S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

36 / 92

I. Oktbr. P O L I T IK E N 9
modet af Politiet om at spasere en lille
Aftentur i Stedet for at staa stille og for­
køle deres Maver.
*
Imidlertid lod Politibetjentene ikke til
at have noget imod e lille Batalje. Hen-
imod Midnat var der igen mange Folk
paa Benene uden for Politiken, og de
kamplystne Livjægere, hvoriblandt Hr.
Gersdorff og Hr. Gustav Brock særlig be­
mærkedes, fosidttdjede venskabeligt med
Politiet
*
Fra Studentersamfundet og Frem-
fkridtsklubben indfandt der sig adskillige
af vore Venner, som havde Lyst til at
pære med at se paa, hvad der vilde komme
ud af Livjægernes Spaseretur.
Klokken 12 var Hr. Hørup færdig med
sit Arbejde paa Bladet, og det store Tog
satte sig i Bevægelse med Hr. Hørup i
Midten. Toget talte ved sin Afmarch fra
Politikens Kontor ca. 500 Mennesker, men
voksede for hvert Skridt, Toget fortsattes,
hen ad Østergade, op ad Købmagergade,
Kultorvet, Frederiksborggade, hvor det
overalt vakte de sene Nattevandreres stør
ste Forundring. Paa Vejen raabte Jour­
nalisterne tomme Drosker an og lod dem
følge bagefter, for at de hurtigst kunde
komme tilbage, inden deres Blade blev
sluttet. Langsomt og uden Larm og Støj
skred Toget frem, kun en eneste Gang
lød nogle indignerede Raab fra unge Stu­
denter, da en af Avisens mest kendte Med­
arbejdere med opsmøget Frakkekrave og
Hatten ned over Øjnene forsøgte at blande
sig mellem Samfundsmedlemmerne. Fire
Politibetjente gik foran. Da Toget nær­
mede sig Nørresøgade, hvor Hr. Hørup
har sin Bopæl, løb de i Forvejen, som om
de vilde afspærre Gaden, men syntes at
blive raadvilde ved deres ringe Antal og
lod Toget gaa videre, indtil Hr Hørup
naaede sin Bopæl.
Næppe var Hr. Hørup kommet til sin
Dør, før der uden for den opstod en stor
Forvirring, nærmest foranlediget ved den
Raahed, hvormed disse Par Betjente be­
gyndte at hugge ind paa et Følge, der
havde bevaret en eksemplarisk Ro under
Marshen, skønt man fra Livjægernes Side
mere end én Gang gjorde Forsøg paa at
forstyrre.
Trods dette pludselige Chok fra de
uvane Betjentes Side brød de tre Fjerde­
dele af de Forsamlede ud i et kraftigt
Leve Hørup! Og da der i det samme
henne fra Alléen hørtes Raabet: Ned med
Landsforræderen! Ned med Æreskænde­
ren! — var der enkelte, som tabte Taal-
modigheden, og der opstod et livligt
Haandgemæng, hvori man et Øjeblik saå
Politiet tumle omkring i Mørket mellem
de stridende Grupper, der havde vanske­
ligt ved at kende Ven fra Fjende.
Omsider ophørte dog Tumulten, og Po­
litiet førte en Herre bort, der havde brugt
et Ord, aom Hr. Gustav Brock følte sig
særlig pinlig berørt ved. Bagefter den
Anholdte samlede sig en skrigende og
hfijende Flok, som med Hr. Brock, Baron
Gersdorff og Forvalter Blauenfeldt i Spid­
sen fulgte med Politiet til Graabrødre-
torv, hvor den foreløbige Rapport blev op­
taget
*
Efter at Politiet havde fjernet sig med
sit Bytte, spredte Deltagerne sig mellem
Træerne i Alléen og blev dér Vidne til
det morsomme Syn, at 7 Gendarmer med
Geværer og Chakot i stiv Takt marcherede
hen og stillede sig op som en Æresvagt
uden for Hr. Hørups Bolig, i hvilken
samtlige Beboere syntes at være kommet
op, thi der var Lys i alle Etagerne.
