32 / 212
L A K A J I S M E N O G K Ø B E N H A V N S M A G I S T R A T
O M K R I N G 1770
AF S IG U R D J E N S E N
i. Skobørste-litteraturen.
Vinteren 1770-71 var ubehagelig for københavnerne. Vejret var me
get koldt, og frost og sne vanskeliggjorde tilførslerne af fødevarer til
hovedstaden. Priserne steg følgelig omgående, og det kneb meget rundt
om i hjemmene.1 Man måtte trøste sig som man bedst kunne, og der
var i al fald en masse at sladre om. Først og fremmest var der forhol
dene ved hoffet. Hvad der i virkeligheden foregik mellem dronningen
og livlægen, kunne man naturligvis kun gisne om, men så gisnede
man. Endvidere havde samme livlæge, efter at han var blevet landets
reelle hersker, indført almindelig trykkefrihed, og nu sørgede kvikke
penne for, at kendte folks misligheder blev almindelig kendt. Ikke for
det, skandskrifter var ikke noget nyt. Da viceborgmester Christian
Fædder i sin direktørtid ved Den kongelige Skueplads havde haft et
forhold til teatrets primadonna, havde pikante og bidske vers herom
cirkuleret i byen.2 Men de måtte skrives i hånden, og selv om mange
naturligvis gerne ofrede en aften eller to på at afskrive så interessante
sager, begrænsede denne lidt besværlige teknik dog i nogen grad ud
bredelsen af sådanne skrifter. Et prosaarbejde af lignende karakter
havde også verseret i afskrifter i adskillige år. Det hed »Lovtale over
Sko-Børsten« og var en satire over det, man plejer at kalde lakajismen.
Den store danske Ordbog definerer lakajisme som det forhold, at
lakajer protegeres frem til embeder og bestillinger. Under den ældre
enevælde havde det været den gængse fremgangsmåde ved besættel
sen af embeder, at man besatte dem med veltjente lakajer. Indførelsen
af en juridisk embedseksamen i 1736 havde så småt ændret dette for
hold. Men der var endnu langt fra jurister nok til de større embeder,3
og der var mange embeder, som gav en så beskeden indtægt, at de
ikke rigtig kunne friste akademikere, f.eks. embederne som birke
dommere og birkeskriver, og hvad var da mere naturligt, end at gods
ejeren, som havde birkeretten, lod en egnet lakaj træde til. Disse la