S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

34 / 92

1, Oktbr. P O L I T I K E N 7
Domæneindtægterne .
Statsvirksomhederne
Renter etc................-
Direkte Skatter .. —
Indirekte do .. ...
Klasselotteriet .- —
1884
1,1
3.4
1.5
9,2
34,4
, 0,8
Diverse . . . . . . . . . . . 1,9
1924
2,0
4,8
6,6
145,5
245,7
2.5
3.5
+ %
82
41
340
1482
614
213
84
Indtægter ialt: 54,6 411,2 653
P aa Finanslovens Indtægtsside
fandtes i 1884 en Post paa 63,500 Kr.
som Overskud af Færøerne. Siden er
disse Øer indgaaet under Budgettets
almindelige Beløb. De direkte Skat­
ter, man den Gang kendte, var ander
ledes end det, vi nu forstaar ved di
rekte Skatter. Det var udelukkende
Jordskatter og Bygningsskatter, samt
Rangskat. Indkomstskat eller Formue­
skat til Staten svaredes overhovedet
ikke, ja der var i den politiske Agi­
tation næppe nok tænkt paa saadanne
Skatter, som i alt Fald for den største
Del af Offentligheden stod som revolu­
tionære Indgreb i den hellige, private
Ejendomsret. Nu andrager Formue-
og Indkomstskat tilsammen 125 Mill.
Kr. Ogsaa de indirekte Skatter var
anderledes end i vore Dage. De var
saa at sige mindre differentierede. Der
var Told og Brændevinsafgift, alle de
andre Skatter, som vi nu maa udrede,
hver Gang vi gaar ind i en Butik eller
en Restauration eller sætter os op i en
Bil, kendte vore Fædre intet til. For
Bilernes Vedkommende var det jo bl. a.
af naturlige Aarsager.
Budgettets samlede Udgiftssum var
i 1884 kun 52,8 Mill. Kr. — der var
altsaa i Parentes bemærket et Over­
skud paa 1,8 Mill. Kr. — medens F i­
nansloven i 1924 viser en Udgiftssum
paa 364,3 Mill. Kr. Naar Tillægsbevil­
lingsloven om et P a r Maaneder kom­
mer for, vil det vise sig, at den Mar­
gen paa 46,9 Mill. Kr., som i Øjeblik­
ket er til Stede, i alt Fald ikke vil
være for stor til at dække Merudgif­
terne. Man er jo siden Krigen kom­
met ind paa i ret høj Grad at udsætte
Bevillinger til Tillægsbevillingsloven,
og selve Finansloven giver altsaa ikke
et nøjagtigt Billede af, hvor store Ud­
gifterne bliver. Man maa paa de fle­
ste Ministeriers Budgetter regne med
-en ikke ubetydelig Stigning af de nu
foreliggende Tal.
De to Budgetters Udgiftstal ser saa-
ledes ud (i Mill. Kr.):
Som man ser, er der i Løbet af de
40 Aar oprettet 5 ny Ministerier. Ved
Bedømmelsen af de ovenanførte Tal
maa det haves i Erindring, at der i
1884 ikke eksisterede nogen Konto for
Fattighjælp, at Alderdomsunderstøttel­
se ikke blev givet, at der ikke var no­
get, der hed Enkebørnshjælp, Invalide-
rente, Sygekassehjælp, Arbejdsløsheds­
hjælp o. s. v., o. s. v., at Staten kort
sagt ikke løste sociale Opgaver af nogen
Art, naar lige bortses fra Døvstumme­
undervisning og Blindeskole.
Vi nævner endelig, at Statsgælden
i 1884 var knap 200 Millioner, medens
den i 1924 er ca. 1200 Millioner, eller
500 pCt. højere.
Karl 1. Eskelund.
1884 1924 + %
Kongen............ . ... ... 1,0 1,0 0
Det kgl. Hus.. „. 0,2 0,2 0
Rigsdagen............. .. « 0,2 2,5 650
Statsministeriet •X* 0,1 0,4 300
Udenrigsmin. .. „. 0,4 5,4 1250
Indenrigsmin. . .
Socialmin..........
Lanbrugsmin. ... «. *>• • 2,4 103,5 4212
Erhvervsmin. .. .„ -
Trafikmin.............. .
