S_POLITIKEN_MINDENUMER

14__________________

Naar det hedder i vor vidunderlige

Riddervise „Aage og Else“, at den

Døde tager Kisten paa sin Bag (Ryg)

— saa hverken ler eller forarges vi.

Naar en Mand i fyrretyve Aar rent og

ærligt og ridderligt har tjent under

Kunstens og Sangens Fane — og naar

han antyder, at de yndefulde, ret sorg

løse og ret intelligente unge Kvinder

ogsaa har en Ryg (Bag) — saa kaldes

Grinet, Spottelysten eller Misundelsen

under Gevær i

Kjøbenhavn.

Rotterne gnaveri ------•

18. Oktbr. 1906.

Holger Draclimann.

P O L I T I K E N

(15/1 1908)

B r a c i im a n n o g E d i th .

Ved Drachmanns Død skrev

Charles Kjerulf

Politikens

Kronik følgende Skildring af

Digterens Forhold til Edith.

I Hamborg fejrede Drachmann i al

Stilhed sin 50aarige Fødselsdag. Mens

mange Hundrede Telegrammer strøm

mede sammen fra hele Verden, sad han

selv med Edith og fem nære Venner

om Festens Bord. Han var Rekon

valescent og lidt vemodig i Hu. Men

aldrig glemmer vi det Øjeblik, da Edith

satte Vindrue-Kransen paa hans hvide

Hoved, undseligt hviskede et Par stille,

begejstrede Ord og kyssede hans Kind

. . . den skønneste Apoteose af ham

og hans Digtning.

Den næste Dag fejrede vi fire „Ef-

terslet“ med en Landauertur langs

Elben til Ottos ældgamle, fornemme

Traktørsted

ved

Flottbecker-Vejen.

Hvidskurede Gulve, Brændeild i Ka

minen, skinnende Kobbertøj, Lysesta

ger paa Bordet og Jomfruer i Blanke

nese-Fiskerpige-Dragter til Opvart

ning. Mens Luften i Stuerne krydre

des af Birkebrændet, Vildtet og den

buketrige gamle Mosel, sank Solen i

Elbens Vande . . .

Men- saa m ild 'v a r dehne Oktober

aften, at vi kørte hjem i aaben Vogn

og sang Bellman hele Vejen. Hvor

var Drachmann lykkelig. „lilla, min

Ulla . . .!“ — sad hun ikke dér lys

levende ved hans Side, hende, han

nys havde digtet sin vidunderlige

„Bellman“ til . . . „Spasereturen“ .

Og hvor klang deres Stemmer ikke

sammen . . . hendes lille, mefalklingre

Røst — og hans høje, bløde, sprøde

Tenor, der vel var hæs og sprukken

— men dugged es som et Spejl af hans

varme Musikglædes Aande.

„Liksom en herdinna hogtids

klådd . .

Ak — Bellmans Skygge omsvævede

os visselig hin Efteraarsaften!

Deres Veje skiltes. Spørg ikke

hvordan . . . hvorledes . . . hvorfor

. . . Om Drachmann levede endnu og

blev spurgt inderst inde i Lønkamret

— han var maaske den, der sidst af

alle kunde give Svaret.

. . . Men Drachmann blev meget

ældre i de Aar — og „Flugten til Ame

rika“ gjorde ham kun rent tilsynela

dende yngre.

Om han glemte Edith? — Han hu

skede hende saa godt, at han for hen

des Skyld begik sin store „Skandale'

i selve det kongelige Teater, hin min

deværdige Aften, da „Vølund Smed'

blev opført for første Gang. Som et

jaget Dyr havde han flakket om paa

Ghristianshavns Vold under det meste

af Forestillingen — kom saa lige ind

paa Teatret mod dens Slutning og ba

nede sig Vej ned i første Parket, da

Tæppet var faldet, og Applavsen ikke

vilde holde op, før man havde set

ham.