*
Under Marchen til Hr. Hørups Bolig
var der sket en Anholdelse af en ung
Gro«serer, som var med at følge Hørup.
Ved denne Lejlighed udviste Politibetjent
Nr. 294, kendt fra andre Lejligheder for
sin bryske Adfærd mod Publikum, en i
høj Grad brutal Opførsel.
Den unge Grosserer kom paa Østergade
i Ordstrid med en Herre — efter Sigende
en Hr. Faaborg — der gik og svippede
med en Ridepisk og udlod sig med, at
»de skulde have Prygl“ o. s. v. Herren
med Ridepisken skældte Grossereren ud
for „Svin“, „Jødedreng“ m. m., og da
Grossereren bad Politiet lage sig af den
uopdragne Herre, greb Politibetjent Nr.
2i*4 Grossereren i Nakken og smed ham
til Side.
Da Grossereren protesterede, blev han
anholdt for „Vold mod Politiet-“. Flere
Herrer fulgte med som Vidner, deriblandt
Livjæger Sielles Søn, Løjtnant i Artilleriet
Siette, der havde været i Følgeskab med
Ridepisken.
Paa Politistationen blev den Anholdte
først behandlet med udsøgt Uhøflighed og
siden fulgt til sin Bolig af Politi, der
skulde forvisse sig om Rigtigheden af hans
Bopæl-Opgivelse.
Hvordan det gik Manden med Ride­
pisken vides ikke bestemt. Et Rygte for­
talte, at en Politibetjent havde vist den
Konduite at tage sig af hans Person.
Hans Ridepisk tog et af Studentersamfun­
dets Medlemmer sig af,
N o t i t s u n d e r R u b r iK e n
„ K ø b e n h a v n “ .
Undertiden viste Hørup sig
! en sen Nattetime paa Re­
daktionen g nedskrev, med
Overtøjet paa, smaa polemiske
Udfald som nedenstaaende om
Militærvæsnet,
16. Maj 1836.
Bagens Nyheders Forsøg paa at snak­
ke fornuftigt mislykkedes naturligvis fuld­
stændig og saa at sige øjeblikkelig. Det
var, hvad man kunde vente. I Gaar snak­
ker vi igen i den gamle Kulør, det vil sige
sort. Bladet fortæller, at Hr. Hørup sø­
ger Svagheden ved vort Militærvæsen deri,
at vi ikke kan forsvare hele Landet. Nej,
saamænd gør Hr. Hørup ej. Han søger
Fejlen deri, at vi slet intet af Landet kan
forsvare, ikke andet end en Fæstning, som
vi heller ikke kan forsvare, men hvis For­
svar i hvert Fald ikke dækker nogen som
helst Del af Landet. Ulykken er, at Fæst­
ningen netop lader hele Landet lig
aabent for Fjenden, og det er en meget
betydelig .Ulykke.
Thi at Bagens Nyheder „med Krigs­
historien for Øje“ bilder sig ind, at Kjø-
benhavn forsvarer Sjælland, det or en
fuldkommen barnagtig Indbildning. Bla­
det skulde tage sig over at læse blot den
officielle Forsvarsplan af 1879, saa vilde
det dog have en Smule Begreb om Tinge­
nes virkelige Sammenhæng og ikke være
nødt til at gaa paa den bare Krigshisto­
rie, hvilket er en noget svigefuld Grund
at gaa paa, ogsaa for Folk, der har set
mere deraf end Dagens Nyheder, som an­
tagelig ikke har set mere af Krigshisto­
rien, end man kan se paa Ryggen af en
Bog.
Men naar vi ikke kan forsvare Landet,
saa er vort Militærvæsen Vrøvl, siger Ba­
gens Nyheder, og saa bør vi afskaife det.