Justitsmin............... 3,1 29,1 839
Kirkemin................ - 1
Undervisningsmin. - ,
1,7 69,7 4000
Krigsmin. .. .. „ 9,2 32,7 255
Marinemin. „. ## 6,1 21,5 252
Finansmin... .. 3,2 27,9 772
Pen&ionsvæsen .. 3,5 16,6 374
Renter af Statsgælden 8,1 53,8 560
A fd ø d e k j ø b e n h a v n s k e
B l a d e .
Et rørt Tilbageblik paa de
40 Aar«
Selv en forhærdet gammel Journa
list kan føle sig rystet i sit Indre, naar
han en Jubilæumsdag sætter sig stille
hen og tænker paa de svundne 40 Aar
og mindes alle dem, der blev derude
Om de Døde kun godt! I nedenstaa-
ende Linjer vil Læseren ikke finde Spot
eller Skadefryd over højsalige Kolle­
ger, der længst har rystet al denne
Verdens Usseldom af sig, men kun
en hastig Oversigt over nogle af de
Blade, der dukkede op i de 40 Aar,
hyppigt med det specielle og udtryk­
keligt proklamerede, altid med det
hemmelige Formaal at knuse Politiken
og tilrive sig dets Magt og Folkeyndest.
Alle forblødte de ynkeligt under For­
søget. Da vi skriver ganske uden Op­
tegnelser, alene paa Hukommelsen, vil
Fejl ikke kunne undgaas. Det vil for-
haabentlig være en Charme mere for
Læserne, der har haft de samme Op­
levelser som vi, og hvis mulig stær­
kere Hukommelse vil kunne fejre
Triumfer.
*
Lad os først ganske kort mindes
Morgenbladet, fra hvilket Hørup i 1884
vandrede ud, og dets stille Hensygnen.
Heller ikke Dagsavisen, der i nogle Aar
havde været det kjøbenhavnske Bor-
gerskaibs forkælede Rædsels-Barn,
overlevede synderlig længe Politikens
Fremkomst. Først døde dets Tvilling­
broder, Den ny Tid, saa det selv. Bog­
trykkeren Axel Henriques ejede Bladet
og trykkede det; men — som Robert
Henriques bemærkede — da Forholdet
blev det omvendte, da Bladet var be­
gyndt at trykke Axel Henriques, saa
lod han det gaa ind. Secher, dets Re­
daktør, genfinder vi jo senere i Danne­
brog, Charles K jerulf kom til Politi­
ken, den skikkelige N. J. Berendsen,
der højst med Urette udskreges som
Indbegrebet af parisisk Fordærvelse,
reddede sig til Berlingske som dettes
Korrespondent i Seine-Hovedstaden
. . . De blev alle reddede, vistnok.
Det er først efter dette Forspil, at
vi oplever de egentlige Forsøg paa at
slaa Politiken ihjel. Man søgte først
at opnaa dette ved at gøre de konkur­
rerende Blade saa kedelige som mu­
ligt. Man troede, at det kun var som
Nødhjælp, at Kjøbenhavneme læste et
underholdende Blad, men at de, naar
man bød dem et virkelig kedeligt Blad,
vilde gribe til med begge Hænder. Paa
denne Grund-Vildfarelse startedes først
Danmark (Redaktør André Liitken;
knyttet til Redaktionen vistnok bl. a.
den nuværende Slotsforvalter Bering
Liisberg), senere, med større Penge­
midler, der hovedsagelig ydedes af In­
dustrien, Samfundet med den nuvæ­
rende Tuberkulose-Direktør Chr. Jen­
sen som Redaktør og med en Stab af
antibrandesianske Medarbejdere, som
f. Eks. Alfred Ipsen (hvem Politiken
bragte til den højeste Grad af Forbit­
relse og Fortvivlelse ved at lade uvi­
dende om hans Eksistens, idet Bladet i
Stedet for ham .konstruerede en hel
anden Forfatter med de samme For­
bogstaver A. 1.: — August Iversen)
samt Mads Jepsen, der under en tre
SOaarige Otto Borchsenius som Redak­
tører. Alberti, der ikke var noget Fæ,
forstod meget godt, at for at konkur­
rere med Politiken maatte man lave
et morsomt Blad, og havde Bladets Re­
daktion bedre kunnet skelne mellem,
hvad der var vittigt, og hvad der var
fjantet, kunde det være blevet en ikke
ufarlig Medbejler. Dets to Hovedmed-
arbejdere Oscar Madsen og Robert
Henriques var begge gode Hoveder, ly­
stige og skarptungede, men manglede
begge Smag og Takt. Dannebrog blev
aldrig andet end Politikens Karikatur,
og det var et ganske haabløst Forsøg
efter Albertis Fald at lade det fort­
sætte med Hr. Maaløe (den nuværende
Redaktør af Statstidende) som Leder.
