S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

40 / 92

t . O k t b r . P O L I T I K E N 13
Folk, som tror paa den og sætter Li- | lykkedes for Nogen. En Dreng, der | Vi- sprang paa hærdede Fødder
ret ind for den. hed Lejf og ra r Byens dristigste Glit, blandt GærcLemea Tidsler og Agertorn
Jeg tænker paa Høstens Tider.
Vi, som har misbilliget Fremgangs- sagde tidlig om sig selv, at han skulde
maad'en med Unionens Opløsning, har
intet Øjeblik underkendt Folkets Ret.
Vi’ har misbilliget Fremgangsmaaden
ud fra andre Grunde, som jeg her ikke
behøver at gentage; thi hv^r Dag vi­
ser desværre deres Sandhed.
Denne Protest mod dem i Sverige,
der kalder os æreløse og troløse, maa
jeg nedlægge, fordi jeg ser, at enkelte
skaffe Ørnene bort, og en Dag først
paa Sommeren gik han til Vejrs. Byens
Folk samlede sig under Fjeldet for at
se paa Vovestykket, de Gamle fraraa-
dede det, de Unge skyndede til. I Be­
gyndelsen gik alt godt. Selv dér, hvor
Fader førte de buede Hug
ind imod Agerens Sider.
Kornet faldt under tørre Suk
De minded” om Døden og Veen
Moder samlede Skaarat: i Neg.
Og Fader hvæssede Leen,
saa Eggen arrigt mod Strygen skreg
Snart trak jeg af Sted med Kvæget Fjeldet begyndte at hænge ad over,
fandt han behændigt Fæste for Haand ’ og fæsted’ hvert Høved’ ved sin „Hæl"
og Fod'. Til sidst hang han hejt oppe j Snart lød', gennem; Faarebræggt.
har taget mig til Indtægt. Skal vi j under Bjergknasten, og Spændingen . et ^Uigt krav tiJ mm Hyrdesjæl
Nordmænd endelig være æreløse o g !mellem Tilskuerne skabte en Stilhed,
troløse, saa maa jeg bede om at faa Isaa den ene kunde høre den anden
være med i det Selskab.
Jeg nedlægger denne Protest i et
dansk Blad. Vi paakalder vore Fræn­
der» Opmærksomhed.
Bjørnstjerne Bjørnson.
(13/11 19050
Ø r n e r e d e n .
Det norske Kongevalg inspi­
rerede Henrik Pontoppidan til
følgende Betragtninger:
Det var en Gang i Sommer i de
lyse Nætters Tid', i en mørk Søbod
under Lofoten, nogle Uger efterUnions-
opløsningen. Der sad en halv Snes
Mennesker og talte Politik og drak
01. P a a en enkelt Undtagelse; nær var
de alle Nordmænd.
Som overalt, hvor Norske i den Tid
farsamledes i Frihedens Navn, var
Statsminister Miohelsen usynlig til
Stede.
„Han skal være vor første Præsi­
dent!“ sagde En. „Det h a r den kække
Gut fortjent!“
„Det er sikkert det!“ brummede et
Kor inde i Halvmørket.
„Men. dersom nu Svenskerne mod­
tager jeres Tilbud om at adoptere en
Bernadotteprins?“ spurgte den Frem­
mede.
„Det gør de aldrig!“ lød det som
med én Mund, og der var baade Latter
og Trusel i den.
„Men jeg har hørt enkelte udtale
Frygt for, hvad I kalder de kronede
Hoveders Fagforening.“
„Hør, min Ven! Vi Norske er et
Foregangsfolk. Dertil har det sidste
Hundredaars Kamp skabt os. Vi har
i Grunden allerede Republiken. Vi
mangler bare at vælge Præsidenten."
„Saa leve Republiken dal“
„Ja, Skaal paa det!"
Saadanne Scener gentog sig i hine
lyse, forhaabningsfulde Sommerdage i
Riget. F ra Hammerfest til K ristiania
— mindst maaske det sidste Sted —
rar man saa godt i Gang med at lufte
ud efter Kongedømmet, at man f. Eks.
kunde høre misfornøjede Ytringer,
fordi Postskibene ikke havde taget
Kronen ud af Flaget.
Nu skal Norge igen have en Konge,
valgt af selve Folket, en fremmed
Prins, som for et halvt Aar siden næp
pe kendtes deroppe, hverken af Navn
eller Gavn. Sikkert vil han blive mod­
taget med overmægtige Hurraraab,
Kammsalut og andet loyalt Spektakel,
om ikke af anden Grund saa for at
overdøve Hjertets Klagesange. Selve
Statsminister Michelsen vil modtage
Landets unge Hersker paa Piperviks-
hryggen, og med et mægtigt Følge af
overbeviste Republikanere vil han bli­
ve kørt op til Slottet.