Ja, prøv paa det! Da man arbejdede
paa at gøre Guld, opfandt man Porcelæ­
net. I sine Bestræbelser for at afskaife
Militærvæsnet vil Dagens Nyheder møde
Hr. Hørup i det Begyndelsespunkt, hvor
man enes om ikke yderligere at forøge
det. Det vilde være en smuk Tanke, om
vi derfra kunde følges ad til at redde
de har saa vist heller ingen Grund
dertil. Det er altid ubehageligt at op­
dage, at man ikke forstaar sig paa det,
som man har viet sit Liv, og siden den
15. Oktober er saare mange Jurister
stillet over for den sørgelige Nødven­
dighed at maatte bekende, at enten
har de ikke Begreb om Lovfortolkning,
eller ogsaa har Højesteret det ikke;
thi den tredje Mulighed er navnlig for
Jurister for uhyggelig til, at den kan
bruges. Men naar en Ju rist er kom­
met i et saa bedrøveligt Dilemma, for­
staar man, at Humøret ikke kan være
det bedste. Og desværre er der ikke
Udsigt til nogen Trøst; thi dø vel­
mente Forsøg paa at finde en ganske
særegen objektiv Fortolkningsteori,
som skulde kunne forklare den pro­
visoriske Højesteretsdom og bringe
lidt Overensstemmelse tilveje mellem
Højesterets og andre Juristers ju ri­
diske Bevidsthed, er ganske mislykket.
Og det er da ogsaa svært at forstaa,
Hænder, da sker os vor Ret. Men at
vi ikke kan glæde os derover, vil en­
hver, der h ar blot Gnist af Fagære,
forstaa,
Oskar Johansen,
j cand. jur.
21. Jan. 1887.
Under det bevægede Valg til
Folketinget i Foraaret 1887
skrev Georg Brandes anonymt
en Del smaa politisk agitatoriske
Artikler (en Dag i et enkelt Nu-
mer 7). Der gengives her en af
disse smaa Artikler.
Tager du Stokken op, faar du Prygl,
og tager du den ikke op, faar du ogsaa
Prygl!
Stemmer I med, Venstre, gør Hr.
Estrup alligevel, hvad han vil. Og
stemmer I mod Venstre, gør Hr.
Estrup ogsaa, hvad han viL
(5. April 1888.)
S t o r k e n .
nogle af de Millioner, vi i de sidste AaT
alt for ødselt har anbragt paa denne saa
særdeles tvivlsomme Konto.
(17/11 1886)
Ved den Højesteretsdom,
hvortil der sigtes i nedenstaaen­
de Artikel, var „Social-Demo-
kraten“s Redaktør blevet idømt
14 Dages simpelt Fængsel i
Henhold til en provisorisk Straf­
felov af 2. November 1885 § 3
om „Ophidselse af Klasser eller
Dele af Befolkningen“,
uagtet Loven var udstedt paa en
Tid, da Regeringen som Led i
den politiske Kamp vilkaarlig
havde udsat Rigsdagens Møder,
uagtet et ligelydende ved privat
Initiativ indbragt Lovforslag
derefter var forkastet af Folke­
tinget, og uagtet den Rigsdags­
samling, hvori Loven var fore­
lagt af Regeringen i Landstinget,
var sluttet, uden at Loven var
blevet godkendt.
Artiklen var den første, Os­
kar Johansen skrev i „Politi­
ken“.
Som et lille Tidsbillede kan
det have Interesse at nævne, at
Højesteretssagfører Bagger, hos
hvem han var Fuldmægtig, Da­
gen efter Artiklens Fremkomst
beklagede at maatte opsige dette
Forhold, da man i Højesteret
havde ladet ham forstaa, at en
Sagfører ved Retten ikke kunde
have en Fuldmægtig, der skrev
saaledes.