*
Paa Dannebrogs Ruiner opstod
Riget med Franz v. Jessen og Digteren
L. C. Nielsen som henholdsvis politisk
og literær Redaktør. Det skulde være
et stort moderat Venstreblad med Sær­
opgave: Nedkæmpelse af Politiken. Bag
det stod et Par rige Mænd, fornemlig
den kendte og populære Konserves­
fabrikant Mads Rasmussen fra Faa-
Udgifter ialt: 52,8 364,3 5901
G u s ta v i l s m a n n .
Dages Ansættelse ved Politiken, hvor
han viste sig ubrugelig, havde opsam­
let tilstrækkeligt Had for hele Livet til
Radikalismen og — mærkeligt nok —
specielt til Peter Nansen. Ingen Men­
nesker læste disse Blade, der kostede
Beløb, der den Gang syntes en over­
vældende Masse Pengø,
Men saa var det, at Alberti, der var
ramlet sammen med Hørup i den Døn-
nergaardske Smør-Affære, startede sit
Dannebrog med Secher og den nu
borg („Mads Tomat“), og Bladet blev
slaaet meget stort op. Men man kan
sige, at Hr. Neergaard dræbte Bladet
med sin Forlystelsesskat, som Hr.
Franz v. Jessen tog i Forsvar og an­
befalede paa den ene Side, og L. C.
Nielsen heftigt bekæmpede paa den
anden. Derefter var Bladet nærmest
til Latter. Det skiftede et P ar Gange
Redaktør (vi erindrer Fritz Magnus­
sen, en Broder til Julius M.) og gik saa
ind under usigelige Kvaler,
*
Allerede forinden — om vi mindes
ret — var Hovedstaden blevet star­
tet paa det udtrykkelige Program at
knuse Politiken og højne Moralen i
vort Folk. Dets to Redaktører, Hr.
Erik Hansen og Hr. Sonning, kom næ­
sten øjeblikkelig i forfærdeligt Slags-
maal, og efter at de havde tildænget
hinanden med de forfærdeligste Be­
skyldninger, udvandrede Hr. Erik
Hansen til Kolding. Ogsaa Hr. Sonning
forsvandt, og i de Aar, Bladet bestod,
var vistnok Pastor Nordentoft dets
længstvarende Leder og Redaktør. Det
blev en Dame, F ru Koch-Schiøler, der
byggede om Bladet i dets sidste Stun­
der og lukkede dets Øjne.
*
Hermed har vi dog kun lige nævnt
de største og kostbareste Bladforeta­
gender. Men hvor mange andre Blade
er ikke i Løbet af disse 40 Aar skudt
frem af den kjøbenhavnske Jordbund
og atter henvisnet? Nogen udtøm­
mende Fortegnelse ekisterer vist over­
hovedet ikke noget Sted. Vi nævner
nedenfor nogle af dem. Enhver ældre
Kj»benhavner, der sætter sig stille hen,
vil sikkert, ved Røgen af sin Cigar,
kunne supplere Listen.
Kan De huske, at Hr. Asger Kar­
stensen — p. t. Husejer og fhv. Folke­
tingsmand og Borgerrepræsentant —
har redigeret et Blad ved Navn Tidens
Krav? Vi husker det, men heller ikke
mere. Og Johannes Dam havde sam­
men med den nuværende radikale
Landstingsmand, Redaktør Aubeck et
Blad der hed Tiden. Ja, selv Johannes
V. Jensen har været Chefredaktør for
et kjøbenhavnsk Dagblad. Det hed
Pressen og bar ganske sin Hovedleders
uligevægtige Præg. Det slæbte sig møj­
sommeligt frem fra Dag til Dag, og det
eneste vi husker af det, er en Vejr­
notits, øjensynlig skrevet af Johs. V.
Jensen selv, stønnende af Hede en
lummervarm Sommerdag: Tordenluf­
ten var glimrende beskrevet i Notitsen,
der endte med dette Udbrud: — Er
det mon i Dag, at vi skal dø!“.