Da var det, han slog kongeligt ud

med sin højre Haand — og der blev

i? diøst stille. Med høj Røst takkede

han „den danske Skueplads“ og dens

Kunstn v e , der havde ført Stykket

frem, men saa tilføjede han

og Rø

sten blev endnu højere og mere ind

trængende: „En Tak til og et Leve for

den store, noble Kvinde, der har in

spireret mig til dette Digterværk!“

Rent instinktmæssigt raabte man

„Hurra“ fra Gulv og Etager . . . men

stoppede forbløffet op . , . hvad var

det dog, den Mand havde sagt? —

Hvem var det, man raabte Leve for?

Raseriet var uhyre. Værre Sennop

havde Borgerskabet maaske aldrig

iaaet i Næsen. Men vi Faaf der kendte

ham og Edith, havde faaet Taarer i j (25/3 1908).

Øjnene og trykkede bagefter tavse hans

'A l f r e d O r e y f u s , J ø d e n .

Haand.

Sidenefter har man for denne

Skandale“s Skyld dynget Haan paa

Haan over ham og hende. De bar det

begge med hævet Hoved.

I Hovedstaden blev Drachmanns

60aarige Fødselsdag fejret med Pomp

og Pragt.

Paa selve Aftenen gik „Hr. Oluf

han rider“ for første Gang over Det

kgl. Teaters Scene. Drachmann sad

midtvejs paa anden Række. To Ræk

ker bag ham, og to Pladser til højre

for ham, sad en slank, lys Dame —

alene. Det var Edith.

Hun var saa stille som muligt taget

hertil og var nu rent ulykkelig over

at have faaet saa fremtrædende en

Plads, midt paa Gulvet. Hun havde

troet, at de helt lave Numre var Yder

pladser. Under hele Forestillingen sad

Drachmanns Venner med Hjertet i

Halsen af Skræk for, at han skulde faa

Øje paa hende. Det vilde ganske have

oprevet ham. Og den næste Aften skul

de han præsidere ved den store Raad-

husfest.

Som ved et Under . . han saa

hende ikke,. Men hvad nyttede det?

Han fik i hvert Fald næste Morgen at

vide, at hun havde været i Teatret og

straks var rejst igen. Og han blev ude

af sig selv. Alle Minder stormede ind

paa ham igen. Han var næppe sig selv

mægtig hin straalende Aften i Raad-

hushallen. Hans planlagte store Tale

gik i Stumper og Stykker, saa han

na^ppe fik sagt mere end det berygtede

å propos . . . en Kaadbed, der under

andre Omstændigheder ingen Rolle

vilde have spillet, men som nu sam

lede hele Opmærksomheden om sig.

Atter „Skandale“. — Stakkels Drach

mann!

Men Drachmann var saa elle-

skudt som selve Hr. Oluf. Han rejste

sporenstregs over Hals og Hoved til

Hamborg, fik en lang Samtale med

Edith . . . og vendte hjem rolig og

mild, venlig og god, men dybt vemo

dig-

Selv

paa Afstand kendtes Ediths

blide Hænder.

Det var i Sommer — Drachmanns

sidste.

Han laa paa „Aalborg Sanatorium“

— for blændede og stængede Vinduer

Vilde Ingen se. Intet vide. Ikke læse.

Ikke tale. — Vilde overhovedet ikke

have noget med „Livet“ at skaffe.

Alle Brevene til ham gik til Lægen.

Men en Dag kom ved eD Fejltagelse

et Brevkort — nordfra — ind mellem

min Post. En stilfærdig, jævn Hilsen

fra en god Veninde . . . Edith.

Der var kun faa Trappetrin mel

lem mit og Drachmanns Værelse . . .

men — saa svag og skrøbelig var han,

at han end ikke kunde taale denne

blide Hilsen — eller snarere den su

sende Hær af Minder, der uhjælpeligt

maatte følge i dens Kølvand.

Brevkortet gik til de mange andre

i Doktorens store Bunke.

Og nu . . . „Das Lied ist aus“. Men

Visens Omkvæd er — Edith. Og del

vil klinge længe.

Charles Kjerulf.

Bjørnstjeme Bjørnson

fulgte

med den største Interesse Drey-

fussagen og skrev flere Gange

om den i

Politiken.

Vi gengiver

en af disse Artikler, der frem

kom

Kroniken.