Kan man ikke komme til Rette med
det nuværende, søger man i Alminde­
lighed sin Trøst i det tilkommende
Og dette er en lykkelig Egenskab ved
den menneskelige Natur. Hvad vilde
vel en Højremand være uden Tanken
om Aaret 1893? Og hvorledes skulde
vel Regeringen kunne udholde Vinte
rens Strenghed og Foraarets Barsk­
hed, n aar den ikke havde Sommeren
i Vente med dens pragtfulde proviso
riske Blomster, der nu tilmed h a r vist
sig at kunne overvintre uden at visne?
Ja, selv for Venstre h a r Tanken
om Fremtiden sine Tillokkelser. Thi
vel mangler Venstre en saa udmærket
Spaamand som Hr. Z. til en Gang
imellem at varsle Modpartens nær-
forestaaende totale Ruin, men saa pes­
simistisk er dog vel ingen, at han tror
Politikeren Estrup udødelig, og hvor­
for skulde sund Sans ikke ogsaa en
Gang komme til at herske i vort offent­
lige Liv? Lidt Historie h ar vi da lært.
Der ør saaledes et tempereret Sol­
skin over hele Linjen. Fremtidshaabet
bringer mild Fred i alle Hjerter.
Kua Juristerne er ikke glade, og
"
t
”
m m
i l i l
'mm
mä
Herman Bañar*
lu vad det skulde være for en Teori —
den være nok saa objektiv — der kun­
de forklare, hvorledes Lovgivnings­
magten paa en Gang kan være hos
Kongen og Rigsdagen og hos Kongen
og ét Tings Flertal, hvorledes fore­
løbig og endelig kan betyde det samme.
Nej, Juristerne faar sørge videre,
beklagende deres Dumhed og stræben­
de at blive Professor Matzen lig, thi
han forstaar at kende Forskel paa
godt og ondt, og han h ar den rette
Frejdighed i sin Opfattelse af Viden­
skabens Værdighed og Perfektibilitet.
Men Juristerne har flere Sorger.
De kan ikke glæde sig ved Tanken om
Fremtiden; thi hvad den vil bringe
dem, bliver aabenbart ikke lutter Be­
hageligheder.
Lad os en Gang tænke os, at Højre
faar sin Bekomst — tænke sig det kan
man jo have Lov til. Hvad vil saa
ske? Ja, naturligvis vil man puste
lidt efter Anstrengelsen med at have
faaet væltet den Sten. Men derefter
vil Regnskabets Time komme, og man
vil spørge Juristerne: hvorledes h ar I
forvaltet det Pund, der var Eder be­
troet? Var det ikke Jer, der skulde
værge Lovene? Hvorledes h a r I gjort
det? Og Juristerne vil rødmende gem­
me Hovedet ved Nellemanns Barm.
Saa kommer Dommen: I maa have
Lægfolk ved Siden.
Nu véd jeg vel, at dette alt nu er
et almindeligt Ønske, som kun paa
Grund af Tidernes Ugunst henstaar
uopfyldt. Men jeg véd ogsaa, at der
er mange, for hvem Lægmandsdom­
stole er en Gru, og som ikke h a r følt
sig svækket i deres Uvilje derimod ved
Udlandets Erfaringer. P aa dem er
Munden nu stoppet. Og vi kan takke
vore Domstoles Optræden under den
staaende politiske Konflikt derfor. Thi
de h ar vist sig saaledes, at Ræsonne­
mentet: Værre kan det da ikke blive,
har faaet Kurs.
Lad da Juristerne bøje deres Ho­
veder, og lad os erkende, a( naar Lo­
vens Haandhævelse lægges i andre
Gør hvad du vil, Prygl faar du i
hvert Tilfælde.
Men en ærekær Mand tager over
for en saadan Trusel Stokken op, og
han sørger for, at det ikke bliver paa
hans Rygstykker, den kommer til at
danse.
(24. Januar 1887.)
Vi aftrykker her den ofte om­
talte Anmeldelse i Politiken af
Drachmanns „Der var en­
gang — Det fremkom, da
Drachmann havde slr.aet sig løs
fra sine Venner og bl. a. gaaet
med til Garderfortets Indvielse.
