Previous Page  29 / 92 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 29 / 92 Next Page
Page Background

2

P O L IT X K E N

1. Oktbr.

D G T E O M T I D E N

/

'Anledning af Bhgen har vi haft den Glæde fra en Række

ældre og yngre danske Lyrikere at modtage en Krans af Digte,

der giver et farverigt Indtryk baade af Digternes Personlighed

og af. deres Holdning over for Tiden.

♦♦DET AABNE H U S

I Sporvognsklemt og Cyklebrus

staar Blad, dit store, stærke Hus.

Vel født — som alt — af Drømmen

h a r du din Fod i Strømmen,

i Døgnets stride Sus.

Jeg hilser dig, du aabne Hus,

hvis store Svingdør sukker,

naar alle andre lukker!

Hvad har du da i dine Rum?

Det gyldne Stof — det fine Skum,

Kroniken — Causeriet

— og Klin til Kieresiet!

Kan hænde ogsaa, kære Hus,

din Svingdør stundom skri’r af Grus,

og af lidt lette Bjælder,

der ringler i din Kælder.

Men Tak, fordi vi ringle maa

i Husets Bund, mens vi er smaa

— en Dag en Elevator

ta’r os vel ovenpaa . . .

Deroppe — er I gale —

dér er de store Sale

med Døgnets kære Larm:

En Skypumpe ved Shanghait

Et Bankkrak i Jerusalem!!

Nordpolen bliver varm!!)

Men der er ogsaa andet:

Den Sang, som er i Landet,

tør fyndigt lyde her.

Og naar de kendte Surfolk

de trange Vindver lukker

og bøjer sig og sukker

for en Jehovas

Knus,

da staar i aabent Hus

en Solskinsmand og lér!

Vel mødt da,

Politiken

,

i Dagens Liv og Larm,

— du har ej Tid at tøve,

til jeg faar talt mig varm,

men et Hallo paa Vejen,

sendt op fra Gadens Brus,

det vil du maaske tage,

du Dør, som svinger Døgnet

ind i „Det aabne Hus"!

Fredrik NygaardL

o,

Ø l

* A V 1 S E . N

G

Hvert jagende Døgn slaax din Tanke itu —

Alt er

Liv

i Stumper og Stykker,

.

.

.

.

.

der kværner afsted i et hvirvlende Sus,

i en Rus af Fidus, af Rigdom og Armod paa Krykker. .

^ -

Her er Kamp for Brød og Filmskomik,

Dom og Død og blid Musik,

der nynner i Lyset, hvor Svindel gror —

stolt og stærk og stor!

En lattermild Svimlen, med Sol over Himlen — og pludselig Storm gennem

Gaden —

Her kommer Vagtparaden!

Hvert jagende Døgn ebber ud i en Nat,

der plettes af Festernes Gløden —

men for

Bladet

er Festen kun vildere Jag —:

Den svundne Dag skal fanges før Morgenrøden!

Dens Svig og List, dens Kamp for Brød,

dens Borgeres Brist og Dom og Død

mødes i Dybet, hvor Trykpressen bor —

stolt og stærk og stor!

De svindende Klange af Døgnkampens Sange genfødes i Viljernes Spil,

naar Dagens Avis bliver til.

Jesper Ewald

,

DET NÆRE O G DET

Hvad er det, der skinner ,saa rødt og

ondt

derovre bag

Grinsv.ig

Høje —

en Haandsbred over min Sydhorisont?

Dét er. Mars med sit blodige Øje,

Højtidsfuld retter jeg Kikkerten ind,

medens Nattetimerne rinder.

E r der

et Blik

bag det røde Skin,

som til Jordkuglen Vejen finder?

Blink med dit Øje, du blege Rubin,

blink til din sorte Broder.

H ar du Kanaler med rindende Vin,

som vi har vandfyldte Floder?

Jeg føler mig ét med Jorden i Nat,

og Jorden er saa alene —

Jorden føles saa gudsforlad*

i Nattetimerne sene.

Alene ude for Djævel og Gud —

hvor skal jeg en Frændehaand finde?

— Stemninger — Stemninger — tom­

me Skrabud.

Jeg gaar ind til min lysvaagne Kvinde,

Hvad er vel Planeter af stivnet Blod

mod Kvindens strømmende Aarer!

