S_POLITIKEN_MINDENUMER

P O L I T IK E N

I. Oktbr,

(12. September 1894)

Storkespringvandets Opstil

ling paa Amagertorv gav Anled

ning til en mærkelig kjøben-

havnsk Bevægelse, der endte

med, at mange Tusinder Menne

sker Aften efter Aften samledes

om det og nidstirrede det. Kunst

værket skildredes saaledes i

Politiken:

Aldrig har noget Monument paa en of-

tentlig Plads været Skive for saa mange

bidende Bemærkninger som Sølvbryllups

springvandet paa Amagertorv. Den Nat,

Plankeværket faldt, og Kunstværket traad-

te frem, vakte det straks en Storm af Lat

ter. Det var ikke just de langbenede, for

sultne Storke, man lo ad, skønt Storken

for den kjøbenhavnske Folkebevidsthed —

i Modsætning til, hvad Tilfældet er paa

Landet — staar som en halv komisk Fugl.

Kvad der vakte Lystighed, vai den hele

løjerlige Tingest: Tudserne, Skræpperne,

de spæde Vandstraaler og Salatfadet med

de afstikkende Muskedonnere, der minder

stærkt om Bismaroks tre Haar. Alt det

lo man ad den første Aften, og da en gal

Mand straks efter Afsløringen trak Tøjet

af og tog e* Bad i den underste Kum

me, saa blev Nattevandrerne saa henrykte,

at de uden Hensyn til Alder og socialt

Trin tog hinanden i Hænderne og dan

sede en Sekstur rundt om Storkereden.

Dog det maa nu vistnok indrømmes,

at selv om en genial Kunstner havde skabt

et Mesterværk til denne Plads saa var

, heller ikke det gaaet Ram forbi. Vi næ

rer jo Alle en dyb Uvilje imod, at noget

Nyt viser sig og sønderriver Billeder, der

er os kære som f. Eks. Billedet af det

lille T

otv

. Ethvert Monument paa denne

Plads vilde have haft en stærk Uvilje at

kæmpe imod. og det Monument, der staar,

er af iøjnefaldende Grund segnet under

Uviljen. Hertil har ogsaa bidraget, at

Pladsen er saa kneben, at man kommer

Monumentet lige ind paa Livet, og at det

staar paa et Sted, hvor Mængden uvilkaar-

lig standser, og hvor vittige Bemærknin

ger bæres bort i den støjende Færdsel.

Saaledes er det gaaet til, at Storkereden

hurtig er blevet inddraget i Latterlighe

dens Atmosfære. Ingen ægte Kjøbenhav-

ner kan gaa forbi dette Springvand, der

ikke sprinorer,

at komme i

HllTIØ’'

nvor er dei

oiui.gt

at Devare sin

Alvor, naar man f. Eks. en Nat ved Tolv

tiden kommer over Amagertorv og ser en

tyk Herre paa Bicykle køre rundt om

Storkereden, skarpt fikseret af et Par

andre Herrer, der i Spænding noterer

Omgangene. Den Tykke skal 100 Gange

rundt, og da han ikke generer Nogen paa

den stille Gade, lader Betjenten ham fort

sætte sit besværlige Løb. Derimod har Po

litiet gjort en Ende paa en anden Folket

forlystelse, som bestod i ved Nattetide , at

køre rundt om Springvandet i Droske. I

Dagene efter Sølvbryllupet hed det stadig

til Kuskene, der havde Holdeplads i Nær

heden: „Timekørsell Rundt om Storkene!“

Og saa begyndte der en Køren rundt, som

først sluttede, naar den arme Hest fik

Kuller. Disse Adspredelser, der selvføl

gelig kun fandt Sted om Natten, bragte

Politiet i Bevægelse. To Betjente fik som

særlig Opgave den at holde Vagt ved Stor

kereden, og der har været Nætter, da dis

se Betjente har ønsket Storkene derhen,

hvor Peberet gror, eller dog i det mindste

til Ægyptens Land.