Da nylig Scheurer-Kestners Min

de blev forherliget foran det franske

Senat, i Luxembourgs Have, med et

skønt Monument og store Taler, læste

jeg i franske Blade Navnene paa en

Række Personer, som var til Stede.

Alfred Dreyfus’ stod ikke iblandt dem.

Saa læste jeg selve Talerne, ikke alene

fordi de i Sandhed var det værd, men

fordi jeg var blevet opmærksom. En

enkelt Taler gav Sagens Historie, men

ingen eneste af dem havde et Lovord

for Alfred Dreyfus. Clemenceau nævn

te ikke hans Navn.

Da tænkte jeg — og vist de fleste,

som læste Talerne — at Alfred Drey

fus havde lidt mere end Scheurer-

Kestner og alle de andre Forsvarere

tilsammen. Uden ham havde Scheu-

rer-Kestner ikke udrettet det Herlige,

som nu belønnedes, ej heller havde de

dømte ham en Gang til! For svag til

atter at indespærres gav han efter for

sin Families Bønner og tog mod Be-

naadning. Saa levede han nogle Aar

ugleset og haanet, indtil Sagen atter

kom for Frankrigs højeste Domstol-

Nu var denne sat i Stand til at kaste

Lys ind i Sagens mørkeste Krog, Al

fred Dreyfus blev endelig cg lysende

frikendt.

Men den Dag, han skulde genindsæt

tes i Hæren med den Grad, som hans

tolv Aars tabte Anciennitet nu gav

ham Ret til, gjorde de ham atter Uret.

Han skulde have været Oberstløjt

nant og blev kun Major. Saa meget er

sikkert, at havde han ikke været Jø

de, saa var denne ny Uret ikke tilføjet

ham.

Han blev to Aar i Hæren for atter

at godtgøre sin Dygtighed. Overalt

mødtes han med Agtelse. Men da han

indsaå, at med det lave Nurner, han

nu havde faaet, kunde han ingen K ar

riere gøre, indgav han sin Ansøgning

om Afsked. Og fik den skyndsomst be

vilget — af General Picquartl

Jøden generede.

Lad mig nu faa Lov til at frem-

(13/2 1908)

Da Ludvig Schrøder paa Askov

døde, skrev

Bjørnson

følgende

Mindevers i

Politiken:

Sørg, Bonde, din blide Apostel er død.

Hans sølverne Stemme i Sjælene gød

en Rigdom, som strakte for Livet.

Thi den blev til Kraft i det voksende

Land.

I Samtiden stod der vel næppe en

Mand,

som Bedre til Danmark har givet.

Bjørnstjerne Bjornson.

B j ø r u s i j e r u e B j ø r n s o n ,

Andre nu været til Stede for at uddele

Ros til Levende og Døde.

Hvorfor skulde denne Uret mod

Alfred Dreyfus føjes til al den anden?

Hvorfor skulde hine huskes og han

glemmes?

Lad mig dog minde om, hvad den

franske Stat har ladet ham gennem-

Han, Elsasseren, som sørgede saa

dybt over Tabet af sin Hjemstavn, han

anklagedes, en Dag han som dygtig

Officer stod og arbejdede i sit Kontor

i Generalstaben, for at have solgt For

svarshemmeligheder til sin Hjem

stavns Erobrere! Beviset var et Styk

ke Papir, som han ikke kendte det

mindste til. Han beskyldtes for at

have skrevet det- Omkring dette uægte

Bevis samledes efterhaanden en saa-

dan Hoben Falsknerier og Taabelighe-

der, at et P ar af de Mænd, som gran

skede dem, blev gale. Men Ofret for

den oprindelige Fejltagelse og de føl

gende

Nederdrægtigheder,

Alfred

Dreyfus, blev arresteret, tildels oprø

rende forhørt, vanærende dømt og de

porteret til en usund 0 under Ækva

tor, her indespærret i en særskilt byg

get, trang Hytte, omgivet af Palissa-

der. Han blev behandlet som pest

fyldt og smitteførende, bestemt til en

som Død.

Ingen havde Medlidenhed med

ham. Han var Jøde.

