S_POLITIKEN_MINDENUMER

P O L I T IK E N

1. Oktbr.

ganske forsvundet. Træerne i Fælle

dens Udkant skjuler den belt. Man

véd ikke mere, hvor Nervø er, om han

er styrtet ned eller fortsætter sin

Flugt. Damerne er blevet helt tavse

og griber med nervøst Tag deres Mænd

i Armen. Bare det gaar godt! Og

pludselig en Prik, der kommer til Syne

bag véd Frelserens Kirke, i Liuje med

Raadhustaarnet paa dets sydlige Side.

F ra Hundreder af Munde lyder det

paa samme Tid: Han har været rundt

om Raadbuståarnet!

Han kommer

tilbage!

Prikken vokser, snart genkender

man Maskinens enkelte Dele, og Spæn

dingen udløses og giver sig Luft i en

vild Jubel, i skingrende Hurraraab

uden fornuftig Mening, thi hvor kan

man tro, at han dér saa højt oppe midt

i Motorens Spektakel kan høre det bit

terste!

K é r v « l a n d e r ¿a tie r e f i e r s in

e v e n t y r l i g e F a r t .

Landingen foregaar som Starten,

dadelløst, elegant, uden mindste Van

skelighed. Lidt efter lidt daler Ma

skinen og løber dérpaa nogle Alen

hen over Jordén, medens Motoren træt

løber i Staa. I samme Øjeblik er Ma

skinen omgivet af Tusinder af Menne

sker, der trænger sig frem til Nervø

for at ønske ham til Lykke og trykke

hans Haand, ganske unge Mennesker

og ældre Graaskæg, som han slet ikke

kender, og allerede er Referenterne

der, glubske efter et Interview; men i

al Hurlumhejen bevarer Nervø sin el

skelige Ro og sit rare Smil. Man spo

rer ikke paa bans knoklede Ansigt

eller paa hans senede Skikkelse Gnist

af Ophidselse eller Nervøsitet, ikke

mindste Reaktion efter den spændende

farefulde Fart.

Observator.

(5/6 1910).

F r i l u f t t e a t r e t .

S ven L an g e .

Den første Forestilling paa

Friluftteatret i Ulvedalene an-

meldtes saaledes af

Sven Lange:

Det første Dyrehavsspil blev en

stor Sukees — men sandt at sige, var

det ikke

Hagbarth og Signe,

der skab

te den. Tragedien er en af Oehlen-

schågers mindst besjælede, almindelig

som den er i sin Menneskeskildring,

spidsborgerlig i sin Moral og saa

grænseløs uhistorisk. Med sine lyri

ske Blomster er den et kedeligt, et tid

ligt ældet Værk, og det havde under

almindelige Former næppe været mu

ligt at se det til Ende.

Alligevel kan Valget af det for-

staas. Det fordrer dette Teaters natur

lige Sceneri, og saa svagt det end er

som Digterværk, ejer det en Under

strøm af Naturfølelse, der trænger til

at fortsættes og befries af Naturen

selv.

Og det var netop denne

Fortsættel

— denne Kunstens Fortsættelse

over i Naturen — der i Aftes skabte

den store Virkning. Ligesom den kun

stigt tømrede, løvdækkede Bræddetri

bune direkte fortsattes af Skovens

egen dybe Muld, saaledes fortsattes,

udvidedes og mangfoldiggjordes Styk-

(1 ./5 . 1910)

V e d B j ø m s o n s B a a r e .

Ved Bjørnstjerne Bjørnsons Død bragte

Politiken

følgende

Digt af

Knut Hamsun.

A ldrig saa lød der en blødere fløite fra nogen,

ald rig et m ere alvorligt og varslende h o rn :

Kvidder og uveir og leg ifra fje ld e t til skogefi,

e t sy v stjæ rn e su s over enge og bølgende k o rn .

E t ko r fra h an s h jæ rte s grube,

m en fo rre st en glad te n o r —

og sangen flød fra h a n s strup e,

og b lom ster og sol og b a rm h je rtig h e d

strøed h an ned i sit spor.

J a , blom ster og sol og b a rm h jæ rtig h ed

strø ed han ned i sit spor.

L an d sk je n d t i verden, h u s k je n d t i landene vide

ta lte h a n bæ rende ord til en ly ttend e slægt,

drev som et sommerso.lhværv over h a rd v in te rs tide,

løfted og letted og løste de læ nkedes vægt.

Her v ar h an land e ts hyrde,

h ist de fo rsagtes tolk,

h a n stod u n d e r vaabenbyrde

fo r alle de træ ng te i verden var

og alle k jæm pende folk.

H an stod u n d er vaabenbyrde

fo r alle kjæm pende folk.