Og der vil ikke være noget at le
ad eller spotte over. Der er tværtimod
Tragedie deri. Uvilkaarligt mindes
man Bjørnstjerne Bjørnsons lilla For­
tælling „Ørnereden“ og dens tragiske
Udgang. Højt oppe over Landsbyen —
fortæller han — var Reden lagt paa
en Fjeldkant, som Alle kunde se, men
Ingen naa. Ørnene sejlede ud over
Dalen og gjorde Egnen utryg. Snart
slog de ned paa et Lam, snart paa et
Kid, en Gang tog de endogsaa et lille
Barn og førte det med sig. F ra Ung­
dommen af øvede Drengene sig i at
klatre i Træer og paa stejle Bjergvægge
for ©n Gang at kunne naa op og rive
*eden ned; men endnu var det ikke
trække Vejret. Da begyndte han at
trættes. En lille Sten kom rullende
ned ligesom et Forvarsel. Kort efter
glippede Taget for den ene Haand.
Han fik fat igen; men nu gled Foden
og samtidig slap den anden Haand.
En hel Strøm af Sdnd og Sten og
Muld tumlede ned over Fjeldsiden. E t
Øjeblik efter laa han opreven og uken­
delig paa Jorden.
Fortællingen slutter n^ed de Ord af
en af Byens Ældste:
„Det er godt, noget hænger saa høj't„
at ikke alt Folket kan naa!"
Den, som første Gang uden Forud­
viden læser denne vidunderligt fortalte
lille Historie, venter vistnok, at dem
kække Lejfs Vovemod skal føre til em
lykkelig Sejr over det højtbyggende
Røverpak. Paa Grund af Overraskel­
sen føles hans Ulykke dobbelt tragisk«
En lignende smertelig Skuffelse h a r
Mange følt over de sidste Begivenhe­
der i Norge. Et stort og modigt F o r­
søg er mislykkedes og Evropas konge­
lige Ørne har paa ny vist Verden, hvor
utilgængelig og velbefæstet de har op­
bygget deres Magt. Thi man kan be­
gribe, at de har hvæsset deres rov­
begærlige Kløer, siden et Folk med en
Uafhængighedsfølelse som det norske
kan lade sig fratrue sin Selvbestem­
melsesret.
Men som den kække Lejfs Ulykke
kun var en Episode i Egnens Kamp og
ingen Afslutning, saadan er det norske
Kongevalg vel ogsaa kun et Indskud,
et Mellemspil i det store Frigørelses­
drama, og sidste Akt kan endnu bringe
Sejren.
For der hænger ingenting saa højt,
at ikke Folkenes sejge, samlede Vilje
en Gang vil naa det.
Henrik Pontoppidan.
(4/12 1905)
V e d F j o r d e n .
E k u n g D i g t e r f r a L e m v i g .
Jeg løb mellem Bakken og Fjorden
om Kap i en overmodig Hast
med Skyernes Skygger paa Jordes
Smaadyr under Foden som Bubier brast.
Jeg lytted’ i Aftensvale,
naar hele Naturen andægtig holdt Mund
Kun fjernt i krogede Dale
vufféd’ en underjordisk Hund
Mia Sang er ea Miadekæde.
Jeg gjorde den gerne altfor lang
Hvert Vers er en gammel Glæde.,
jeg værner om gennem Tidens Gang.
Thøger Larsen.
Iengang vil komme dertil, at Staten løn­
ner Mødrene for deres Børns Under­
hold og Opdragelse. Og jeg haaber, den
vil indskrænke sig hertil, og at den
ikke (paa socialistisk Vis) selv over­
tager Børneopdragelsen, thi i saa Fald
vilde jeg rigtignok foretrække selv den
mest forældede Ordning og finde de
nuværende Forhold vidunderlige i
Sammenligning med det nye. Over­
tager Staten Børneopdragelsen fra den
spæde Alder, da er dermed den tru­
ende. Maskinisering af Menneskeheden
fuldbragt
Men først naar dette er ordnet.
først naar Kvinden har faaet Staten
til Forsørger i Stedet for Manden —
kan der blive Retfærdighed i at løsne
Forholdet yderligere mellem Mand og
Kvinde. Indtil da vil næsten al F ri­
heds-Tale paa dette Punkt været, skjult
eller aabenlys Uret mod Kvinden.
Først naar Kvinden ad anden Vej er
blevet sikret Godtgørelse for det øko­
nomiske Tab som Kærligheden, gen­
nem Barnet* bringer hende, kan kun
Jakob Knudsen.