Imidlertid blev det opdaget, hvem

der havde skrevet det Dokument, han

var dømt paa. Sagen bragtes ind for

Frankrigs højeste Domstol, dette' urok

kelige Værn midt i alle det franske

Folks Storme og Forlis. Her blev han

kendt uskyldig og Dokumentet forelagt

en ny Krigsret, for at Kameraterne

skulde kunne give ham hans Ære til

bage. I Stedet for gav Krigsretten sig

ulovlig i Kast med den hele Sag og

hæve et enkelt, afgørende Øjeblik i

hans lange, forfærdelige Martyrium.

Deraf vil fremgaa, hvem Alfred Drey

fus egentlig er.

Han laa paa Djævleøen syg af den

skrækkelige Hede, af Sorg og Savn.

Han kunde ikke røre et Lem, uden al

Sveden sprang frem, han kunde ikke

spise, det begyndte at gaa paa Livet

løs. Da kom de og lagde ham i Læn

ker. Han bad om at vide hvorfor; men

det var dem forbudt at svare. Disse

Lænker blev i hans syge Fantasi til

lange Orme; de snoede sig om ham for

at suge i sig hans sidste Rest af Liv.

De var kastet ind over ham af ukend

te Menneskers Ondskab. Men da re j

ste hans Vilje sig til Kamp! Han

maatte ikke, han turde ikke dø; det

var at forraade sin Hustru, sine Børn,

som maatte fortsætte Livet med uplet

tet Navn. Det gjaldt at holde ud, til

hans Uskyld skinnede igennem.

En Kristen vilde i et sligt Fortviv

leisens Øjeblik have samlet al siii

Kraft i Bønnen og i dens Flammer

steget for den Højestes Trone for at

reddes. Miraklet*

Men Alfred Dreyfus’ Indbildnings

kraft og Vilje søgte Slægtens Kilde

væld og Livsløb, øste Styrke af Livs

sammenhængen og Kærligheden. Hans

grænseløse Kærlighed frelste ham.

Er det ene et Mirakel, saa er det

andet det ogsaa. Er Gud i det ene,

saa er han ogsaa i det andet.

Der vil komme den Dag, da dette

ophøjede Eksempel paa Uskyldens

Kraft, paa Slægtkærlighedens sejren

de Kamp vil staa i Skolens Læsebøger

Men jeg vil minde om en Ting til.

Hvad gjorde, at først Lazarre, siden

Scheurer-Kestner, Joseph Reiuach,

Zola og hans Venner blev saa dybt

overbevist om Alfred Dreyfus’ Uskyld

at de satte deres gode Navne, deres

Ejendom, deres Liv ind for ham? Ikke

alene Opdagelsen af, hvem der havde

skrevet det saakaldte „Bordereau";

det gjorde meget; men det Indtryk, de

fik af hans Familie, ved Selvsyn eller

gennem andre, af en Hustru som Lucie

Hadamard, af en Broder som Mathieu

Dreyfus, af saa udmærkede Menne

skers agtelsesfulde, inderlige Kærlig

hed til den ulykkelige Alfred, det ild

nede dem, det gjorde deres Overbevis

ning urokkelig. Paa denne faste Borg

af Hæder opbyggede de deres Under

søgelser; fra den sendte de ud deres

lysende, glødtændende Forsvar.

Alfred Dreyfus er nok værd at

mindes endnu i Dag.

Denne Kamp naaede andre og

større Resultater end hans Friken

delse.

Det første Resultat var at hans h er

lige Forsvareres Tro og Geni rev hele

den civiliserede Verden med sig. Den

blev P art i Sagen 1 Det skete under

den voldsomste Protest af det store

Flertal i Frankrig, af næsten hele den

franske Presse. De vilde have Lande

grænserne respekterede: „Hvad har I

med vor Sag at bestille?“ Men Græn

serne blev nedbrudt, alle stormede ind,

ingen Modstand holdt. Verdensrøsten

overdøvede alt: Her krænkes Retfær

digheden!

Jeg tænker, at dette skete for før

ste Gang i Historien. Jeg tænker, det

er Indledningen til en Samhørighed af

alle de Tusind aarvaagne Viljer, som

ingen Landegrænser længer kender,

naar Nød og Geni forstaar at raabe.

