raa-
bes Korrespondenternes Telefonmeldinger,
paa Skrivemaskinens Taster hamrer en iv­
rig, bleg Dame. Telegrafapparatet knitrer
sine Morsetegn paa en endeløs Strimmel
. . . fra Statstelegrafen, fra Ritzau kommer
nyt Materiale, der om nogle Timer læses
paa Prent En Radiomand suser ned i
Elevatoren. Oppe under Taget, paa den
— den Gang hemmelige — Antenne, har
han fanget et Udpluk af engelske Beret­
ninger til Atlanterhavs- og Nordsøflaaden.
Ogsaa dér er der Nyt, som nu tjener til
Orientering for de Specialister, som i en
af Redaktionens Celler skriver „Krigen“.
Skal vi følge Manuskriptet paa dets
Vej gennem Huset.
Fra Sekretærens Skuffe gaar det Eta­
ger op til.Sætteriet. Stadig denne ilfær­
dige Hast, dette jagende Tempo. De be­
skrevne Ark gaar fra Haand til Haand.
Fotograferes omsat til Spaltelængde i en
Faktors Hjerne, Overskrifterne skribles af
i Sætterfaktoratet . . . og snart ligger de
ved Linotypens Klaviatur.
Sættemaskinen, dette Teknikens ubegri-
lige Vidunder, omformer Linjerne, skre­
vet med Blæk, til Spalter, støbt i Bly.
Linje for Linje følges Manuskriptet. Hvert
Bogstav, hvert Tegn, hvert Mellemrum be­
tegner et Tryk paa en Tangent i Sætte­
rens Klaviatur. En lille Type — rettere
en Støbeform en miniature t— falder ned
fra Maskinens Magasin, Bogstav føjes til
Bogstav, indtil Linjen ligger klar i Skyde­
skoen. Et Tryk paa et Haandtag, og den
glider ind i Dybet af Maskinen, hvor det
smeltede Bly sprøjtes mod hver Form i
mensat Sum af Arbejde, den repræsente­
rer, er en Oplevelse. En Rigdom, uforglem­
melig i sin Fylde.
Det var en af de Dage under Krigen,
da Kampene bølgede over Nordfrankrig,
og man herhjemme i aandeløs Spænding
fulgte Udviklingen fra Time til Time.
Foran Bladvinduerne stod Tusinder og
atter Tusinder. Et bølgende, bevæget Men-
Grloben p a a Taget.
neskehav, som læste de skiftende Opslag,
rev Løbesedler fra Budene og graadigt
slugte Telegrammers knappe Meldinger.
Politikens blaa Globus lyste over en Byg­
ning, hvor alle Funktioner i Aftentimerne
var hidset op til et overnaturligt Tempo.
Fra Gaden, hvor et Øjeblik en jagende
Ambulance med kimende Klokker og
hujende Horn pløjede en Fure gennem
Massen, banede en ganske ung og alt for
betaget lille Student sig Vej ind i det lok­
kende Hus. Og alle havde for travlt til
at beskæftige sig med den Fremmede, saa
han for nogle Timer fik uddybet de Barn­
dommens Minder, der her fandt derck en­
delige, afgørende Bekræftelse. Her var
Maalet, det, der syntes uopnaaeligt.
Endnu tøvende paa Trappen rives han
over Ende af et Telegrambud med Dynger
af Depecher. En Ritzau-Dreng følger . . .
gennem Redaktionens Dør gaar i disse Af­
tener Budskaber fra hele den Verden,
hele Billedet bliver det ensartede, regel­
bundet smukke, som kun Fagmanden kan
forme.
En Overskrift hist — en Kliché ]ier.
Den dobbeltskudt? Ingen Spaltestreg ved
det Billede . . . jo Tak, vi bryder to-spal-
tet og lægger Marneslagets Rubrik under
— Skal Hindenburg skydes . . .? Naa,
saa sætter vi ham fed . . . En Jargon,
hvori man færdes hjemmevant.
Siden er sluttet. Den skrues sammen
Dette er vel det dristigste, som Ib­
sen har vovet: hin fordrukne Teolog,
som ved den stakkels Hedvigs Lig
fremmumier i halv Rus og hel Katzen­
jammer de vante Formularer.