I Modsætning til disse kortvarige
Foretagender blev det konservative
Avisen, der som bekendt stammede fra
Provisorieaarene, et forholdsvis gam­
melt Blad. Da det ikke kunde leve
mere, afsatte det et nyt Skud, Vort
Land, til hvilket Redaktøren Hr. Fr.
Hansen reddede sig over. Naar vi
tænker paa Vort Land, mindes vi en
Række Redaktører: foruden Frederik
Hansen nuværende Professor Birck,
Gnudtzmann — denne elskværdige, lidt
tunge Forfatter —, Robert Henriques
og den nuværende Redaktør af Berl.
Tid. Chr. Gulmann, uden at vi er i
Stand til nøje at angive Kongerækken
med Aarstal og Datoer. Efter Hen­
riques’ Død var Bladet færdigt.
*
Hvis vi vilde tage Smaabladene med
fra denne Periode, vilde Listen svulme
for stærkt op. Men i en Oversigt over
40 Aars Journalistik bør vel ogsaa
denne Side af Pressen lige nævnes —
dette Forhold kan være bevaret i en­
kelte Blade, og for disse er det en
Styrke. Udviklingen gaar dog i en an­
den Retning, og den fremskyndes, idet
de unge Medarbejdere ikke tager det
saa nøje med politiske Standpunkter,
men uden større Betænkning gaar fra
Blad til Blad. Følgen udebliver ikke:
Bladene mister deres Særpræg, og den
Svækkelse i Holdning, hvortil vi netop
i disse Aar er Vidne, fremskyndes af
de talrige skønliterære Forfattere, der
skriver i alle Blade eller dog i disses
Søndagsudgaver. Læserne hår ■van­
skeligt ved at fastholde Bladets Indivi­
dualitet, og Medarbejderen føler sig
ikke helt sikker i sit Element. En
Journalist skulde dog ikke være en al­
mindelig Kpntormedhjælper, der løn­
nes for at udfylde trykte Skemaer.
Han skulde være et tænkende, villende
og stræbende Væsen, for hvem Pennen
er et Aandens Redskab. Nuvel, men
den Pressemand, der uden Hensyn
til ideelle Formaal alene arbejder
med sin Tarif for Øje, han er ikke
Journalist; han udgiver sig for noget,
han ikke er, og han vil ogsaa opfatte
sig selv som ringere end den Kollega,
der føler Pressen som sit Kald.
Journaliststanden har alle Stænders
Blod i sig, og de Unge, der nu flokkes
oxa Pressen i Hovedstaden, kommer,
som de bør, fra ethvert Befolkningslag
og følgelig med forskellig Forstaaelse
og ulige Dannelse, men dog som oftest
med en Evne til at skrive Sproget, der
overrasker. Efterkrigstidens Journa­
list er trænet paa Sportspladsen, for­
trolig med Fodbold, Motorcykle og
Aeroplan, ikke følsom, undtagen hvor
det gælder hans egne forud med Omhu
tilrettelagte Planer. I Optræden er
han korrekt, kølig og alvorlig med en
langsomt optrækkende Humor. Hans
Respekt for Geniet er mindre end hans
Respekt for Magten. Han drømmer
om Indflydelse og tørster efter Avtori-
tet. En klog Tilbageholdenhed, der er
hans Særkende, dækker over en ikke
ringe Selvtillid. Siger han beskedent:
Ingen er uundværlig i Redaktionen,
tilføjer han i Tanker — undtagen mig.
Men en saadan lidt naiv Overvurde­
ring, der er hans Særkende, opvejes
tifold af hans Sundhed. Han er saa,
helt en Modsætning til Blaserthedens
fin de siécle’r ved Aarhundredskiftet,
Epigonerne efter Esmann, Bang og
Nansen. Han er stærk og sund og
frem for alt fornuftig. — Men saa ha­
stigt som Tiden gaar, indhentes han
allerede nu af Spejderen, den ny
Type i Ungdommen, der er præget af
en praktisk Idealisme og synes at styre
hen mod fjerne, internationale Maal.
Den særlige Anseelse, Journalisten
tilstræber for sin Stand, erhverves vel
ved Flid, ved Hæderlighed, Talent og
Optræden, men ogsaa ved Fodslag og
Begrænsning, og vil Journalisterne for
Alvor skabe en Korpsaand, maa de
ligesom Lærerne, Lægerne, Sagførerne
og Kunstnerne i højere Grad end for­
hen samle og afgrænse deres Stand.