Men hvor godt de end har passet paa,

er det ikke lykkedes dem at forhindre

Folk i at sætte Fisk og andre Dyr i Vand-

kummen. Først havde nogle Prangere

værtt paa Spil og udsat’to Aal, eom de

glade Gadedrenge pilkede efter og søgte

at faa fat i med Hænderne, indtil man fik

Kummen tømt og Aalene af Vejen. Saa

var der Nogen, som havde moret sig med

at udsætte Krebs og Hummer, og endelig

har man de sidste Dage set et Par tykke

Blodigler svømme om i Vandet. Man for-

staar derfor, at Kummen ikke opfylder sin

Bestemmelse som Drikkevandsbeholder. Til

stor Glæde for Drengene og for Bybudene

blev der for nogen Tid siden rundt om i

Kummen anbragt flere flade Drikkeskaale,

og det vakte Jubel, saa ofte en af Bro

læggerne, der arbejdede i Nærheden, kom

hen med Snapseflasken i Baglommen og

højtideligt drak sig en Snaps med Vand.

Saa mange Projekter, der i Tidens Løb

har været fremsat til Restavrering af Ve

nus fra Milo, saa mange Projekter frem

sættes daglig til Forbedringer af „den lille

Genstand“. I Almindelighed er der Enig

hed mellem Tilskuerne om, at Tudserne

og Skræpperne er malplacerede, og at

Storkene, der staar og skeler saa under

ligt og blinker saa løjerligt med Øjnene,

burde flyttes op i Salatfadet, som da først

vilde bleve forvandlet til en rigtig Storke

rede, navnlig om man anvendte nogen

Strøelse. Blev en saadan Ændring gen

nemført, kunde det jo ogsaa hænde, at

Kunstværket, der nu staar til ingen Nyt

te, kunde friste en forbiflyvende Storke-

familie, og sammen med Tudserne, Aale

ne, Krebsene, Hummerne og Blodiglerne

vilde det hele udvikle sig til et smukt lille

Menageri. Foreningen til Kjøbenhavns

Forskønnelse, der dog maa. siges at have

løst sin Opgave, kunde til den Tid antage

Navnet Foreningen til Krybdyrenes Be

skyttelse,

Index.

(30. Juni 1894).

En S k a n d a l e ,

En i sin Tid meget omtalt

Skandale, i hvilken en Højre-

Journalist spillede Hovedrollen.

Gennem

Rite. Bur.

har vi i Gaar mod

taget følgende Telegram fra Rande s: Ved

Landmandsforsamlingens Festbal i Aftes,

i hvilket de kongelige Herskaber deltog,

mødte Journalist

Henrichsen

(Repræsen

tant for Højres Generalkorrespondance)

med en Variété-Sangerinde,

som blev ud

vist.

Landmandsforsamlingens Komité

har i denne Anledning tilskrevet vedkom

mende Journalist saaledes:

„Hr. Journalist Henrichsen!

Efter hvad der berettes, har De i Gaar

paa Landmandsforsamlingens Festbal ind

ført en

Variétédame.

Deres behagelige Er

klæring herom udbedes, og i

bekræftende

Fald det Dem tilstillede Partoutkort til

bagesendt.

Paa Landmandsforsamlingen i Ran

ders, den 29. Juni 1894.

I Formandens Fraværelse:

Poulsen,

Næstformønd“.

Politiken

har senere fra

Avisens

Redak

tør, Hr.

Fr. Hansen,

modtaget neden-

staaende:

Da Cand.

H. N. Larsen

ligger syg af

Gigtfeber, tillader jeg mig paa hans Vegne

at oplyse Følgende i Anledning af, at

Ritzaus Bureau har udsendt Telegram om,

at Journalist

Henrichsen

(Repræsentant

for Højres Generalkorrespondance) var

mødt paa Kongeballet med en

Variété-

sangerinde,

der blev udvist.

Generalkorrespondancens ansvarlige Re

præsentant ved Landmandsforsamlingen ex

Redaktionssekretær

Just-Nielsen,

Kjø'ben-

havn. Han har kun benyttet Hr.

Henrich

sen

til Medhjælp og Afskrivning.

Ærbødigst

Fr. Hansen.