Og Ihsen har gjort Modprøve her i
Stykket ved at fremstille sig selv, den
haarde Sandhedskræver i en Art Ka­
rikatur. Gregers Werle er Manden
med den ideale Fordring, som intet­
steds er paa sin Plads. Husvild over­
alt. Ensom oppe i Højdalsværket, flyg­
tende ud fra sit Fæ.drehjem, dragende
ind som en Ulykkesfugl under Vildan­
dens Tag. Relling — den anden Hen­
rik Ibsen, udtaler det: Gennemsnits­
menneskene kan have det saa godt,
naar blot Henrik Ibsen og hans Lige
vil lade dem i Fred.
Og fordi Henrik Ibsen ikke vil
dette, fordi han slaar Tartufferne i det
salvelsesfulde Fjæs — derfor hyssede
man ad ham i Det kgl. Teater i Gaar,
af Nordens største Digter, radikal og
umoralsk og fritænkersk, som han er.
Udførelsen var paa enkelte Punkter
fortræffelig. Hr. Emil Poulsen besad
H jalmar Ekdals Forlorenhed i en gan­
ske sjælden Grad. Allerede den smør­
rede Ganestemme var betegnende, og
som Fotograf var han forloren Kunst­
ner til Enkeltheder i Masken. Hans
Ekdal troede paa sig selv. Han var
passelig forkommet i det fine Selskab;
rigtig fedtet veltilpas paa Loftet og
usselig forpjusket, da han skal staa
for Skud. Den stadige Skiften mellem
falsk Patos og den tarveligste Hver-
dagssnak flød naturligt over hans Læ­
ber, og han holdt med en Jernhaand
Figuren inden for den valgte Ramme.
Maaske blev han derfor lidt ensformig,
men den vittige Karakteristik geraa-
der ham til stor Ære.
Ved Siden af ham stod Hr. Olaf
Poulsen med den gamle Ekdals Rolle.
Den fordums Bjørnejæger gaar i Barn­
dom, og man paa én Gang lo og rørtes
over hans fuldkomne Affældighed, saa
fortrinligt sammensmeltede Skuespille­
ren det tragiske og det komiske i den
sære Skikkelse. Hr. Poulsen fremstil­
lede et knækket Menneske, en Ruin, og
han havde med stor Kunst bevaret no­
get vist Militært over den duknakkede,
rystende Drankers blegfede Ansigt.
Saadanne lidt melodramatiske Repliker
som Skoven hævner blev naturlige ved
Hr. Poulsens Opfattelse.
Hr. Jerndorff havde den vanskelige
og utaknemlige Opgave at fremstille
den symbolske Gregers Werle. Han
skilte sig nogenlunde heldigt derfra,
var tilstrækkelig krampagtig og maa-
hans beskedne Formening Navnel
Madsen maa siges at være.
Medens Politikens Redaktør for
Domstolene havde en Sag svævende om
Majestætsforbrydelse, og en anden Sag
truende om Mened, som efter Rygtet
kun hans Stilling som Rigsdagsmand
holdt tilbage, ansaa han det for urig*
tigt at lytte til H r. Madsens Forestå*
linger om at bytte Plads med ham.
Naar Hr. Hørup saaledes fratr®«
der Ansvaret, er det os en Beroligelse
at tro, at Hr. Nellemann vil forstaa
at bære Savnet. Den Dag, Turen kom*
mer til Hr. Nellemann at fratræde
Ansvaret, skal det være os magtpaa*
liggende at yde ham den samme Bero*
ligelse fra vor Side.
Redaktionen af Politikent
Henrik Ib3ens betydeligste
moderne Skuespil „Vildanden“
opførtes første Gang paa Det
kgl Teater den 22. Februar 1885
— under Publikums Hyssen.
Dagen efter offentliggjorde Po-
litiken nedenstaaende Anmeldel­
se af Edvard Brandes, den før-
atSj Bladet bragte af noget Ib-
sen’sk Arbejde.
