154 / 212
G. A. PETERSENS DAGBØGER
151
Vægtere med deres Hunde kom løbende efter os og sagde: »Mine
Herrer, værer nu fornuftige, husk paa Vægterne er paa Gaden«, vi
lovede dem at være stille og gik videre, men begyndte strax at synge
igjen, de kom atter løbende efter os, men denne Gang tiltalte de os
paa en mere brutal Maade; jeg og Nielsen gik nu rask til, og vi hørte
ikke hvad Enden blev paa Commersen, men da der igjen blev
stille, kunde vi slutte os til at Vægterne var gaaet deres Vei, de an
dre indhentede os og gjorde Nar a f os fordi vi vare løbne fra dem. -
Endelig kom vi da udenfor Distriktet ved Assistentskirkegaard. Saa
kunde vi gjøre os saa livlige som vi vilde. V i fandt her en tom
Trillevogn, som vi benyttede os a f til at tage med, da vi havde
kjørt et Stykke Vei, kastede vi den i en Grøft og gik videre. V i kom
nu til Lygten, hvor flere a f de andre vilde ind, og have noget at
drikke, men der var lukket. De Andre gave sig nu til at banke paa,
og jeg troer de stod en halv Time og dundrede paa Vinduer og
Døre, men der var og blev stille. Da de vare kjede a f at dundre saa
trave vi videre. - Je g fortrød nu meget, at jeg var gaaet med disse
Spektakkelmagere, for nu begyndte Rusen at lægge sig, og jeg kom
til Besindelse, og erindrede, at vi Dagen efter skulde have stort Sel
skab hjemme, og jeg udsat mig for at blive forkjølet, i denne Aars-
tid, og jeg havde ikke andet end min tynde Sommerfrakke paa, men
nu var jeg kommet herud, saa var der ikke videre at gjøre ved den
Ting. V i gik ned ad Stien der gaaer langs med Leersøen, her var en
slem Blæst og jeg frøs saa mageløst, jeg var ganske hæs. - Denne
Vei havde nær aldrig faaet Ende. - Endelig kom vi da til Konge-
veien, men istedetfor at gaae hjemad, saa gik de Bæster ad Lyngby
til, og jeg maatte gaae med dem. V i kom da til en Kro paa høire
Side a f Veien, her fik vi Folkene banked op og kom ind. - Endeel
gav sig til at spille Kort, men de andre sad og kedede sig. Je g laa
mig paa en Bænk for at sove, men kunde ikke. Min Navner, den
unge Petersen, var allerede indslumret, og jeg kunde ikke faae ham
vækket. Vogelius vilde ikke blive længere, han sagde God Nat til os
andre og gik. - Je g benyttede mig a f Leiligheden og smuttede bort
lidt efter ham. - Da jeg var kommet ud paa Landeveien, løb jeg alt
hvad jeg kunde, men jeg kunde ikke træffe Vogelius. - Je g fortsatte
min Vei, og naaede snart Vibenshus, - gik langs med Fælleden til
Nørreport. - Da jeg kom til Bommene, var K l. 5. Je g skyndte mig