Jeppe Aakjær anbefaler den
endnu ukendte Thøger Larsen.
Forfatteren Jeppe Aakjær, der sen­
der os følgende Digt med Anmodning
om at trykke det, skriver om. Forfat­
teren:
Digtet skyldes en meget begavet ung
Forfatter, som har haft saa svært ved
at slaa igennem, fordi ban bor herude
i Provinsen (Lemvig), hvor den poeti­
ske Sans er ringe. Hans sidste Digt­
samling, Jord, indbragte ham dog me­
gen Ros — ogsaa i Hovedstadspressen.
Af Nutidens danske Lyrikere er der
ingen, jeg knytter større Forhaabnin-
ger til end til Thøger Larsen. Han
er noget tung og ru, men ved Iagt­
tagelsens Dybde og Inderlighed kom­
mer han højt op over Grosset af poe­
tiske Nøølekræmmere.
Ted Fjorden,,
Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saå,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.
Om Morgenen flunked’ en gylden,
skællet Solbad paa Fjorden der.
Og Killingen lumsked’ i Hylden,
men fik nok hverken Fugl eller Fjer.
Jeg saå paa Vandenes Slikken
om Sten paa den lange Strand
Jeg hørte den klingre Prikken
af Tordenregn i et stille Vand.
Jeg sejled’, hvor Fiskene svømme
paa farefuld Færd blandt Fristerens Agn.
Jeg lytted til Bøndernes sære Sagn,
der minder om onde Drømme.
Om Sylden var der saa frodigt
af grønne, fligende Urter smaa
De vokste nøjsomt og modigt
og lod sig med Taalmod fræde paa.
Med Grøde i Sindenes Rødder
leged’ vi JBørn ved det høje Korn.
(27/4 1906)
H y s t e r i s k S n o b b e r i .
En Kronik af Jakob Knud­
sen om det seksuelle Problem
vakte en overordentlig Opsigt og
affødte en Mængde Indlæg fra
de forskelligste Lejre. Neden-
staaende Artikel giver Forfat­
terens Hovedsynspunkter,
Jeg hører sely til dem, som mener,
at den nuværende Ægteskabslovgivning
er forældet. Ja, jeg tror, at Kærlighe­
den en Gang med Tiden vil og maa bli­
ve en akkurat lige saa privat Sag som
Religionen — jeg mener: som Religio­
nen allerede bnrde være det. Jeg ser
meget vel, at dette langt lettere lader
sig ordne for Religionens Vedkommen­
de end for Kærlighedens — af den
simple Grund, at af Religionen kom­
mer der ingen Børn, hvilket derimod
ikke saa sjældent er Tilfældet med
Kærligheden. Jeg glemmer heller
ikke de uhyre Vanskeligheder, som
faktisk viser sig at være forbundet al­
lerede med det at faa blot Religionen
gjort til en privat Sag, end sige da
Kærligheden. Der vil gaa lange Tider,
inden det sker. Men det kommer sik­
kert alligevel: i det Øjeblik, Forholdet
mellem Kønnene forlanges bygget paa
Kærligheden — og det bliver jo mere
og mere almindeligt — da er der slet
ingen Mening i, at Staten bygger noget
som helst paa dette Forhold. Den maa
for sin egen Skyld søge et sikrere
Grundlag. — Jeg mener ganske vist,
at den livsvarige Kærlighed er langt
den mest lykkebringende, og at derfor
(heldigvis) det livsvarige Ægteskab vil
holde sig, trods alle Lovfcrandringer,
blandt adskillige Mennesker; men jeg
mener tillige, at denne Kærlighed er
en Undtagelse, som Staten ikke kan
byggo »ngentiug paa. Jeg antager, det
og Manden, uden Uretfærdighed mod
hende, blive frit stillet i deres Forhold
til hinanden.
Jeg mener, at dette i alt for høj Grad
bliver overset i de fleste Forhandlin­
ger, der føres om det erotiske Forhold,
og endnu mere i de Strejfudtalelser, de
Betragtninger en passant, som i saa
overvættes rigt Maal Miver det til Del,
dette: at Forholdet mellem Mand og
Kvinde for en meget væsentlig Del er
et økonomisk Anliggende, og at kun
under Forudsætning af en grundig
socialøkonomisk Omordning kan en
Forandring deri foretages.
F ra én Side er man snerpet paa det
kønslige Omraade, fra anden Side an­
griber man det kønslige Snerperi. Men
fra begge Sider glemmer man som of­
test, at Sagen drejer sig om noget me­
get vigtigere end Snerperi eller Ikke-
Snerperi, nemlig om økonomisk Ret
eller Uret mod Kvinden. Og de mest
Snerpede gør hende gerne mest Uret.