Opførelsen af Henrik Ibsens sidste
Skuespil kommer tilpas — men ikke
for Højre. Hvor ubarmhjertigt og bit­
tert end Vildandens bevingede Repliker
lyder fra Skuepladsen, saa virker det
dog forløsende under det Hykleri, som
i den sidste Tid ber hjemme bagstræ­
ber for Fordummelse og Forkætring
paa aandelige Omraader.
Thi alle Forbitrelsesudbrud kan
ikke hjælpe; dette er Nordens største
Digter og alt i lang Tid den første
blandt Evropas virkende Skuespilfor­
fattere, og i dette hans Drama haaner
han alle de pralende Pomme, som vor
Samfundsreaktion daglig bringer til
Torvs, plukker Fjer ene af dem en for
en og viser dem frem i deres skind-
barlige Ynkelighed.
Til dem, som vil leve i magelige
Ægteskaber, siger Digteren: Saa lev
•da, som I behager. Se denne Hjalmar
Ekdal. Han h ar giftet sig med en
Tjenestepige, som forsyner ham baade
med Føde og Klæder, han døser og
feder sig Livet hen i egenkærlig Uvirk­
somhed, men en kraftig Selvindbild­
ning hjælper ham ud over hver Tilvæ­
relsens Ubehagelighed. Der kommer en
Anden til ham og fortæller ham meget
slemme Ting. Hans Kone h ar været
Grosserer Werles Maitresse, hans Barn
er ikke hans, Familien forsørges gen­
nem det Underhold, Konens gamle El­
sker lader Huset tilflyde. Hjalmar
Ekdal strammer sig op til et P ar
svingfulde F raser og falder saa ned i
sin Sofa som en Klat, glad ved Smør­
rebrødet og Vildandejagten og alt det
Snuskeri, som han passer ind i som
en Rotte i en Ost.
Dette er Eders Ægteskaber, siger
Ibsen. Om Eders Børn gaar i Løbet
ved den skønne Moral, I præker, om
den næste Generation blindes eller
dødes, lev I bare gladelig hen, gylp
et P a r F raser op og bryd jer ikke
om dem, som i Literaturen raaber paa
Sandhed og ideale Krav. Dør Barnet,
saa er Præsten der til at messe: Her­
ren gav osv., og dermed plejer man da
U £tijl§ gig Jilfred*
Den latterlige Livjægerbew
vægelse i 1886 affødte en Mæng*
de Artikler i Politiken. Neden*
staaende Referat viser, hvorle*
des man søgte at drage Hørup#
Person med ind i Optøjerne.
16. Maj 1886.
Efter at Livjægernes Fanevagt i Gaatf
Eftermiddags havde moret deres Medmen*
nesker ved paa en meget demonstrativ,
Maadé i flere Timer at spanke op og ned
ad Østergade med Fanejunkeren, Baroni
Nicolai Gersdorff i Spidsen, blev det om­
sider henimod Aften lidt livligt uden fo#
Politikens Kontor.
Først kom en Del skumle Medborger#
klatvis og generede Færdslen ved at still#
sig op og betragte Hjørnet, som om da
vilde gøre et Bud paa Ejendommen. De*
gik Rygter om et Aftenmøde paa Avisens
Kontor, paa hvilket Frederik Hansen!
skulde have opflammet de grønne Pap*
penheimere til Mod.
H e n r i k I b s e n ,
Forventningen om et eller andet Fxyg*
teligt samlede omsider et anseligt Opløb!
uden for vore Vinduer, mellem 10 og 111
flere Hundrede Mennesker, ¡hvorimellem!
vi med Fornøjelse bemærkede ærede Kol*
leger fra alle Byens Blade.
De brave Mennesker stod i spændt
Forventning om de Ting, der skuld#
komme, og der var stærk Efterspørgsel
efter at se en Livjæger. Forskellige civil#
Herrer blev udpeget som saadanne farlig#
Mandfolk#
Opløbet voksede, og der maatte gørerf*
noget. Aktionen indlededes da omside*
med, at Fjenden først sendte et Privat*
brev med Grovbeder op til Hr. Karup*
Dernæst kom en Mand, der nøje erkyndi­
gede sig om Hr. Cavlings Bopæl. Da
denne hemmelighedsfulde Gesandt kom
ned paa Gaden igen, kom han netop tidlig
nok til at s? sine Kamerate* bliv# m*