At ty til Planeter, naar Jorden er god

gør kun Filosofer og Daarér.

Johannes Buchholtz.

♦ A F BLOD O G N I D ^

Af Blod og Nid

og Broderstrid

er Himmelranden rød.

P aa Synd og Svig

er Dagen rig.

Besk er hyer Mundfuld Brød.

Enfoldig Skok

gaar fromt i Flok

med hver en falsk Profet.

Men naar det sker,

at blind Mand ser —

o, gid det alt var sket.

Gunnar. Gunnarsson.

V E R D E N S L Ø R D A G

Det er Kludder med os Alle — der er ingen af os glade.

Vi bare gaar og skaber os og lader, som vi ler.

Men hvorfor længer hykle? lad os kun la’ Masken falde!

Der er meget lidt at frydes over, hvor som helst vi ser,

Verden holder Lørdag.

Hvem Pokker gider digte snart — ja, bare se et Blækhus?

Hvem synger nu om Stunder? der er Laas for vores Mund.

og n a a r nu og da — uha! — et P a r forvildede Klaverhyl

lyder ned igennem Gaden, gad vi hyle som en Hund.

Verden holder Lørdag.

Malerne, de maler — som de haded’ deres Lærreder

—*

med trætte Lørdagsøjne, der er led af Leg og Tant.

Og Præsterne, der tronede i Sognekald og Herreder,

vil ned og spille Menigmand og til at tale Sandt.

Verden holder Lørdag.

Kongekroner triller over Verdensscenens Brædder,

og Banker, Stadse og Stormænd baade gynger og forgaar,

Oppe — nede — udenom .. er Smuds og Gift og Edder,

Det er Skrubbekostens Time, der i Verden forestaar.

Verden holder Lørdag-

Vi hænger hen en hastig K rans paa

Hørups

barske Byste.

Du fødtes med en Harpe, men h a r ubrugt hængt den hen.

Du tog en Skovl i Stedet og tog fat paa Rydningsværket.

Du gjorde Skovlens Gerning til en Kunst for raske Mænd,

Fejr Verden gik mod Lørdag.

Aa, salig var den glade Slægt, der fødtes til en Søndag —*

til Leg og Sang og Sol og baade Kærlighed og Pragt.

Men denne Slægt — ak ve! — er født til Skruhkost, Lud og Sæbe

og til Alting ud’af Enighed og Alting ud’af Taktt

Thi Verden holder Lørdag.

Saa faar vi lægge Blomsterne og Harperne og Lyrerne —

Hvad hjælper det at flæbe? vi faar ta ’ det med Humør!

Forstaar vi ikke Sliddet, faar vi lære det af Myrerne.

Vi véd. vi skal igennem. Der bli’r aldrig Søndag før.

Lad os altsaa holde Lørdag!!

Harald BérgstedL

♦ V E J E N M O D H A V E T ♦

Aldrig visner Drømmen, aldrig forstummer Raabet.

Uden i Aarerne funkler, ulmer i vore Knokler.

N aa’r vi end aldrig at se det, ser vi det dog i Haabet:

Dybt i Orden grundet staar Huset paa svære Sokler.

Simple Ting vil vi elske, daglige Glæder og Plager,

Æblet, der luer paa Grenen, som vaj det i Paradiset,

Smedens gnistrende Esse og Husmandens ruggrønne Ager,

Barnet, hvis- Ømhed hungrer, i Uforstand indeiset

Pigen vil vi besynge og flette en K rans af Straaler

om hendes dejlige Hoved, saa Skønhed om Skønhed flammer*

men ikke glemme den Kvinde, der kæmper paa hullede Saaler

hjem til sit lasede Leje i Baggaardens stinkende Kammer,

.

. . . . .

i

,

Venner, vi, der skriver, og I, der forsker og handler,

Brødre alle, spredte i Hvirvlen af Verdensvreden,

én alene er Ilden og Visdommens Sten, der forvandler

Bly til bankende H jerter og Helvedhadet til Eden.

Een er den Norm, der binder Tankernes sværmende Bier,

Gnistén i Handlekraften, Blodet i Retfærdskravet,

Elskovssødmen og Sangen, der toner i blaa Harmonier

— Menneskehedens Floder paa søgende Vej mod Havet.