Saa snart Talen er om Forsyndel­
ser mod Ejendomretten i Almindelig­
hed, faar Forhandlingen altid et al­
vorligt Præg, og den offentlige Mening
er fast i sine Domme. En Tyv er en
Tyv, det vil sige et Uskud, hvilke øko­
nomiske Teorier man end hylder. En
økonomisk Lurendrejer véd man og­
saa saa nogenlunde at vurdere efter
Fortjeneste. Det er, fordi Ejendoms­
retten interesserer i mindst lige saa
høj Grad Manden som Kvinden.
Naar Talen derimod er om det
Seksuelle, behager man sig enten i
lunefuld, munter Skæmt eller i dystert
„sædelige“ Betragtninger. Og man
glemmer, at Sagen for de fleste Kvin­
der er og maa være et vigtigt økono­
misk Anliggende — frem for alt dette.
Dette Synspunkt skyder man enten, i
sin Munterhed, over, eller man under­
graver det med sin sædelige Alvor.
Man tillader sig kort sagt fra bégge
Sider over for dette Spørgsmaal en
væsentlig stemningsfuld Beh andli ngs-
maade. Hvorfor? — Fordi det kun an-
gaar Kvinderne reelt, de maa økono­
misk betale Gildet — foreløbig endda
kun den fattige P art af dem.
Det er endnu slet ikke. blevet det
samme: at bedrage en Kvinde og at
bedrage: en Mand, det. viser sig bl. a.
i denne taabeli'gt stemningsfulde (æste-
tisk-lystige eller moralsk-bedrøvelige)
Tone, hvormed man behandler For­
holdet mellem Kønnene i. den alminde­
lige Diskussion, uagtet det rummer
Kvindernes aLvorligste, økonomiske
Anliggende. Var det Mandfolkenes
Penge, det drejede sig om, skulde man
nok træffe em mere saglig,, forretnings­
mæssig Tone.
Hvor gennemtræng! den offentlige
Mening paa dette Punkt er af stem­
ningsfuld Flothed paa. Kvindernes Be­
kostning, saå man et. godt Eksempel
paa, da Valdemar Rørdam i Gudrun
Dyre anbefalede det saakaldte Løn­
bryllup. Det havde en saa udpræget
ridderligt sindet Mand, som Rørdam
er, visselig ikke fundet paa helt ud
af sin egen Natur. Og det hjælper
ikke, om han muligvis vil indskrænke
Lømhryllupets Berettigelse til kun at
gælde det enkelte, beskrevne Tilfælde.
Kan Sigurd forlange det af Gudrun,
saa vil en hvilken som helst Peter jo
ogsaa mene sig berettiget til at for­
lange det af sin Amalie. — Hvilket? —
J a — stemningsløst, økonomisk og
retfærdigt set — dette: at Amalie skal
yde visse Værdier til Peter uden af
denne at modtage Betaling derfor eller
nogen som helst Sikkerhed for Betalin­
gen. Og Værdierne, som Amalie ud­
leverer, er jo ikke blot hendes Mødom
etc., men frem for alt hende økonomi­
ske Fremtid; hun opgiver Sikkerheden
for at kunne klare sig selv i Livskam­
pen (i Tilfælde af Barn), hvis Peter
svigter. Og Forklaringen, som Peter
giver hende af dette sit urimelige og
nridderlige Forlangende, er den, at
saaledes er det hele mere stemnings­
fuldt; Hun vover, og han giver hende
saa bagefter den ønskede Sikkerhed.
J a — hvis Peter er lige saa hæderlig
en Mand som S ig u rd .------------
Jakob Knudsen.
(30/1 1906),
K o n g C h r i s t i a n .
Ved Christian den Niendes
Død bragte Potitiken neden-
siaaende Digt Det fremtraadte
uden Navn, men var skrevet af
Professor Vilh. Andersen, der i
en sen Nattetime lod sig overtale
til at forme disse MindeveTS.
Paa Amalienborg
Vajer Flaget i Sorg.
Bag en mørknende Rude
Er Kong Christians Pude.
Han blev født i April
Under Foraarets Smil.
Men en graa Januar
Tog den Krone, ban bar.
Der er stille i Staden,
Regnen drypper paa Gaden.
Er det Tilfældets Lune?
Er det Sandhedens Rune?
Det er Vinterens Pavse
For Kong Christian den Tavs«
Han blev født i April
Til et Taaresmil.
Der kom Stormvejrs Brus
Om hans gamle Hus.