Joumalistforeningerne optager i Øje­
blikket Enhver, hvis Hovedbeskæftigel­
se i to Aar har været journalistisk Ar­
bejde. I andre Lande har man, for
yderligere at graduere Standen, fore-
slaaet, at Journalisten skulde under­
kaste sig en Fag- og Kundskabsprøve.
Lærerstole med dette Formaal er op­
rettet ved engelske og amerikanske
Universiteter, dog foreløbig uden Virk­
ning, da Undervisningen, der bydes,
udelukkende er af teoretisk Art. Man
kunde her i Norden, hvor Tanken om
en Journalistskole ogsaa er fremme,
anlægge en saadan Skole i en af Lan­
dets smukke, historiske Egne, og dér
knytte den til et hestaaende Blad, Som
Betingelse for Optagelse burde sættes
et toaarigt Medarbejderskab ved et
dansk Provinsblad, en længere Ver­
densrejse, afsluttet med en journali­
stisk Redegørelse, og endelig et Aars
Studieophold ved et Dagblad i et tysk,
et engelsk eller et latinsk Land. Hvad
selve Undervisningen i en saadan Sko­
le angaar, da burde den omfatte en al­
mindelig praktisk Journalist-Uddan­
nelse med sideløbende, ret vidtgaaende
Fordringer i dansk Sprog, Statsviden­
skab og Jura. Skolen kunde, om man
vilde, deles i en dansk og en nordisk
Afdeling, hvoraf den sidste alene om­
fattede de videnskabelige Discipliner.
Journalistskolen, der altsaa blev et
Trykkeri og Bladvirksomhed m. m.
i fuld Drift, maatte arbejde frit
og ikke modtage Statshjælp. Blev den
fornuftigt ledet, kunde den paaregne
betydelige Indtægter alene af sit Blad.
Men det vigtigste i Bladhaandvær-
ket lærer Journalisten selvfølgelig ikke
i en Skole, men i Livet, og mest bør
han lære af de Røster, der lyder til
ham fra hans eget Folk. Mærkelig er
da den Ligegyldighed, der ofte her i
Landet raader over for Mænd af Pres­
sen, skønt dog disse daglig gennem
Bladenes voksende Oplag udøver en
faktisk afgørende Indflydelse paa Men­
neskers Syn og Fremdrift, Opfattelse
og Dom. I andre Lande er Betydnin­
gen af en sund og hæderlig Presse i
nærværende vanskelige Tider mere og
mere blevet et brændende Spørgsmaal.
Men en Presse skabes ikke af Radio
og Hoe-Maskiner, og overhovedet ikke
af den mekaniske Udvikling og Hur­
tighed, man med Rette beundrer. Den
sunde og hæderlige Presse skabes ale­
ne af Mennesket, af Journalisten, af
den enkelte, sunde og hæderlige Mand.
— Ned gennem Fleet Street gaar en
uanselig, hverdagspaaklædt Englæn­
der. Kun Faa hilser paa ham, og i
Vrimlen synes han ikke at ville vække
Opsigt ved sin Person. Det er en be­
skeden, flittig Mand, der i Løbet af et
P a r Aarhundreder adledes i sit Arbej­
de, og af sit Folk fik tildelt Hæders­
titlen gentleman of the press. Større
Hæder kan ikke tænkes end den, Pres­
sens Stormagt her yder en enkelt
Stand.
Lad den hverdagsklædte Englænder
være vort Forbillede; lad os i vort Ar­
bejde dele hans beskedne Drøm, at se
vort Blad — Bladet — Morgen efter
Morgen uden Lyde brede Vingerne og
fuglelet hæve sig op i Lyset
Henrik Cavling.
saa meget mere som de to Blade For­
posten og Middagsposten, som dem
længst afdøde Johannes Hansen redi-
gerede med bedærvet Talentfuldhed, til
Tider har spillet en vis Rolle; man
huske f. Eks. Justitsminister Albertia
Brev til Middagspostens Redaktør. I
det sidstnævnte Blads Redaktion træf­
fer vi bl. a. Lorry Feilberg. Denno
forhenværende Bagermester havde tid-*
ligere gjort sig fortjent af danskPressø,
den Gang han som Redaktør af det
hundredaarige Adresseavisen havde
søgt at forvandle dette Blad, der før
hans Tid udelukkende bestod af An­
noncer, til et almindeligt Dagblad med
Indhold. Forsøget lykkedes ikke,
Adresseavisen mistede bare sine An­
noncer og gik ind — ligesom senere
Middagsposten, efter at Johs. Hansen
var fratraadt og Redaktør Heimann
(der nu er Indehaver af en Galanteri-
og Kotillons-Forretning) havde forsøgt
at føre det videre. Hvad Lorry angaar,
udvandrede han til Frederiksberg, hvor
han som bekendt har indlagt sig store
kommunale Fortjenester.
