S_POLITIKEN_MINDENUMER

„ Oktbr.

P O L I T I K E N

tidligere har omtalt- som beroende i Spare

kassens Gemmer.

Alberti tilstod nu, at ban selv bavde

udfærdiget Beviset og skrevet Bankdirek

tørernes Navne efter.

Man kom ikke i denne føreløbige Rap

port ind paia Enkelthederne. Ved Halvto-

Tiden indfandt Politiinspektør Madsen sig

paa Domhuset. Da var Rapporten i det

væsentlige skrevet, og Alberti førtes nu

ind til Opdagelsespolitiets Chef.

A lb e r t i s y n k e r sam m en .

Over for Politiinspektøren afgav han i

Resumé den samme Forklaring, som han

havde givet Overbetjent Jacobsen, der i

*rrigt i Albertis Nærværelse oplæste Rap

porten for sin Foresatte.

Medens Tilstaaelsen blev aflagt i

Souschefens Kontor, havde Alberti mistet

sin vante ranke Holdning. Under den

Samtale, der herefter førtes med Politi

inspektøren, sank han endnu mere sam

men og gjorde efterhaanden et ret ynke

ligt Indtryk.

Ved Halvet-Tiden var Politiinspektøren

saa vidt underrettet om, hvad der var

passeret, at han kinde erklære Alberti

for anholdt og aflevere ham til Arresten.

B j ø r n s o n s s i d s t e B r e v .

Ved

Politikens

25 Aars Ju

bilæum den 1. Oktober 1909

sendte

Bjornstjerne Bjørnson

fra

sit Sygeleje Bladet følgende

Brev:

Aulestad,

Septbr. 1909.

Hilsen fra Aulestad til

Politikens

Medarbejdere.

Sæ re Ven!

De véd maske ikke, at jeg ligger til

Sengs, og at jeg fra Sengen flyttes over

i en mekanisk Stol og fra den tilbage i

Sengen, at jeg som Følge af en saadan

Tilværelse er nervøs og nedslagen.

Jeg kan selvfølgelig ikke være med

Politikens

Jubilæumsudgave paa,

anden Maade end med denne min Bly

antshilsen til Dem personlig. Jeg hol

der af

Politiken,

ikke mindst siden De

Sav den nyt Format og ny internatio

nal Aand.

Jeg har haft og har gode Venner i

det Blad, hvis Virksomhed jeg har

^^ede af at følge, og hvis Mening jeg

A lb e r t i v is it e r e s p a a s in P e r 

son .

Der forestod nu den sædvanlige Visi

tation. En Politibetjent blev kaldt ind,

og Gebejmekonferensraaden anmodedes

om at tømme sine Lommer, Han lagde

fra sig, hvad han havde,

Men Visitationen

ttø

naturligvis

foretages med større Grundighed. Man

maatte overbevise sig om, at han ikke

noget Sted paa sin Person gemte Vaaben,

Gift eller noget andet, hvormed han i

Gellen kunde berøve sig Livet. Selv

der var ringe Sandsynlighed for, at han

havde noget saadant

Sinde, naar han

overhovedet havde foretrukket

gaa i

Fængsel frem for at dø, var det dog en

selvfølgelig Nødvendighed

sikre sig

mod alle Eventualiteter.

Albertis Lommer blev da alle vendt,

og Politibetjenten befølte ham fra øverst

til nederst, undersøgte Fo’ret i Klæderne

og kom til det Resultat, at der var intet

skjult.

Da denne pinlige Scene var til Ende,

førtes Alberti til Arresten,

for det meste deler. Naar jeg ikke gør

det, siger jeg det, som De véd, og vi

er lige gode Venner for det.

F a a r jeg Lov at sige, hvad jeg øn

sker

Politiken,

saa er det, at det mere

og mere bliver et Landsblad, altsaa

mindre og mindre et bestemt Partis

Tribune.

Videre siger jeg særlig Tak for Bla

dets kærlige, uafladelige Omsorg for

de Smaa i Samfundet. Jeg har aldrig

set Magen i noget andet Blad! For

uden at det bringer højst fornøden

Hjælp til Trængende, øver det et sandt

Opdragerkald blandt de Bedrestillede.

Lykke til! Og hils Deres Medar

bejdere fra Deres

bestandig hengivn©

Bjørnstierne Bjørnson.

(

1/10

1909 Festnumret)

E n H i l s e n f r a H a n n o v e r .

Ved

Politikens

25. Aars-Fest

1. Oktober 1909 sendte

Emil

Hannover

Bladet følgende Hil

sen:

Jeg debuterede

Politiken

kort ef

ter at Bladet var begyndt at udgaa.