Saa vidt Red. Fr. Hansen. Som Sup

plement meddeles os fra troværdig Kilde,

at hvorledes end d’Herrer

Just-Nielsen

Henrichsen

har fordelt Arbejdet og Ansva

ret imellem sig, saa er Hr. Henriohsens

Adgangskort til Landmandsforsamlingen o.

s. v. udstedt til ham som Repræsentant

for

Højres Generalkorrespondance,

hvor

imod Hr. Just-Nielsens Kort lyder paa

„Avisen“s Repræsentant

(8. Januar 1898.)

R u m p - S p r o g .

Justitsminister Rump, der

havde, forbudt Opførelsen af

Cavlings „Den vestindiske Sol

dat“, forsvarede sig mod An

greb i en Skrivelse, holdt

snørklet Kancellisprog.

Peter

Nansen,

der karikerede dette

følgende Satire, gav derved An

ledning til Betegnelsen „Rump-

Sprog“.

Deres Excellence! Ved til Censoren ved

Privatteatrene paa Foranledning af en af

ham til Dem angaaende et til ham af Di

rektøren for Casino til Bedømmelse ind

sendt Skuespil indgaaet Forespørgsel, for

anlediget ved en hosfølgende, af Finans

ministeriet fra Guvernøren over de dansk

vestindiske Øer modtaget Skrivelse, inde

holdende Besværinger over omtalte Stykke

af nævnte Guvernør for ham og de af ham

administrerede Øers Administration for

modede ærerørige og, med Hensyn til be-

mældte Øers indre Forhold overhovedet

udæskende Karakter — at lade tilgaa et

Svar, der i Henseende til saavel Indhold

som Form, endog under Henblik paa sæd

vanlige kongelig danske ministerielle Til

kendegivelser vedrørende dels vanskelige

og delikate, mer eller mindre geheime An

liggender, dels og saadanne for Offentlig

heden bestemte og derfor i et passende,

tankevækkende Sprog affattede Kundgø

relser, turde gøre Krav paa at anses for

noget af det smukkeste og mest vellykkede,

der siden højsalig Kong Frederik den

Sjettes Velmagtsdage er fremkommet, til

lader Undertegnede sig at andrage paa,

at der gennem Ministeriet for Kirke- og

Undervisningsvæsenet maa blive henstillet

til samtlige lærde og kommunale og pri

vate Skolers Bestyrere at gøre Børnene

bekendte med den af Justitsministeriet

ved Deres Excellence angaaende den af

Finansministeriet ved Censoren for Pri

vatteatrene til Dem indgaaede Besværing

til ham afsendte Skrivelse, samt foran

stalte denne af Børnene indøvet og lært

som et nyt Fag under Titlen dansk Rump-

Sprog.

Ærbødigst

Clemmensen,

pens. Kopist.

(25. Februar 1898).

E m i le Z o la .

Dommen over Emile Zola i

Anledning af hans berømte Brev

„J’accuse“ inspirerede

Otto Ben-

zon til nedenstaaende Digt i

Poh-

tiken:

Verden har Ret!

Han duede ikke.

Han talte Sandhed.

Saa slog de ham ned.

Verden har Ret,

Verden er de Mange.

De Mange er de Stærke.

De Stærke har Ret.

Men den Tid kommer,

hvor han vil sejre

over de Mange,

han, som de slog.

Og Verden vil sige,

at de, som slog ham,

duede ikke.

Og Verden har Ret.

24. Februar 1898.

Otto Benzon.

han Tyren med Dugen, og derpaa

stikker han fire Gange forkert. Har

man kendt Magen. De to Gange bli

ver Klingen siddende i Dyrets

R.yg,

men den vrikkes ud igen under Dyrets

Spring. Stikket skal ringe nøjagtigt

paa et vist Sted, og Espadaen skal

staa foran Tyren i en vis Position.

Han katalepserer Tyren med den røde

Dug, og naar den lam af Raadvildhed

og Tvivl staar stille, maa han skynde

sig at stikke. Han kommer skidt fra

det, og Publikum tilraaber ham sin

Haan. Jeg finder ogsaa, at det er

malpropert Arbejde, og raaber: Eieur

dige! ned over Hovedet paa ham. Fem

te Gang takker Fanden ham for, at

Stikket er bravt — han gaar tilbage

uden Applavs, dygtig forlegen og

skamrød.