Og for at slutte dette Afsnit med
en munter Tone, mindes vi til allersidst
Emil Opffers lystige lille Sprøjte
Klokken 12, der hver Dag kimede Mid­
dag ind paa den høje Førstesal lige
over for „Krukkemanden“s Butik i Ny­
gade,
*
Vi slaar mekanisk Asken af vor
Cigar, og Øjet følger uvilkaarlig Røgen,
der trækker sig som en blaalig Sky
hen under Loftet. Hvad kom der ud af
alle de mange Anstrengelser? Intet­
somhelst! Intet andet end spildt Ar­
bejde og ødede Penge! Selv med An­
vendelse af Nutidens Maalestok er det
ikke helt ringe Summer, der sattea
overstyr paa Blade som Samfundet
Dannebrog, Riget og Hovedstaden.
Hvorfor gik det da ikke? De havde jo
uden Smaaligbed samlet de Journali­
ster, de kunde faa fat paa, de rykkedø
ud i et ædelt Formaals Tjeneste: a t
rydde Politiken af Vejen, kunde der­
til regne paa jublende Tilslutning,
Hvoraf kom det da, at Politiken tri­
vedes og de andre gik til Bunds? Skal
man virkelig tro, at der slet ingen Ret­
færdighed er til? Det er haardt paa
en Jubilæumsdag!
Vald. KoppeL
Drømmen i Sort
og Hvidf.
Vor yngste Medarbejders Bi­
drag til Politikens Mindenumer
er et Forsøg paa at skildre eu
travl Nat i Bladets tekniske Af­
delinger.
Det kan hænde, at et Minut bestemmer
en Skæbne. Et Syn i et Par Sekunder
kan brænde sig fast og staa uudsletteligt,
gennem Aar være Genstanden for vaagne
Drømmerier . . .
Vi stod nogle Stykker en Gang, da et
lille, beskedent Blad blev startet. En 12
Aars Knægt saå en gammel Fladtrykpressø
sættes i Fart, oplevede for første Gang det
Under, at hvide Ark sugedes ind over en
Cylinder og smækkedes ud som en færdig-
trykt Avis.
Det sorte Tryk paa det hvide Papir
er Kronen paa Journalistikens hver Dag
gentagne Eventyr. Det Blad, som hver
Morgen bliver til, fylder først Huset med
sin durende Musik i det Øjeblik, Pressen
sættes i Gang og Rotationens Brummen
lyder gennem Kældere og Sale og høres
som det svage Brus ud over den morgen­
øde Plads i Byens Centrum. Først naai;
Motorerne spiller ind med deres hvirvlen­
de Fart, og Pressen sættes i Sving, toner
det eneste Orkester, hvis Morgenmusik gi­
ver Bladmanden Ro. I de Timer, da Val­
serne æder hvidt Papir og udspyr Dynga
efter Dynge af færdige Aviser, kan Resten
af Huset paa Raadhuspladsen hvile. Da­
gens sitrende Centrum for Hundreder af
Nerver fyldes ikke længer af Menneskers
Støj, Telefoners Kimen eller Skrivemaski­
ners evige Klapren. Tyve Timers Arbejde
er mundet ud i det daglige Faktum PolU
tiken . . . snart høres dets Ekko over;
Byen, hvor Sporvognene skurrer frem gen­
nem Kurverne. Og saa begynder allerede]
en ny Dag, et nyt Liv, en ny Serie af
Oplevelser for dem, hvis Lykke det er af
være med i det fælles Arbejde. Dagen i
Gaar er glemt. Dagen i Dag har sit eget
Tempo. Journalisten, hvis Spor kun er
Sort og Hvidt, lever selv i et farvestraa-
lende Kalejdoskop af brogede Begivenhe­
der. Hans Blad skal være Spejlet for
dem alle — Verdensbilledet, som Dagen
derpaa sælges for 10 Øre til Hundred
Tusinde.
Første Gang at faa et Indblik i, hvad
en saadan 10-Øre er værd, hvilken sana-