Ingen h a r stu n d e r saa svage som netop den stæ rke,

u dæ k k e t k rig e r er u frels i kug le rn es spil.

V ar det^ fo r nogen en seir i a t hu lle et mærk«

vaiende ned fra en skude med b red siden til?

Aa, den store befaler,

væ ldig i a lt han var!

i digte, i daad, i taler,

i alle de by rd er for Norges skyld,

som engang han s sku ld re b a r.

Ja , alle de by rd er for Norges skyld,

som engang h a n s sk u ld re b a r.

Nu ligger h an s solland med m orgenens røde bjærge,

vi a rv er det g jæ ld frit med sidste b lom strend e vin.

Nu stille! Der svømm er i skyggen en lydløs færge,

der stiger vor k jæm p e ombord, h an var din, han v*ar m in.

Det bæ re fik eller briste,

h an to rd n ed saa m angen bro

— nu gled han u n d e r den sidste.

Nu roes h an reisen p aa dødens elv

og ind i den store ro*

Saa roes h an n u p aa dødens elv

ind i den store ro.

K n u t J iam sun

♦

kets sceniske Virkninger direkte af de

naturlige Omgivelser.

Medens derfor der faldt en Træt

hed over Publikum, naar Stykkets

Personer alene havde Ordet' over for

hinanden, blev det opmærksomt, saa

snart de agerede i Rummet. Saå man

saaledes en Kæmpe nærme sig inde

fra den dybe Skov, da var man i sam

me Nu i denne Skov for Tusind Aar

tilbage; saå man Dronningen og hen

des Piger i broget Flok og Følge

komme vandrende ned ad Skræntén

mod Scenen, da følte man i samme

Øjeblik, at de kom fra Slottet bag

Skrænten. Naturen befolkedes og le-

vendegjordes af disse Masker.

Og dens Tilfældigheder kom til at

spille en Rolle med under Opførelsen.

Da Dronning Bera udraabte sin Lyst

til Tanken om, at hun snart skulde se

Hagbarth hænge i Træet med Hampe-

rebet om sin Hals, fløj et P a r Krager

med hæse Skrig, netop hen over Træet,

og Virkningen var usædvanlig. Da en

Bogfinke gav sig til at kvidre, vakt af

Skjaldens Harpespil, lød dens Kvinke-

leren som den yndefuldeste Musik. Da

de to Elskende ved Stykkets Slutning

kratiets ledende Blade havde erkendt

denne Sandhed, vilde de, forenede un

der Frihandelens Flag, paa den mest

virksomme Maade have styrket Ver

densfreden.

A. Peschcke Køedt.

(22/1 1912).

N o g le M in d e r f r a

D a n m a r k .

August Strindberg

fortæller

om sit Forhold til Danmark og

enkelte Danske. Manuskriptet til

denne Artikel, der var Strind-

bergs sidste, er indrammet og

ophængt blandt lignende Manu

skripter i

Politikens

Redaktion.

Da jeg sidst i 80’erne bosatte mig

i Danmark, spurgte man mig: Hvad

vil De egentlig her? — Jeg svarede: Et

Sted skal jeg være, siden jeg ikke kan

være hjemme, og her i Danmark bar

jeg dog Meningsfæller, og uden dem

kan man ikke lev e.

Ja, jeg hav

de virkelig nogle, og de led og stred

ganske som jeg selv, fordi de „for

kyndte de Fangne Forløsning“. Men

(4/2 1912)

A u g u s t S t r i u d b e r g ,

pristes som et Stjernepar, glimtede

netop de første Stjerner frem paa Af

tenhimlen. P a a den Art Trylleri be

ror jo Friluftteatrets Magt over Sin

dene — og naar Stykket, der spilles,

tilmed giver Anledning til saadanne

maleriske Pragtnumre som Fakkelto

get gennem den tusmørkedunkle

Skov, og det hvidglødende og blodrøde

Brandskær og igennem dø uendelige

Løvmasser, da er det intet Under, om

Forestillingen fæstner sig med ufor

glemmelige Momenter i mangfoldige

Sind.

Tilmed var den nære

Bakke

—

som under Generalprøven havde sendt

Toner fra sit

Sankt Hans Aftenspil

ind over

Hagbarth og Signe

paa en

meget forstyrrende Maade —- i Aftes

fuldkommen stum. Det var naturligt, at

Tilskuerne til sidst fremkaldte samt

lige de Deklamerende — F ru Blad,

Adam og Johannes Poulsen, Frk.

Brincken, Hr. Reenberg og Hr. Jo

hannes Nielsen — under begejstrede

Ovationer,

Sven Lange.

(1/10 1909 Festnumret)

B r e v f r a A. P e s c h c k e

K ø e d t .

Brev til

Politiken

ved Bladet#

25 Aars Jubilæum d. 1. Oktober

1909.