Det andet store Resultat var, at

Dreyfussagen har fremskyndet Stateu

og Kirkens Adskillelse. Havde den

overordnede Gejstlighed ikke her taget

Parti med Nationalisterne, med Hær

ledelsen, med Monarkisterne; havde

deres Nederlag ikke været saa knusen

de, saa havde Adskillelsen endnu en

Stund ladet vente paa sig og kanske

kommet i andre og roligere Former.

Den Glans, som Frankrigs Førerstil

ling nu kaster — vi véd Alle, hvem

der først og fremmest har Æren for

den. Men hvorfor skal han, som ved

sin Uskyld, sin uhørte Lidelse, sin

moralske Kraft gjorde Modstandernes

Uret'saa meget større og derved Frem

gangen for de Sejrende saa meget let

tere og fyldigere, hvorfor skal han ka

stes tilbage i Mørket?

I Gambridge i Massachusetts stod

jeg under det Træ, hvor Georg Wa

shington havde overtaget Komman

doen over den lille Hær, som skulde

vokse og skabe Amerikas forenede

Stater. Jeg fik at vide, at det første

Træ, det, som havde været det virke

lige Vidne, længst var uddød; det var

Træets Søn, jeg stod under. Naar det

døde ud, skulde Sønnesønnen indtage

Pladsen. Thi det Vidne skulde være

æret i tredje og fjerde Led. Hvorfor?

Fordi Amerikanerne ærede sig selv

ved at ære Vidnet til noget saa lykke

ligt for deres nationale Liv.

Men Alfred Dreyfus er da mere

end et dødt Vidne, eller det døde Vid

nes Søn. Han er den endnu levende

Aarsag, værdig at være det.

Frankrigs ledende Mænd burde

hædre sig selv ved at hædre ham,

uden hvem næppe nogen af dem nu

var i deres Stillinger.

i. O k t b r #

= - ■ ■ ' -

—

'V. .

Men i hvert Fald slaar jeg fast, a t

længere er vi ikke komne, end at dette

kan ske. Det kan ske, fordi selve det

Folk, som utvivlsomt har den højest

udviklede Æresfølelse, foruden at det

er det fordomsfrieste, fordi selv det

endnu er saa bundet af

slet

religiøs

Tradition. Det stødes ikke, det forar

ges ikke ved, at en uskyldig Mand*

som Staten h ar forbrudt sig saa stærkt

imod, at det blev Aarsag til vigtige Ro

former og samlede Verdens hædrende»

Opmærksomhed, om hans Navn, det

stødes ikke, det forarges ikke, naax

i han nægtes fuld Oprejsning — thi h a a

er Jøde.

Bjørnstjerne Bjørnson,

(9/9 i 908)

B a A lb e r t i m e l d t e s i g

s e l v t i l P o l i t i e t .

£n enesiaaende Scene paa

Domhuset*

Den fantastiske Scene, døf

foregik paa Domhuset, da Alberti

meldte sig til Politiet, fandtes

gengivet saaledes i

Politiken.

I Gaar Formiddags Kl. 10

saaa

Gehejmekonferensraad

Alberti

komme

gaaende gennem Lavendelstræde og Slut-

terigaarden under

Sukkenes Bro

og dreje

om Hjørnet til Nytorv, hvorpaa han steg

op ad Domhusets brede Trappe.

En af hans Bekendte, der hilste paa

ham, meddeler os, at Alberti førte sig

rank som sædvanlig. Der var i hans

Holdning ikke det ringeste, der kunda

tyde paa, at han faa Øjeblikke senere

vilde overgive sig til Politiet og Fængslet.

Idet Alberti traadte ind i Opdagelses

politiets Vagtlokaie, lejste Betjentene sig

op og hilste med den Ærbødighed, som

var naturlig over for den forhenværende

Justitsminister.

I dette Lokale findes bag nogle tarve

lige Skriveborde et Par Bænke, hvor man

anviser foreløbig Anholdte Plads, medens

der tages Rapport. Som sædvanlig sad

her et Par sølle Fyre, Løsgængere, Bet

lere eller Smaatyve, som til en menig Be

tjent lettede deres Hjerte for, hvad da

havde bedrevet. Der standsedes i Rap

port-Optagelsen, og alles Øjne hvilede paa

den sjældne og fornemme Gæst.