Anmeldelsen er skrevet af Peter
Nansen.
Det Feeri i 9 Afdelinger, som Teatret
i Aftes opførte, og som har Motiv tilfælles
med Operetten Svinedrengen, hører til de
nettere af Genren.
Teatret har ofret smukke ny Dekoratio­
ner til adskillige af Tableauerne, og Bal­
lettens Damepersonale er flere Gange med
Bravour i Ilden.
Hr. Lange-Mutter har komponeret ny­
delig Musik til Stykket, og Iscenesættelsen
er helt igennem fortræffelig.
Teatrets bedste Kræfter assisterer med
udmærket Omhu; der er imidlertid kun
Smaarolier for de fleste, Hr. Emil Poulsen
og Fru Hennings gav s 1mmingsfuldt det
prinselige Elskerpar, og Hr. Olaf Poulsen
var en utrættelig Hofnar.
Publikum, som efterhaanden er blevet
noget forvænt med Arten, modtog elskvær­
digt det ny Udstyrsstykke, der dog sikkert
vilde vinde ved at forkortes en Del; de fle­
ste af Dekorationerne og Musiknumrene
tog Applavs*
I Firserne skrev Kaptajn
W. Dinesen i Politiken under
Mærket Boganis en Række
„Jagtbreve“ i Smag med neden­
staaende om Storken. De er se­
nere samlet i Bogform og ind­
tager en anerkendt Plads i
dansk naturbeskrivende Litera-
tur. Man lægge Mærke til Slut­
ningen, hvor Forfatteren — ef­
ter sin Sædvane — gaar fra
Prosa umiddelbart over i ri­
mede Vers.
Sneppetrækket lader bestandigt vente
paa sig, man har endnu intet hørt om den
første Vaarsneppe fra Statsskovene, der
sendes ind til det kongelige Køkken og
indbringer den heldige Skytte 5 Rigsdaler
foruden Æren; men Stæren, Viben og Mus-
vaagen er da kommet, og der er en og
anden, der har set Storken.
Det er en Begivenhed, ak! efterhaan­
den en sjælden Begivenhed, at se en Stork.
I vor Barndom var der ikke en ordent­
lig Gaard i Landet, som ikke havde sin
Storkefamilie — Storken hører ikke som
Svanen fornemt kun hjemme paa Herre-
gaarde og Slotte, den holder fuldt saa
meget af Bøndergaarde, og især ynder den
Præstens hyggelige Straatag — tidt var
der mere end en Familie, og der var flere
gamle Ægtepar eller nystiftede Menager,
end der var Reder, derfor kæmpedes der
om dem paa Liv og Død, og til Tak for
Husly sendte Sejrherren i Sommerens Løb
en Unge eller et Æg eller maaske blot en
af de lange Svingfjer ned til Gaardens
Ejer. Det gav Lykke. Og Ejeren lod
Reden i Fred fra Aar til Aar, indtil den
ved stadig Udbedring voksede i en saadan
Grad, at den truede med at knuse Tag­
værket; saa rev han den ned — og der
kunde være flere Læs Kvas i en saadan
Rede — og Storken byggede paa ny, fra
Tagryggen. Men efterhaanden blev Stor­
kene sjældnere og sjældnere, der var ingen
Kamp, der var Reder i Overflødighed men
Mangel paa Beboere, og det nyttede ikke
at lokke med lækre, lune Reder i polstrede
Hjul, de fik Lov at staa tomme; der var
flere Reder, end der var Storke, og den
ene Gaard efter den anden var Storke-løs.