Jeg takker

Politiken

for den Bered

villighed, med hvilken Bladet under

skiftende Redaktioner har aabnet sine

Spalter for Frihandelsartikler, selv om

disse Artiklers Forfattere paa andre

Omraader hævdede Anskuelser, der

stod i Strid med

Politikens

Program.

Georg Brandes udtalte for nylig i Aar

hus de sande Ord: „Frihandel er et

Udtryk for F risind“. Dersom Demo-,

Menneskene her var lige saa træl-

bundne som hjemme; de vikle ikke væ

re frie, de overkom ikke at tænke selv,

de frygtede Forstyrrelser, der kunde

krænke deres Bo, rokke deres Økono

mi, berøve dem Magten i det mindste

som Arbejdsgivere, Husbonder, Lære

re og Forældre.

Vi levede som Minoritet under et

Slags Rædselsherredømme, Proviso

riet, Estrupiatet, Enevælden, Gendar

meriet, Skatteudpantningerne, Befæst

ningerne, som for danske Mænd er

ukært at mindes. Da jeg særlig var

optaget af det sociale Mineringsarbej

de (Utopier), havde jeg mindre Inter

esse for Dagens Politik, der forekom

mig haabløs, og som Fremmed blande

de jeg mig ikke i de løbende Spørgs-

maal. Ad mine Utopier lo man, og i

Begyndelsen var jeg saa nogenlunde i

Fred, særlig da jeg aabenbarede mig

blot som en uskadelig Teaterforfatter.

Men just som saadan havde mm

hjemme fornægtet mig og lukket Te

atrene for mig. Da sker det, at Kjø

benhavns Gasino (med Hunderup)

bryder med sine lette Traditioner og

aabner sine Døre for Tragedien, min

„Faderen". Forsøget var egentlig ikke

mislykket, men det førte ikke til no

get, thi Tragedien føder ikke sin

Mand. Mine andre Tragedier blev lig

gende, og Tavsheden lukkede sig om

mig og min Dramatik»

Henved et Aar(?) senere beslutte

de jeg, efter Tilskyndelse blandt andre

af Edvard Brandes og Gustav Wied,

at prøve med en Freie Biibne. Vi leje

de Dagmarteatret og spillede „Kredi

torer" med Wied, Hunderup og Na-

thaiia Larsen. Om Forestillingen maa

Wied fortælle, jeg saå kun General

prøven, hvor jeg beundrede Wieds

overlegne Spil — han, som aldrig hav

de staaet paa en Scene før.

D e n 4 d e F e b r u a r .

Paa Georg Brandes’ 70 Aars Fødselsdag bragte

Politiken

nedenstaaende Digt af

Henrik Pontoppidan.

Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester

for at fejre en Ven, for at byide en Mester.

Men han var forsvunden — var smilende flygtet

for Vennernes Tak og de velmente Fester.

Man h ar spurgt, man har skumlet. Selv véd jeg ej Grunden,

men jeg hørte en Fugl tage Bladet fra Munden,

en Natfugl, en Ugle. — Jeg lytted til Skriget

et angstfuldt Minut mellem Vaagen og Blunden.

Hvad blev der — saa skreg den — af Riget, han skabte?

I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde

nu græsser påa Tomten hos fredløse Døde.

Den Sandhedens Sol, han paa Himlen satte —

Hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?

Han raabte „Bliv Lys!“ — og der voksede Mørke.

Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,

De Blomster, der myldrer af Jord, hvor han traadte,

nu driver i Luften som lumrende Vind.

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,

som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,

forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle,

og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven

og sad med hver lysten Gorilla i Haven.

Af Herlighedsdrømmen blev nlet tilbage.

Et Luftsyn den var — og nu sank det i Jorden.

Men ingen har sørget, og ingen vil klage.

Hvad Under, han veg for det festlige Møde

og vendte sig mismodig bort fra sit Værk. —

Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.

Henrik Pontoppidan.

Men da vi derefter vilde sætte

„Frøken Julie" op, og havde mqlet og

prøvet, blev Teatret lukket af Poli

tiet!

Men da aabnede Studentersamfun

det sit improviserede Teater, og ’„Frø

ken Julie" kom paa Scenen.

Dermed var min Teaterbane i Dan

mark endt for den Gang, og i de føl

gende tyve Aar tror jeg ikke, jeg blev

spillet i Danmark.

Men Mindet om den Gæstfrihed,

der vistes mine Tragedier, vækker

Taknemlighed nu, da Alderdommen

ser tilbage paa en lang Vej, som var

fuld af Sten, men som tilbagelagt kun

viser sig som noget, der ene skænker

Tilfredsstillelse.