Jeg var da kun 20 Aar. Jul. Lange

gjorde mig heftige Bebrejdelser, fordi

jeg havde ladet mig overtale af Georg

Brandes til at træde saa tidligt frem

for Offentligheden.

Om jeg skønner rigtigt, havde

Brandes mere Ret end Lange. Man maa

gennemgaa en Skole lige saa vel for

at kunne skrive som for at kunne male,

modellere eller musicere, og man kan

næppe begynde meget for tidligt i en

saadan Skole, hvis man for Alvor vil

blive Herre over sit Haandværk. Nu

véd jeg ganske vist ikke, om den jour

nalistiske Skole vedblivende er den

eneste rette for den vordende Forfat

ter. Andre Tider, anden Presse. Men

Politiken hævdede en Stilling som en

Højskole

det literære Haandværk,

og hvad jeg lærte i saa Henseende,

lærte jeg for en stor Del dér.

At jeg ogsaa paa anden Maade fø

ler mig i Gæld til det Blad, der gen

nem 25 Aar stod mig lige gæstfrit

aabent, er selvfølgeligt. Saaledes har

jeg al mulig Grund til at miudes Bla

det med Taknemmelighed og Hengi

venhed paa dets Festdag og ønske det

en lang og fortjenstfuld Fremtid.

Emil Hannoveri

(1/10 1909 Festnumret)

B r e v f r a J a c o b K n u d s e n

Brev til Politiken paa Jubi-

.■i-.

lieumsdagen d. Vio 1909.

Der er en Fremgangsmaade over

for Modstandere, som er megét an

vendt her til Lands -— jeg tænker for

Resten ogsaa i andre Lande, en Frem

gangsmaade, som bestaar i, at man

nægter at læse eller høre, hvad Mod

standerne siger. Det er en dum og en,

aandelig set, uhæderlig Fremgangs

maade, thi det er den Maade, som

Strudsen anvender, n aar den over for

Fare stikker Hovedet ind i en Busk.

Og den er uhæderlig, thi den er et

Forsøg paa ved økonomisk Udhung-

ring at slaa en aandelig Modstander

ned.

Denne Fremgangsmaade er endelig

modsat af den,

Politiken

anvender,

naar Bladet i sin Kronik giver en Skri

bent, der er en saa afgjort Modstander

af dets Hovedtendens som jeg, fri Lej

lighed til at udtale sig.

Jeg føler Trang til paa

Politikens

Jubilæumsdag at bringe Bladet min

Tak herfor. Thi jeg sætter overordent

lig stor Pris paa at være

on speaking

terms

med

Politikens

Publikum.

Birkerød, Septbr. 1909.

Jakob Knudsen

(1/10 1909 det alm. Numer)

K a r l M a d s e n o g

„ P o l i t i k e n “ .

Efter Jubilæumsnumret Vio

1909 ' gengives følgende Linjer

fra Museumsdirektør Karl Mad

sen:

Jeg Skylder

Politiken

Tak for den

skønne Tid, da jeg var fast Medarbej

der ved Hørups Blad. Han hædrede

mig med sin Tillid; han og Brødrene

Brandes har været de hedste Lære

mestre for mig som Skribent. Det var

de gode Kampens Aar. Mange unge

Talenter bragte friskt Liv i vor Kunst

og vakte derved stor Forargelse.

Hørups Blad har sikkert nogen Andel

i, at Erkendelsen af deres Værd for

holdsvis hurtigt er trængt igennem.

Hvad et stort Flertal for tyve Aar siden

regnede for oprørende Kætterier, er

jo nu blevet Hvermands Mening.

Jeg skylder ogsaa Redaktør Gav-

ling Tak, fordi han i nyere Tviste-

spørgsmaal har givet mine kætterske

Meninger Husly. Den retledende Kritik

vil altid vinde Sjæle for Forstaaelsen

af Forskellen mellem Godt og Ondt.

Selv om det — af Aarsager, jeg ikke

behøver at udrede — gaar noget lang

somt.

Ved

Politikens

næste Jubilæum vil

jeg sikkert ogsaa

den sidst omstridte

Sag tælle lutter Meningsfæller.

Karl Madsen.

(14/3 1910),

Til Hans Geschæftighed

Hr. BaronPaiieRosenkrantz.

Anledning af hans »1 Terminen",

Jeppe Aakjær

er blevet vred

over en Artikel af Palle Rosen

krantz og sender ham gennem

Politiken

nedenstaaende polemi

ske Rimbrev.

Du kaster dig drukken

Gudernes Lag

og trutter paa Fløjten ved Na-t og ved Dag;

men kæreste Palle,

din Vin er kun Valle,

din Skæmt er en Skalla.

din Fløjte en Bag.