Mænd bag Maskingeværer i røde og hvide Xejre,

Brødre alle, spredte i Hvirvlen af Verdensvreden,

mægtigt er Hadet og Mordet, men sidst skal endelig sejre

løftet af lutrede Hænder mod Stjernerne Kærligheden.

Otto Gelsted.

Sig, er det Løvfaldstider

for Danmarks grønne 0,

og vil den atter synke

i Glemslens dybe Sø?

Skal Danmarks gamle Stamme falme,

visne hen og dø?

Nej, se hvor Agren bølger

med tifold mér end før,

og Hyld og Haver dufter

ved hver en Husmands Dør,

og hvide Gaardes blanke Ruder

skinner i Syd og Nør.

Og se, hvor vore Stuer

i danske Farver staar,

og lyt til Smedens Hammer,

hvor lystelig den slaar,

den danske Dieselmotor over

alle Have gaar.

Og Kære, lyt til Sangen,

der bæres over Vang,

i Ord og Toner jubler

den nye Folkesang,

som Bækkens Løb og Aaens Strøm a l

nye Kilder sprang*

Og Frihedssolen værned

den krøgede Almuesmand,

han retted sig forundret

og saa mod Himlens Rand.

Den Smaamand lagde tung

aa

trofasi

Sylden i vort Land.

Saa mangen Taarn og Tinde

afmægtig sank i Grus,

der svæved gennem Tiden

saa megen Blæst og Brus,

mon Sylden bar og Sylden bærer

Danmarks Folkehus.

Johan Skjoldborg

«

♦ ♦ K L O D E N S S A N G E N

i ■ •

Pragtfulde Somre, under Parkens Grene,

Ild i hvert Øje, Skæmt og munter Kiv,

Kun under Roser glimted Ufreds Kniv,

Der dryssed Dug paa Planter, Dyr og Stene,

Og Lærdom var et saligt Tidsfordriv,

Ved F rue Kirke oprejst sov Athene.

Forfængelighed, Aandsmod, skønt Bedrag!

Vi drømte ©m en KilcLe-Hippokrene.

?r

, ....

Men dobbelt Skydning vækked os en Dag,

Og Giftgas brændte Svælg og Øjenvipper,

Vi sloges i Moradser . . .

som ved T pres!

Man kan ej høre i en dobbelt Hd,

-

mens Shrapnells, springende paa alle Kanter,

elektriserer Stene, Dyr og Planter.

Man føler paa sig selv . . . om man er til? — Hurrah.!

Med Døden og Sergentens Raab i Hælene,

i Vand til Halsen, men med Ild i Sjælene

gaar Tropperne i Rædslens Kanonade,

og spændt og hærdet synger Jordens Flade —- Hurrah!

Sophus Claussetti

5

5

E. N

E t flittigt Værksted

er Dagens Presse,

hvor Gnister fyger

fra Tidens Esse.

Der ristes rastløst

paa Mindetavler,

hvad Tiden øder,

hvad Tiden avler.

Der smedes Vaaben

for Idealer,

hvis Faner vajer,

hvis Haner galer.

Og Nuet bølger

langs alle Spalter,

der styrtes Tempel,

der bygges Alter,

H il Pressens Virke,

n aa r vingebaaren

dens Vækst er Tegnet

paa Folkevaaren.

■Thøger Larsent

♦ ♦ 1 f C

) l Jf - -

1 9 2

^ ♦ ♦

Jeg boede i et Land, hvor intet skete,

og vaktes kun af Maagens lange Skrig.

Min Horisont var som forladt af Skæbnen,

men bag dens øde Kedsomhed var Krig.

Usynligt blev min Skæbne til derudøu

og Krigen blev mit evige Motiv.

Usynligt var det største i min Ungdom.

f .

E t Genskær og en Genlyd var mit Liv.

Men Skæbnen, som var skjult bag Horisonten,

blev synlig i Avisens sorte Skrift.

Til Løbesedler blev de store Kampe,

og til Petit blev Enkeltmands Bedrift.

Jeg boede i et Land, hvor intet skete,

og hvor der heller intet skulde ske.

Usynligt var det største i, min Ungdom.

Kun Bladets sorte Skrift fik jeg at se.

Tom K risten sen

, y i ♦

\