Behøver jeg at sige, at naar jeg

kunde eksistere i Danmark, var det

kun med Støtte af de to ledende Mænd

Georg og Edvard Brandes. Jeg kom

først i Berøring med Edvard, da Ge

org levede i Landflygtighed. Edvard

var den Gang, som han selv kaldte det,

„Danmarks mest hadede Mand", fordi

han ledede Oppositionen i Rigsdagen.

Daglig hakket i og stukket til, var han

naturligvis bitter, altid forsvarsbe

redt, med Kløerne fremme. Jeg var

ham for „romantisk", og han lo oprig

tigt ad mine Utopier. Altfor skeptisk,

endog for mig, kunde nogen hjertelig

Fortrolighed ikke opstaa, men hans

Dør var mig altid aaben, og bans

Taalmodighed til at høre mine Klager

var uendelig. Georg traf jeg kun faa

Gange. Hos ham fandtes mere Lyrik,

fordi han ikke var inde i Politiken, og

en medfødt Menneskekærlighed gjor

de, at man kom ham nærmere. Men

helt nær kom jeg ham aldrig, tbi der

fandtes et hemmeligt Program, P ro

blemdebatten, Poesien som Tjener, ik*-

ke som Herre, Pegasus im Joche m.

m., som nu og da rejste sig som en

Mur imellem os. Jeg var nemlig en

uhjælpelig Romantiker; selv hvor jeg

behandlede sociale Problemer (Sven

ska Öden), satte jeg i Scene, malede

Kulisser med skønne Landskaber,

smuk Arkitektur, og indførte det, vi

kaldte Stemning. Men jeg maa erken

de, at Programmet blev ikke altid

fulgt, det glemtes, og fremfor alt, det

udøvede intet personligt Tryk, thi Ge

orgs Sind var smidigt og modtageligt

for alt, som var skønt i Formen. Saa

ledes havde han jo hilst Jacobsens un

derfulde Prosadigt „Marie Grubbe"

som et moderne Digterværk i Tidens

Aand. Og Georg havde ogsaa Sans for

H. G. Andersens troldske, næsten ok

kulte Eventyr.

Jeg husker en Dag fra den sidste

,Tid, jeg boede paa Landet uden for£

Kjøbenhavn. Jeg var taget ind „for at

finde et Menneske“. Men da jeg ingen

fandt, blev jeg siddende paa en Bænk

paa Kongens Nytorv,

Ene med mine tunge Tanker vak

tes jeg af en venlig Stémme: „Men

hvad gør De her?“ — Det var Georgl

— „Jeg søgte et Menneske, men fandt

ingen.“ — „Kom saa hjem med mig!"

„Hjem“, det havde jeg selv, og det

var ikke det, jeg søgte: jeg kom med

Udflugter, og den venlige Mand satte

sig ned og talte. Bag os saås det kgl.

Teater med Oehlenschlåger og Hol

berg. Tilfældigt sagde jeg: „Dér sidder

min Ungdoms Digter, Oehlenschlåger."

— Nej, hør nu! Han var jo et

Barn.

— Jå, men saadan har jeg drømt

mig Poesien, naiv, skønt jeg er kon*»

men langt fra Barndommen. Men jeg

haaber at komme tilbage igen. (Jeg

skrev den Gang paa „Klokkeren paa

Råno" og havde udgivet „Hemsobor-

na“, mit Brud med den rene Realis

før

1890 — Aarets saakaldte sven

ske Renæssance)

Saa sagde ¿eg:

— Men der er en anden dansk Dig

ter (foruden H. C. Andersen), som

har haft den dybeste Indvirkning paa

mig: Søren Kierkegaard, som De h a r

skrevet saa sympatisk om. Hvordan

kan De som Hedonist (Livsglæden)

forstaa den Lidelsens Religion, som

Kierkegaard forkynder?

(Her byder Samvittigheden mig at

standse, thi jeg busker ikke Svaret)^

Tyve Aar er gaaet siden da; mine

Veje h ar ført mig gennem Inferno og

Purgatorio, uden at jeg har set P a ra

diso; derfor er Kierkegaard med sin

konfessionsløse Kristendom igen ble

vet min Fane, den, jeg egentlig aldrig

har været mig en stor Lidelse.

Men da jeg i Fjor Foraar fik Fo

retræde paa Det kgl. Teater med „Erik

XIV“, forstod jeg, at en ny Tid var

kommet over Danmark. Og jeg spurg

ud, at man paa den Maade handler

med Krone og Scepter paa „Kammer

herrens Teater", og er Goran Persson

kaldet til Regeringen? 1 Sandhed, jal

Og det var en stor Dag for mig, der

troede mig for altid glemt i Danmark.

18. Januar 1912.

August Strindberg.

Redaktør . Henrik Cavling.

Dagbladet „Politiken“8 Trykkeri

Kjøbenb&fjfc