Kaardehæftet og et P a r Tommer af

Klingen sidder over Tyrens Ryg. Re

sten befinder sig alendybt i dens In

dre. Nu er det, vi skal se, om Stødet

er fint — hvor længe kan Tyren gøre

det? Den vrider sig, staar stille og

bugner Ryggen op. Blodet vasker og

pladrer ud af Munden fra den indre

Carl Ewald.

(30. Maj 1898).

l y r e n ,

I et Rejsebrev af

Johannes

V. Jensen

fandtes nedenstaaen

de Skildring af en Tyrefægtning,

der allerede er klassisk

Lite-

raturen.

Tyren er nu ikke saa lidt forpu

stet og anstrengt, den gisper, de blod-

let rede Sider bælger ud og ind, og

Tungen hænger lam i Flaben paa den

ligesom paa en kinesisk Nikkedukke.

Men derved faar Tyren et adræt og

fiffigt Udtryk, omtrent som en Hund,

man leger med, og som i sin Iver

glemmer at beherske Tungen. — Der

falder en Mathed over Forestillingen;

i den Mellemtid er Tyren henne og

snuse til Døren, den er kommet ind ad;

den vender Hovedet paa Skakke og

kigger paa Riglerne som en Tegning

af Oberlånder — mon den Dør ikke

kunde blive lukket op? Nej! Det er

ikke Hensigten. Ingenlunde. Mata

dorerne jager den ud paa Sandet igen.

Nu søger Tyren at undvige ved at

springe over Barrieren — et uventet,

dejligt Spring af et Klovdyr, der gaar

uvilkaarligt en Krusning op over Til

skuermængden. Men Tyren naar kun

ind i en Løbegang, hvorfra den straks

gennes ud igen.

Foran Præsidentlogen staar Espa

daen Enrique Vargas med blottet Ho

ved og vender sit glatte Klerkeansigt

i Vejret. Han beder om Lov til at

ende Legen. Han behøver ikke at be

de derom, det er kun en Formsag.

Hvis han derimod vilde bede om at

maatte skaane Tyren . . . Enrique

Vargas beder ikke om

det

— han har

maaske Kone og Børn.

Saa gaar han med Kammertjener

pas frem paa Sandet, i venstre Haand

har han en ildrød Dug, og i højre bæ

rer han Kaarden i delikat, vandret

Linje. Først udmatter og forvirrer

Forblødning. Tyren ser uforstaaende

og maabende ud, den knejser Halsen

højt tilbage for at koncentrere sig om

Smertestedet — og da denne Stilling

er egnet til det, brøler den en Gang —

Mu! — Gennem Ens Bevidsthed gli

der et løst Spind af Sommerstemning

— grøn Eng og rindende Aa og det

fjerne Bu af et Høved. Lidt efter be-

slaar op og raser løs — jager alle

som én over Barrieren. Den staar

lidt og glaner op til dem, og — ja saa

lægger den sig ned, gør den, den læg

ger sig lige ned. I det Sekund, den

har Ro, føler den sig en Smule kom

fortabel, den slikker sig et P a r Gan

ge op i hvert Næsebor og gør en Syn

kebevægelse — føler maaske Trang til

at skyde en Foderbolle op og drøvtygge

den, men nu hopper de allesammen

ned til den og smækker den over Øj

nene med Kapperne. Tyren vender

Hovedet fra og til og sitrer med Øjen-

laagene. Rejser sig saa, siden den

skal, og staar og sejler. Rystes af en

Dødsgysning og hoster klumpet Blod

ud paa Jorden. Vifter og fejer med

de afmægtige Horn mod Matadorerne.

Og det kluntede Hoved duver, den bli

ver saa mat.

Først da Tyren falder kort om paa

Siden, lader Matadorerne den i Fred.

Staldknægtene maa desværre til —

det er en slet Estokake. To, tre Gan

ge hakker de Kniven i Tyrens Ryg

marv, og efter nogle Minuters K ram

pe dør den. Nu kommer Staldknæg

tene ind med Forspand, og de døde

Dyr hales i Galop tværs over Arenaen,

de slæber slapt paja Siden — Hu hej,

det er en Triumf at se.

