192 / 213
192
JUL IU S LEHMANN
én dansk stil, og eleverne vælger mellem tre temaer af så forskellig art,
at ingen kan stå fremmed overfor dem alle. Men vi måtte skrive to
stile, den ene »bunden« - d.v.s. fordrende bestemt viden - den anden
»fri« d.v.s. ræsonnerende. De havde hver kun ét emne; der var ikke
noget valg. Vi skildrede »Handelens udvikling i oldtid og middel
alder«, og vi drøftede »Den personlige friheds værd og farer« - end
skønt vi selvfølgelig ikke kunne have nogen som helst mening derom.
Endvidere var der masser af andre stile og versioner, både tyske, fran
ske og latinske.
Jeg havde store huller i min viden, og de kunne let være kommet
for en dag. Men skæbnen var mig huld. Vidunderligst, da det gjaldt
astronomien. Jeg mødte med den glade forvisning, at det var ligegyl
digt, hvilket spørgsmål jeg fik, jeg kunne nemlig ikke besvare noget
af dem. Da turen kom til mig, foreslog en af censorerne, at man nu
skulle tage frokostpause. Denne frist besluttede jeg at anvende til at
lære et eller andet udenad efter bogen. På må og få valgte jeg de
Kepplerske love. Og da jeg så trak seddel, stod virkelig disse velsignede
love derpå. Jeg afleverede dem stolt og glemte dem øjeblikkelig. I
tysk, som var mit bedste fag, gjorde jeg opsigt. Midt under eksamina
tionen begyndte hr. Kaper at tale tysk, og jeg svarede på samme sprog.
Det var dengang noget ganske uhørt. Eksamenen afsluttedes for mit
vedkommende med latin, hvori rektor Birch var lærer. Efter censuren
kom han ud og læste mine karakterer op. Med sit stilfulde pedanteri
tilføjede han derpå: »Nå, det klarede
Du
jo smukt; må jeg så ønske
Dem til lykke«.
Naturligvis blev dagen fejret. Men vi kørte ikke med blomster
smykket firspand byen rundt for at brøle »Hurra« og lade os hylde.
På tredie klasses jernbane tog vi til Klampenborg. Derfra gik vi,
medens det øsregnede, ned til Fortunen. Her spiste vi en sejglivet bøf
og drak en samvittighedsløs punsch. Så gik vi på mer eller mindre
sikre ben, i mulm og mørke og stadigt øsende regn, tilbage til Klam
penborg. Da vi steg ud i København, sagde vi hinanden farvel - de
fleste for aldrig mere at mødes.