Gehejmekonferensraaden spurgte efter

Opdagelsespolitiets Chef, Politiinspektør

Madsen,

men fik det Svar, at Politiinspek

tøren ikke var til Stede. Han bad saa

om at maatte tale med Souschefen og

vistes ind i Overbetjent

Jacobsens

lille

Kontor. Her modtoges han med samma

udsøgte Opmærksomhed og sikkert med

ikke mindre Forbavselse end udenfor.

Døren lukkedes. Og endnu før Eks-

cellencen havde taget Plads paa den Stol,

Overbetjenten bød ham, fremkom han med

sit Ærinde, idet han kort og godt erklæ

rede:

— Jeg kommer for at melde mig til

Politiet som skyldig i Bedrageri og

Falsk.

Da var det Overbetjenten, der uvil-

kaarlig gik et Skridt bagover og satte sig

i sin Stol.

Han telefonerede derfor

straks til sin Foresatte, Politiinspektøren,

der var hjemme i sin Lejlighed paa Fre

deriksberg for at spise Frokost Men Al

berti ønskede straks at afgive Tilstaael-

sen og spurgte Overbetjenten, om han

vilde være saa god at tage Rapport,

Tilstaaelsen.

Overbetjenten nedskrev da i en gansk*

kort Rapport, hvad Alberti meddelte.

Meddelelserne gik ud paa, at Bedrage-

Over den Tribune i Luxembourgs

rierne var paabegyndt allerede i 1894,

Have, hvorfra Taknemmelighed ud- ' altsaa for 14 Aar siden, og at de efter-

strøedes i saa rige og veltalende O rd ,|haanden var blevet mere og mere omfat-

over den Tribune saa vi andre* et Sejl

udspændt, hvorpaa stod: „Utaknem

melige er

“

Nu véd vi Alle, at intet andet Folk

Det var Den sjællandske Bondestands

Sparekasse og Smøreksportforeningens

Midler, han havde anvendt. Han havde

disponeret over deres rede Penge og de-

. .

, , res Fonds og havde gennem Aarene afend det franske havde formaaet at , ,

, „

eim uci

balanceret

Kasserne efter hinanden. Ef-

driveen uretfærdig Dom frem til to terhaanden var de besvegne Beløb vokset

Ganges Revision. Intet andet Folk har til et Omfang af, saa vidt ban selv kunde

et saadant Overtal af uafhængig In

telligens med hensynsløst Mod.

Men hvorfor saa slutte, før den

Ulykkelige fik sin fulde Æresoprejs

ning? Hvorfor ikke værne om hans

Anseelse?

Dé, som paa hans Uskyld og bram

fri moralske K raft havde vundet et

saa stort Overskud af Ret, af Magt, af

Indflydelse, at de selv kom

Spidsen

for Statsledelsen — hvorfor skulde de

fra disse Højder give ham et lille

Spark, for at han skulde falde ned

Ubetydeligheden og Tavsheden?

Han var Jøde; det er Sagen. Paa-

skønne, 9 Millioner Kroner. For at dæk

ke Bedragerierne havde han i de senere

Aar indladt sig i store Spekulationer i

oversøiske Papirer, navnlig i Guldmine

aktier, men i Stedet for paa denne Maade

at finde Dækning havde han tabt meget

store Summer. I det hele var Millionerne

gaaet tabt hovedsagelig gennem fejlslagne

Spekulationer.

Alberti overrakte Souschefen et Doku

ment, der viste sig at være et Depositums-

bevis, tilsyneladende udstedt af Privat

banken og underskrevet med Direktø

rerne Withs og Larsens Navne, de to

Bankens Direktører.

— Dette Depositumsbevis, sagde

berti, er falsk.

Beviset lød paa de 9 Mill. Kr. og ud-

,sagde altsaa, at der i Privatbanken af

skudet lød: Frankrig maa have Ro; d e t,BOTae3tandens SpareUasss

var deponeret

taaler ikke mere af høre Jødens Navn.

obligationer til dette Beløb. Det er dette

Jeg tror det ikke,

¡Bevis., Sparekassens Revisor! Hr,