Johannes V. Jensen.

(29. Maj 1898).

Et af

Mylius-Erichsens

første

Digte i

Politiken.

I. Pinsemorgæn.-

Nu stiger Pinsesolen over de grønne Trær,

Luften er saa lind og lun, og Duggen

siver i Mulde,

alle Øjne, som aabnes, de kigger til

Vind og Vejr,

de ser den dejlige Verden ligge i festligt

Skær

og bliver saa barnligt store og blanke

og længselsfulde.

Bort fra de trange Gader baster et

Mennesketog

ud til Skovenes Hvælv af Bøge, Graner

og Birke,

der skal de læges de Vunder, den golde

Vind forslog,

Pinse-Messe skal læses af Livets

Bibel-Bog,

der, i Naturens egen bimmelkuplede Kirke!

Ja, nu er Sommeren inde, og Dagen er

lys og lang,

det dufter i lysende Nætter fra

blomstrende Gærder og Gavle,

alle amaa Hjerteblade de svulmer i

sælsom Trang,

ud over funkle Veje brister der Suk og

Sang,

og alt, hvad levende er, skal parres,

elske og avle!

Mylius-Erichsen.

(27. Januar 1900.)

B r y g g e r J a c o b s e n s

Johannes V. Jensen«

gynder Tyren at dingle. Matadorer

ne lader den ikke dingle, som det kan

falde sig, de bliver trofast ved at krese

om den med Kapperne, og den hug

ger sit mangekantede Hoved om efter

dem og voltigerer, saa godt den kan.

Pludselig kommer den i Tanker om

den Stalddør igen, den faar Følelsen

af at ville hjem og skridter af Sted

som en Mand, der bærer sin Kæfert

lidt vidtløftigt, men dog i bestemt Ret

ning. Tyren faar ikke Lov til at slaa

ind paa nogen Retning, den jages

rundt og gør i sin Fortvivlelse et sidste

Forsøg paa at male Knoglerne i Kvas

paa; et af Menneskene. Saasom den

er svimmel og ør, passer den ikke paa

sipø Øjne, og Kapperne smælder med

Fligene mod de skære Øjenstene.

— J a ja, giv Stunder, • . Tyren

Brygger

Jacobsen

tilbyder i

følgende Brev i

Politiken

det

norske Nationalteater at købe

Sindings Statuer af Bjørnson og

Ibsen.

Nationalteatrets Direktion^

Kristiania.

Af en i Kristiania bosiddende Dansk

erfarer jeg, at Professor Sindings to Dig

terstatuer ikke vinder Bifald hos det nor

ske Publikum, og at der har været Stem

ning for ganske at fjerne dem.

Det er naturligvis en Fejl af en Mand,

naar han ikke læmper sine Frembringelser

efter det Publikums Smag, for hvem de

er bestemte; men det afficerer jo ikke et

Arbejdes Kunstværdi, om det ikke tilfreds

stiller en Købers Fordringer, i Fald det

ellers virkelig er fortræffeligt.

Medens der saaledes synes at være væ

sentlige Indvendinger imod at opstille Sin

dings Figurer i Kristiania, saa maa det

fra anden Side erkendes, at de som Kunst

værker endog er særdeles fremragende —

jeg for mit Vedkommende vil være lyk

kelig, hvis jeg kan erhverve dem for mine

Samlinger.

Saa vidt jeg har forstaaet min danske

Ven, vil baade Teaterdirektionen og Bjørn

stjerne Bjørnson selv ikke modsætte sig en

Flytning eller Bytning. Skulde dette be

kræfte sig, og hvis heller ikke Ibsen har

noget derimod, at Statuerne borttages, da

tilbyder jeg

at købe dem begge for den

Sum, de har kostet;

eller, hvis man maa

ske ikke vil „sælge“ dem, da

for den sam

me Sum at bestille et Par nye Statuer hos

den norske Billedhugger, som man maatte

udpege.

Paa denne Maade vilde baade Kri

stiania og min Ringhed, hver for sig, faa

de Statuer, som de synes bedst om.