Der kom Foraars-Bløde
Og Midsommer-Grøde.
Der var gærende Kræfter
Som det groede efter.
Der var Høst, som laa øde.
Der var Blomster, som døde.
Knap et Pip af en Fugl
Til en Fattigmands-Jul.
Men i Storm og i Sus
Stod hans gamle Hus.
Der skal Tid til at bie
Der skal Mod til at tie.
For det biende Land
Stod den tiende Mas
Om Kong, Christian den Tavse
Hviler Vinterens Pavse.
Og en graa Januar'
Tog d'eni Krone, han bar.
Ingen Fakler, der flammer,
Ingen Guldglans brammer.
Bag den mørknende Rudø
Om> Kong Christians Pude.
Mer et Hjem end et Slot,
Mer en Far end en Drot.
Kun en Vinterdags Graat—•
Som det er, er det godt.
Thi, Kong Christian! Du var
Som den graa Januar.
(19/10 1906.)
P o s t f e s t u m .
Ved den berømte Raadhus-
fest i Anledning af Drachmanna
60 Aars Fødselsdag kom Dig­
teren i sin Tale til at fomærmøl
det kjøbenhavnake Bourgeoisis
Damer. Han blev stærkt angre­
bet og rejste ud af Landet efter!
at have sendt Potitiken følgendø
Svar.
Atter hvirvles der Støv op i mini
kære Fødeby — samtidig med' at Løvet
falmer og Sommeren dør.
De lyssky Gnavere vimser frem a£
deres Huller, kradser Fejeskarnet opi
og kaster det i Øjnene paa Publikum
— for at træffe mig.
Nuvel; hver Dyreform bar sin sær-*
egne Metode og sine særegne For-
maal.
For en Gangs Skyld — inden jeg
atter forlader min Fødeby — sætter
jeg min Livsførelse imod Rotternes.
Jeg har været noget af et Søndags-*
barn. Jeg h ar skyet Skyggen og søgt
Lyset.
Vel ogsaa af den Grund fester man!
omkring mit Navn. og min Livsger-
1 '■i•’ i*.$ 70* '<.rpJ-':t ’ ,V' v t&T>
ning.
Andre Søndagsbørn — Bjørnson!
f.„ Eks. — tager Folke-Pædagogik*
Moral og Lærebog med sig til Fest-*
pladsen.
Jeg bar kun mit Livsmod, min:
Kunstnerglæde og min Tillid til „F ok
ket“ at feste med.
Trods den Ligevægt i Sindet, soml
sligt afføder, kan Bevægelsen i et stor!
Øjeblik overvælde En. Og jeg ble^
overvundet.
Ansigt til Ansigt med den stor«
Forsamling følte ieg, at hvis jeg havdel
givet efter for Indtrykket, da var jeg
bristet i Graad.
Det forekom mig, at Raadhuset var
en stor Kirke, Forsamlingen et
Kæmpe-Orgel, jeg selv i Beskedenhed
den graa Organist. Han tør ikke giv«
„fuldt Spil“.
Ikke for Kirkens Skyld — den
staar støt nok. Ikke for Orglets Skyld
— det b ru ser, bestandig sin nendelig
sammensatte Brusen.
Men Organisten? Han er ikke ung
længer — selv om hans Sind er rankt
og stærkt. Han kunde synke sammen*
dræbt af sin Bevægelse, hvis han m ini
dedes Alt.
Hvis han mindedes den Række Aar*
hvor hver Brosten i hans Fødeiby glø­
dede under hans Fødder — fremmed
og ensom og lykkelig, som han var*
netop ved en Kjøbenhavnerinde, en
Folkets Datter, der gav hans urolig«
Liv dets Indvielse, dets Dybde og dets
Varme.
Nn stod tusinde Kjøbenhavnerinder
der!
Igemiem den ene elskede han dem*
førte deres Fane, sang deres Sange*
voksede under deres Smil, ikke mindr«
end under deres Taarer.
Men for at frembære sin Tak til
dem maatte han tillige erindre, hvor­
dan Mændene i hans Fødeby forsøm­
mer dem, fornærmer, forflader og til
sidst forlader deml
Og saa stærk er ikke den graa Or­
ganist, a t han vovede det.
Han drog blot — med let Haand*
halvt spøgende, som stod han i et Ate­
lier — en enkelt ydre Linje frem, ed
Linje, som hans afdøde Ven saa tidt
i kunst-begejstret Alvor havdø tegnet
— den yndefulde, mønsterværdig«
Linje, som kendemærker denne Bys
unge Kvinder — forud for ehvert an­
det Lands — naar Øjet følger dem f r i
Ryggen af.