Du slæber ved Grimen det vingede Føl

og betler hos Musen en Skilling til 01<

Hvad bar du bag Vesten?

Jo, Sedler; men Resten?

kun Hulhed og Moll

Jenle, 9. Marta 1910,

Jeppe Aakjær,

(4. Jun i 1910).

E n s t o r O a g i d a n s k

F l y v e s p o r t s H i s t o r i e .

Den 3. Juni 1910 saås for

første Gang en Flyvemaskine

over Kjøbenhavn, idet Alfred

Nervø fløj fra Amager ud over

Havnen, ind over Byen og forbi

Raadhustaarnet. Den uforglem

melige Aften skildredes saaledes

Politiken:

Aftenen begyndte som saa mange

andre Flyveaftener, hvor Folk kom

mer dryssende uden rigtig at vide, om

der i det hele taget vil ske noget. Men

man havde i al Fald den smukke Af

ten at falde tilbage paa, en pragtfuld

Juniaften med klar Himmel uden en

eneste Sky, uden Spor af Blæst. Fæl

leden tog sig ud, som den la a der ind

rammet af Byens Taarne, nærmest

snoede Frelserens Taarn sig op

det

Blaa, næsten dækkende for Raadhus

taarnet. Nogle Ryttere og Ryttersker

galopperede over Plænen; Børn, hvis

nøgne Ben lyste, vadede rundt i Vand

hullerne.

Nervø havde sagt, at han vilde

komme ved 7-Tiden. Og han kom vir

kelig ogsaa hen ad

, iført sit berømte

ternede Tøj og sine grønne Gamacher

og med Cigaretten dinglende

Mund

vigen. Alle Flyvere lever i den herlig

ste Ubekymrethed med Hensyn til Ti

den; det forekommer dem, at i de faa

Minuter, de farer gennem Luften, hen

ter de det hele igen. Og de har Ret.

haanden kom til, var kun faa kendte,

Man saå Overlæge Forchhammer og

hans Hustru, den unge Skuespillerin

de, endvidere Flyveren Christiansen*

der susede ind paa Plænen i flot Bil,

Overretssagfører Sporon paa Cykle og

et P a r til. I øvrigt en stor Bunke

halvvoksne Mennesker, der i Iver

trængte sig helt op under Maskinen.

Noget Opsyn fandtes ikke eller i alt

Fald meget lidt.

Man maatte endnu vente adskillig

Tid. Et Tændrør var sprunget, blev

der sagt, i alt Fald tændte Nervø sig

en Cigaret til og havde stadig ikke

Hast. Solen gik ned, Taagen rejste sig

og gjorde Engen fugtig, Fødderne blev

kolde og vaade. Men nu var man jo!

en Gang kommet der.

Nervø starter flot og sile-

kert.

Og saa paa en Gang sker det. Nogle

improviserede

Amatør-Kontrolører,

hvorimellem den kendte Bilist

Richard

Petersen,

genner Folk bort, saa der er

Passage for Flyvemaskinen, og i samn

me Øjeblik, som den er ude af Skuret,

sætter Nervø K raft paa og piler hen

ad Sletten. Flottere Start kan ikka

tænkes. Et Sekund efter har Forhju

lene løftet sig, og ikke en Brøkdel af

et Sekund til — saa svæver han. Man

kan se det paa, at det ser ud, som om

han staar stille. Øjet h a r ikke mere

den grønne Plæne at maale Farten

med. Højere og højere, roligt og sik

kert følgende Banen glider Maskinen

lige over Tilskuernes Hoveder. Det er

mærkværdigt, man kan se det saa ofte,

man vil, men bliver dog ikke blaseret

derover. Ja, man føler det Sæt i sit

Indre, som kun Indtrykket af det Vid

underlige frembringer. Der er Da^

mer, der faar Taarer i Øjnene.

Under Turen indover.

Sære Rygter har imidlertid bredi

sig over Plænen; det hedder sig, at

Nervø har noget for. Og Tegneren

Storm-Peter.sen, der

er hans.Æortro-

lige, gaar rundt med en hemmeligheds

fuld Mine. Vil han til Sverige? Vil

han ud over Langelinje eller ind om

Raadhustaarnet? Foreløbig følger han

Banen, gaar blot endnu højere i Vej

ret. Men saa ser man, at Maskinen

bliver mindre og mindre. Det er aaben-

bart, at han fjerner sig. Men Øjet sø--

ger hjælpeløst paa den blegbi aa Him-!

mel et Støttepunkt til Sammenligning,

Man mere aner og slutter sig til, at

han fjerner sig, end man virkelig kan

det. Men Retningen kan man kon

statere. Han maa være ude over Refs-

haleøen, paa Vej til Langelinje.