Det føltes næsten som en Ulykke hele
Landet over, da Storkene tog af — en
Nationalulykke kan man ikke kalde den;
den var ikke fælles; der findes fremdeles
en Del begunstigede — thi Storken er Tegn
paa Lykke, og vel havde man ikke ud-
fordret og trodset Lykken, som hvis man
havde sløjfet en Kæmpehøj; man havde
jo ikke skudt Storken, men havde tvært­
imod gjort alt, hvad man kunde, for at
lokke den; men derfor søgte man dog alle
mulige gode Grunde og undskyldende Om­
stændigheder til Forklaring for den tomme
Rede, og den almindeligste var, at Stor
kene var omkommet paa Farten over Mid­
delhavet, voldsomme Storme havde for-
slaaet dem og kastet dem ned i Bølgerne,
udmattede Fugle havde i Tusindtal for­
gæves søgt Redning paa Skibene, og
Kysterne var bedækket af deres Lig.
Eventyrl som alt om Storken (Storken var
H. G. Andersens bedste Ven); det var ikke
Middelhavet, der ødelagde Storkene i Dan­
mark, det var Drænerøret. Hvad skal de
lange røde Hoser bruges til, naar der
hverken er Enge eller Moser at spankulere
i, naar man kan gaa Landet rundt
Dansesko uden at blive vaad om Fødderne?
Hvad nytter det lange spidse Næb, naar
der ikke er saa meget som en Porsetue at
bore i? Der er ingenting, der frister
Danmark, derfor bliver Storken i sit Hjem
i Nordafrika.
Men dette Jagtbrev handler jo slet ikke
om Jagt. Det er ikke saa underligt; thi
som der stod i den illustrerede A—Br-G
fra vor Barndom:
Den Jægersmand gaar ud paa Jagt
Hjort, Hare, Ræv, tag jer i Agt.
Du Stork kan rolig gaa din Vej,
Thi Jægeren dig skyder ej.
Den er hellig, Storken, fredlyst over­
alt — og Sneppen er forfulgt og efter­
stræbt, hvor den viser sig — der behøves
intet Lovbud, ingen internationale Over­
enskomster for at beskytte den og værne
am dens Liv — ag vore Lovgiveres Kær­
lighed gaar vel ikke til et Udtørringsfor­
bud — den staar over Loven eller uden
for den, som man vil det; men derfor, for­
di den ikke er Vildt, ligger den ikke uden
for Jægerens Forstaaelse: de to er Ven­
ner, de kan tale sammen.
Jeg drev en Efteraarsåag omkring
med Hunden, Bassen og Posen. Tanken,
løb i Streger og Sving, frem og tilbage i
sære Spring — saa saå jeg en Stork i Mo­
sen.
En Stork er dog en underlig esn, naar
man betragter den nøje. Den stod og hang
paa det ene Ben; stiv, som om den var
gjort af Sten; Men jeg læste i Storkens
Øje.
„De andre kresende fløj af Sted, jeg
længes, dødstræt af Hvilen; jeg higer ef­
ter at komme med, jeg har ikke Ro, jeg har
ikke Fred, jeg maa sydefter, ned til Ni­
len.“
„Jeg længes bort, hvor jeg sad saa
tit, ved Vandfaldet fjernt 1 Skoven. Der
kives man ikke om Mit og Dit: Vandet,
der falder, er lige saa frit, som Jorden og
Luften foroven.“
■Jeg længes efter den hvide Sk; og
Drønet i Kampens Bulder, det summen*
de Jern, det hvislende Bly. Det gældel}
om Folkenes Ret og Ry, og derfor: Skul*
der mod Skulder.“
Og saa rejste vi begge to,
BogcmiSi
(3. Oktober 1891).
H o l g e r D r a c h m a n n s
Holger Drachmann gør R©*
de for, hvad han bar tænkt sig
med det „Forstads-Teater“, som
han i Romanen „Forskrevet*4
skitserede, og som gav Anledning
til en interessant Diskussion omi
Spørgsmaalet.
I Romanen „Forskrevet— hvo;
jeg digterisk bygger et Slags Forstads-t
Teater op, findes ikke Benævnelsen
„literær Variété“. Nu er den saa at
sige blevet mig paanødet — men der*
for er den lige vildledende. Og vild*
ledende er de Notitser, som fremkom*
mer i Pressen om Sagen. Jeg bar
privat og indtrængende bedet mig for*
skaanet; det hjælper ikke; man véd
og formoder en bel Mængde; saa maa*
jeg vel til Slut udtale. mig.
