35 / 212
32
SIGURD JENSEN
ei var oplagt til Bogen, vidste han af Erfarenhed, at han vel engang
i Tiden kunde komme til at sidde i Raadet med, dersom han først gav
sig til at tiene Borgemesteren for Dreng. Det stod ham for Øine, at det
saaledes var gaaet med et par af hans Faders Kammerater, der havde
tient tvende Raadmænd saalænge, til de selv kom i deres Husbonders
Sted«. Han var taget med ekspeditionen dels for fortjenestens skyld,
dels for at se noget mere af verden.
De to overlevende slår sig ned hos grønlænderne, som i deres naivi
tet tror, de selv er verdens lykkeligste folk. Mester Erik vil rive dem
ud af denne vildfarelse. Han vil lære dem at kende og dyrke den ene
sande usynlige gud og undervise dem i »de første Grund-Regler af
de mest fornødne Videnskaber«. Grønlænderne fandt, at dette lød
noget besværligt, og spurgte, om »de blant de Christne« holdtes for
de ypperste, som havde de bedste hoveder og havde benyttet deres
tid vel. »Iligemaade: Om de, frem for andre, bleve forfremmede til
Statens anseelige Betieninger og Embeder, som havde opnaaet en
grundig Indsigt i Videnskaberne?« Mester Erik ville ikke rigtig give
noget klart svar herpå, men måtte i al fald indrømme, at selv om dette
var det rigtigste, blev der undertiden handlet mod dette princip.
Grønlænderne sagde da, at de ikke indså fordelen ved at anstrenge
sig med uddannelse, hvis de ikke derved opnåede noget fortrin frem
for mindre duelige.
Lars stod ved siden af og smilede, og grønlænderne spurgte nu
ham, hvad han mente, og han sagde, at de bare skulle tage den med
ro og leve, som de plejede. Enhver blev salig i sin tro. Mester Erik
blev vred og foreholdt Lars hans ugudelighed, men grønlænderne
tvang ham til at tie stille, mens de lyttede til Lars, der nu prædikede
sit evangelium: Videnskaber behøves slet ikke; embeder kan man
lære at bestride ved øvelse. »Det kommer ei saa nøie an paa en
Haandfuld Noder, naar man forstaaer Musiken. Det der haver hiulpet
mig frem i Verden, det er Sko-Børsten«. Så råbte alle grønlænderne
som med én mund, at den afgud ville de også dyrke. Lars går derefter
i gang med at indrette en religiøs dyrkelse af skobørsten. Selv skal
han være ypperstepræst, mester Erik får allernådigst lov til at være
degn. Da han vægrer sig, bliver han truet på livet.
Da templet for skobørsten skal indvies, kniber det for Lars, for han
mægter ikke at holde en passende indvielsestale. Men så får mester