, I

det Haab, at den højtærede Teater-

direktion vil tage dette Forslag under vel

villig Overvejelse, er jeg

med Højagtelse

Dr. h. c

.Carl Jacobsen

Medlem af Kunstakademierne i Kjøben-

havn og Antwerpen,

(15. Juli 1900.)

B a r n e p i g e n .

Den første af den lange

Ræb*

ke sociale og pædagogiske Skit

ser,

Carl Ewald

offentliggjorde

Politiken.

Hun spurgte mig en Dag, hvad

Klokken var. Da hun fik det at vide,

forstenedes hendes Ansigt i Rædsel,

Saa fo’r hun løs paa sine tre Børn og

slæbte dem sammen og af Sted, som

var det Lam, der skulde til Slagte

bænken. Den mindste vrælede, som

havde hun allerede Kniven i Halsen;

den mellemste saå sig fortvivlet bagud!

efter et paabegyndt Legeværk., faldt

over sine egne Ben, fik Skænd og

Dask; den største pryglede løs paa

Pigen med sin Pisk og skældte hende

for det værste.

Pigen selv halede af Sted uden at

se til højre eller venstre . . . hun

skulde være hjemme til bestemt Tid

og havde jo ikke noget Ur.

Siden har jeg set hende mange

Gange.

Naar hun trøster for et stødt Knæ

eller skænder for et flaaet Bukseben.

Naar hun hjælper til Besørgelsen af

et lille Ærinde bag et lille Træ, synger

en Almue-Vise med sin Almue-Steea-

me, pjatter med Kollegerne, tager mod

grov Kur af Gadens Kavalerer. Jeg

har mødt hende, naar hun gik i Byen

. . . Kokkepigen befalede hende at

skynde sig, Fruen bød hende tage Bør

nene med, saa det blev hende umuligt.

Jeg har set hende lyve for Fruen, jeg

har set hende tage mod en Overhaling

af Fruen . . . Saa lumpne de saå ud

begge to.

Jeg har ogsaa set hende sidde og

stirre med fjerne Øjne og aaben Mund.

En Aften saå jeg hende styre ind i

Porten til en Dansesalon med en Ven

inde under hver Arm og utrolig Blæst

i Skørterne.

Hun er seksten Aar, lys og pæn og

dømt til Undergang. Der sidder Hun

drede af hendes Slags paa Boulevar

dens Bænke, i Ørstedsparken, Østre

Anlæg, Frederiksberg Have. De er

ikke lige store, lige kønne, lige ven

lige. De er ondskabsfulde eller god*

modige, undselige eller frække . . .

der er akkurat samme Forskel paai

dem som paa andre Mennesker, og

dog ligner de hinanden til Forhov*

lelse.

Der er Ingen, der lærer dem noget,

Ingen, der taler et fornuftigt Ord til

dem. Deres

Herskab

gør dem an

svarlig for alt, men betror dem ikke

Ansvar for noget. De hader Fruen,

hader Kokkepigen, hader Børnene. De

er et nødvendigt Onde i Huset, og de

er i Huset for

Kr. maanedlig, fordi

de ikke h ar Raad til at være hjemme.

Jeg synes,

Herskaberne

skulde tage

gamle Koner til at vogte deres Børn*

En gammel Kone er et dejligt Men

neske for et Barn. Hun sidder godt

i Solen i sine egne, smaa Tanker, me*

dens hun rokker Barnevognen. Det

passer hende at gaa smaat og give sig

god Tid. Hun er færdig med det, der

lokker og drager. Hun kan fortælle en

Historie.

Det Menneske, der er Born fjernest

og daarligst forstaar sig paa dem, er

naturligvis en pur ung Pige, der lige

har vokset sig til lang Kjole og skal

vokse sig til en Kæreste. Det, mani

forlanger af hende, er stridende mod!

Naturen og idiotiserer hende Dag for

Dag. Naturligvis maa der være

Idioter til, og mange. Men mon det

er nødvendigt at frembringe dem kun*

stigt? Optimist som jeg er, tro r jeg,

man trygt kan overlade Naturen ved!

Kvalitetsvalg o. s. v. at frembringe

det fornødne Antal, som Samfundet

saa vil anbringe og dekorere saadan*

at vi ikke tager fejl af dem.

Carl Ewalds