37 / 212
34
SIGURD JENSEN
og nu var han altså død. Luxdorph noterede i sin dagbog, at døds
faldet fandt sted kl. 6 om morgenen.6 Orlogskaptajn Peter C. Schiøn-
ning, der hele sit liv førte en meget udførlig dagbog over store og små
begivenheder, giver Nissens død en mere omfattende omtale. Han
bemærker bl.a., at Nissen døde »som man sagde af ærgrelse over det
bekiendte Skrift der var stiklet paa ham«.7 Bibliotekaren Rasmus
Nyerup meddeler i sine optegnelser, der er af noget senere dato, at
Nissen havde været lakaj hos »den fromme« grev Holstein, »som
hjalp ham fra et Trin til et andet indtil Etatsraad«, at han havde fået
tilsendt et satirisk skrift, og at han tog sig det, der stod deri så nær,
at han blev syg og døde få dage efter.8
Viceborgmesterens død udløste ikke blot sladder. Der blev også
vist den afdøde skyldig honnør. Teologen Hans Jørgen Birch udgav,
formentlig på eget initiativ, et »Æreminde« over ham og, for at citere
Vilhelm Andersen, »otte Aar efter oppebar han den taknemmelige
Families Løn ved at blive kaldet til Sognepræst i Glostrup«9 (familien,
der ejede kirken, var ikke selv leveringsdygtig i anvendelige teologer
på det pågældende tidspunkt). En ellers ukendt poet ved navn K. Møl
ler lod trykke et digt i Adresseavisen, betitlet »Tanker over Salig Hr.
Etats-Raad Nissens Død, som indfaldt den iode Februarii sidst-
afvigt«. Han indleder med
Hvad hjelper Salige! at jeg mig vil beklage
Min Klage kan dog ey tilbagekalde Dig.
Dog, jo, jeg bør, jeg har til Klage fuld Aarsage,
En Mand jo savnes, som var heel umistelig.
Han slutter med at sige, at den afdøde nu befinder sig, hvor han
intet ondt kan møde »og Satans Øgle-Spye end ey kan nærme sig«.
I samme nummer af Adresseavisen har ikke-navngivne personer, må
ske familien, indrykket en »Gravskrift«, der er delvis versificeret, og
som indeholder oplysninger om Nissens data: født 20. januar 1704,
viet 1 1. december 1732, død 10. februar 177 1. Da datoen for hans
fødsel ikke er fundet i kirkebøgerne, er i al fald opgivelsen af fød
selsdatoen interessant.10
Det skandskrift, som måske voldte Nissens død, er unægtelig nær
gående og ubehagelig læsning. Man kan ikke fortænke Nissens slægt
og venner i at kalde det »Øgle-Spye«. Men det er et ganske elegant