Saa følger nogle Minuter, fyldt af

Forventning, af en forunderlig Spæn

ding og egen Ophidselse. Maskinen er

Mellem de Tilskuere, der efter-

(5/6 1910),

Friluftteatret i Dyrehaven under Aabningsforestillingen.

$ c e n e a f » H a g u a r l i t og S ign e» .

Dagen efter, at Friluftteatret i Ulvedalene var blevet aabnet,

bragte

Politiken

paa sin Forside følgende Linjer:

Det blev en uforglemmelig Aften, gribende ved den mægtige Naturstemning, der beherskede alle Sind, indholdsrig ved

den unge og stærke Kunst, der syntes^ skabt ud af selve Stemningen, født under de grønne Bøge og den matolaa Sommer

himmel, der hvælvede sig over Dyrehavens Bakker og Dale. De Tusinder, som oplevede dette ejendommelige Sammenspil

mellem dansk Natur og højkultiveret, frisk og levende Kunst, forstod ogsaa, hvorledes Naturen paa sælsom Vis forstærkede

Indtrykket. De mange smaa Tilfældigheder — en Fugl, som synger, nogle Kirkeklokker, dér kimer i det Fjerne, tilsidst

Duggen, som falder, og Tusmørket, der svøbte Ulvedalene i de lyse Sommernætters Dæmring — alt det, der sker efter hver

en skyfri og mild Skærsommerdag, føltes i Aftes næsten som en hemmelighedsfuld Indgriben af højere Magter. Den danske

Digtnings Muser og Gratier vaagede over Friluftscenen, og Tilskuerne tog hjem gennem den dunkle Skov

med.et

Eventyr i

Hjertet — en Skønhed var aabenbaret, en Klang af Ord og Musik skælvede endnu i de sidste hendøende Toner under Nat

himlea,

M y l i u s - E r i c h s e n s s i d s t e D i g t .

Brønlunds Afskrift af Mylius-Erichsens sidste

Digt, skrevet i Avgust 1907 og fundet hos Brønlund

hans Dagbog i Klippehulen ved Kap Bergendahl

Marts 1908.

Sang til Hjemkomst festen om Bord,

Dejlige Skib med den jernklædte Bringe,

favnet af Is og fortøjet ved Fjæld,

hjemme de kaldte dig ældet og ringe,

.* •

tynget til Vimpelknappen af Gæld.

Ja , du er gammel, stundom læk;

Egen — dit Tømmer fra Spryd og til Hæk —

h ar paa din Langfart dog frelst os i Havn,

du er vor Tilflugt fra Rejser og Savn,

Danmark

dit Navn.

Dejlige Hjem med Kahytter og Messe

og med din Hvalfanger-Udkig paa Mast!

Ude paa Dækket staar Værktøj og Esse,

højt Provianten er stuvet i Last.

T !

Længst gav du ud dine Ankre fra Klyds,

ikke der slingrer et Krus i Kabys,

glemt h ar den Søsyge Kvaler og Frygt,

Æ rterne,koger livsaligt og trygt,

.v.’

Groggen er brygt.

Dejlige Tid, n aar

Snestorm og Kulde

lunt indén Døre ved Kakkelovnsild

• -t. • -i ; .

sad til Bords med Tallerknerne fulde

og et Glas Rødvin — en billig og mild.

Kaffen blev skænket og tændt en Cigar,

— D

giver ud, naa r jeg ingenting har,

muntert gik Snakken, Humøret var godt,

selv en beskeden Menu syntes flot,

Skibet et Slot.

. . .

Dejlige Dag, da vi spændte for Slæde

og drog paa Opdagerrejse mod Nord!

Brat tog man Afsked med Vennernes Kæde.

rig nok paa Følelser, fattig paa Ord.

Haandtrykkets Varme er ej frosset af,

tidt har vi husket alt godt, I os gav,

lovprist jer, takket jer, længtes at se

livsgla,de Øjne bag al denne Sne —

gid det maa skel

Dejlige .Skib! Til din Hygge vi længes,

fjernt h ar i Armod og Fare vi rejst.

Nu svinder Solen og Vinteren strenges,

snart skal vi se dig — med Dannebrog hejst!

Og faldt tidt Sult og Forsagelse svært,

ét fik vi dog under Langfarten lært:

dejligt er Skibet, vor Tilflugt og Havn,

vaagne og drømmende, altid vort Savn,

Danmark,

dit Navnl

19. Avg. 1907.

Mylius-Erichsen.

L . M y liu s - E r ic h s e n ,