Det bar for mig været et lærerigt
Aar, dette, hvori jeg bar søgt at trække
Linjerne fra min Roman direkte og
praktisk ud i Livet. Jeg har fundet
Bekræftelse paa, hvor vanskeligt det
er at bygge blot saadan et lille „Slaga
Forstads-Teater“ op herhjemme. Alle
har gode Raad — gratis— og Ingen
har hidtil hjulpet mig. Avtoriteter,
Pengemænd, Forlæggere, Fabrikanter,
Forretningsmænd, Fagmænd, Venner
og Bekendte — alle er de forsigtige,
afvejende; de fleste ser i Sagen et
kuriøst Indfald, en fiks Idé, som det
oven i Købet er under min Værdighed
at søge realiseret. Naturligvis! En
dansk Digter af Navn og Anseelse har
at holde sig paa den Maatte, under
hvilken han i en høj Alder, hædret og
fattig, lægger sine trætte Ben.
Jeg burde slet ikke forundres —*
jeg véd jo, hvad Land og hvad B f
vi lever i — men jeg er unægtelig
nærved at blive noget træt. Ungdoms*
elasticiteten er borte; jeg har i Grun*
den kun denne ene Idé tilbage — men
den rummer ogsaa for mig netop en
Opgave, hvorpaa det for en Digter var
værd at sætte Navn og Resterne af sine
Kræfter ind. Thi dette er Sagen. Et
Publikum skal skabes. „En af da
mange“ nævner det selv med disse Ord;
„Og saa var det et Publikum, der fra
Butiker og Kontorer, og fra Nørrebros
og Vesterbros Arbejderkvarierer væl­
tede ind ad Dørene og for en 25 Øra
nød deres Forfriskning, deres 01 og
deres Cigarer og fik Kunstens Vin i
Købet.“
Rigtigt! Naar jeg ikke netop holder
mig til Udtrykket „vælte ind ad Dø­
rene“ og ikke absolut slaar de 25 Ørø
fast, saa er det som talt ud af mig selv!
1— ud af min hele Forfattervirksom*
hed, udmundende i den store Bog, hvis
Vemod, Jubel, Tvivl, Uro og Begej*
string jeg netop kunde ønske at ud*
synge for et Folk, der var naivt mod*
tageligt nok til at høre; udsynge det
i et Lokale, der hverken var for liil«
eller for stort; tale til et Publikum*
der ikke straks vilde stille de størsta
(og mest højrøstede) Fordringer til
noget aldeles Nyt og Forbavsende, meni
fra en maaske ringe Begyndelse tro*
fast vilde følge Ytringerne af dets egeri
Uro, Tvivl, Glæde og Begejstring i eni
vanskelig og trykket Tid.
Hvad mig angaar: Jeg er rede til
at kaste Frakken og tage fat — om del
saa var i Alliance med „Rundt paal
Gulvet“ Jeg nærer ingen doktrinær«
Fordomme; jeg kender Grænserne*
hvortil jeg selv vil gaa, og jeg vil hava
Ynde og Elskværdighed, Alvor og
Munterhed paa min Side. Men jeg skal
ikke blot have „En af de mange“ til
Raadgiver i et af Pressens Organerjj
jeg skal have de Mange med mig; og
blandt de Mange skal jeg have demf
hvis Tro og Tillid, gode Humør og
gode Sindelag jeg kan være sikker paa
— Arbejdere og Kunstnere, Handels*
folk, Studenter, Mænd saa vel som
Kvinder, et virkeligt varierende Publi­
kum, der ikke er blaseret. Og jeg skal
have den rette Mand ved min Sidø*
Det er meget, der skal „haves“. Maa*
ske faar jeg det — hvis Kræftern«
slaar til,
Holger Drachmanti» \