188 / 213
18 8
JU L IU S LEHMANN
stærkere, tilsidst som et vræl: »lov, lov! vi vil ha’ lov! ellers gør vi
vældigt sjov!« Når så udsendingene kom ned i gården med et gunstigt
svar —hvad ingenlunde altid var tilfældet —blev de modtaget med
jublende »Aa - Aa!« Og så gik vi hjem kl. 12 i stedet for kl. 3. Men
som vi nød den smule uventede frihed! Ellers havde vi jo nok at gøre
lige til sengetid; det var derfor en rent ud paradisisk følelse engang
på en hverdag at kunne dovne et par timer. Så læste vi »morskab« og
drev lidt rundt på gaden. Elle også blev man sendt i varmt bad.
Sport, udover skøjteløbning, var aldeles ukendt.
Den årlige fest, »translocationen«, hvor der blev taget afsked med
de nybagte studenter, står for mig som ganske stemningsløs, men én
gang om året blev den gamle skolebygning til et æventyrpalads. Det
var den aften i juleferien, hvor der holdtes skolebal. Ved denne lejlig
hed spillede drengene komedie, og jeg blev meget snart fast medlem
af skuespillertruppen. Allerede før julemåneden gik ind, var vi stærkt
optaget af at lægge programmet og fordele rollerne. I de sidste skole
dage havde vi sneget os til partielle prøver, straks efter helligdagene
fandt så indstuderingen sted på skolen, under ledelse af den matema
tiklærer, som var officiel forlystelsesråd. Nu kom den store aften! Alle
klasseværelserne stod åbne og strålede, hver med en petroleumslampe
hængende fra loftet; »Solennitetssalen« havde - såvidt jeg husker -
et par trearmede petroleumskroner at prange med. I ovnene buldrede
de herligste bøgeknuder. Små tunge, klodsede drosker, som altid stank
af kold tobak, rullede op for døren med forældre og festklædte børn.
Noget pragtfuldt skue frembrød de ikke. Nettest var småpigerne i
lyse, halvlange mollskjoler. Men drengene gik rædsomt klædt: de store
i »diplomat« fra konfirmationen, de mindre med jakke, vest og lange
benklæder - når vi blev seks år, havde vi at skjule vore lægge. Og så
havde vi endda ingen at vise frem.
Når selskabet var samlet, vandrede man gennem rektors entré ud
i det fri, passerede en gang i hans vantrevne have og kom ind i gym
nastikhuset. Det er en temmelig lang bygning; opad bagvæggen stod
teatret. Med besvær blev publikum anbragt på lange skolebænke. Så
lukkedes døren bag tilskuerne, og så begyndte forestillingen! Reper
toiret bestod som oftest i vaudeviller af Wengel, Hostrup eller Erik
Bøgh. Blandt de optrædende fandtes der altid nogle med skuespiller-
anlæg og nogle, der i dameklæder så nydelige ud, så komedierne gjor