186 / 213
18 6
JU L IU S LEHMANN
læse, uden kunst, men med en vidunderlig hengivelse, ét digt og ét
til - »og hør så det - ja, og så dette her!« Hele timen forløb i en rus,
der smittede os alle. Til slut fik vi »Ad libitum«:
»Jeg viser mig ej i en silkesyet dragt
med harpe og smægtende blikke . . .
men er I endnu ej af brysitsukker ked,
og kan I ej rugbrød lide . . .
jeg går nu min gang og spiser min mad
og fløjter så småt min vise . . .
Idet klokken slog til frikvarter, sagde Pingel: »Ja, nu må I vælge,
om I vil have brystsukker eller rugbrød, naturlig fløjteklang eller
kunstlet harpesang!« Og vi stormede ned i gården og var ellevilde.
Lige så lidt som den brave Pingel tænkte vi på, at fløjten da netop
er et skabagtigt soloinstrument, og at det, der nu var splinternyt, om
ikke så mange år ville synes ældre end meget af det gamle.
Vi havde ham et par år til lærer i dansk. Engang lige efter som
merferien sagde han ved begyndelsen af en time: »ministeriet har i
sin visdom dekreteret, at De skal læse oldnordisk. Det er mig, som får
den ære at undervise i dette sprog. Jeg siger Dem på forhånd, at jeg
aldrig har beskæftiget mig dermed og følgelig heller ikke kan noget
af det. Men jeg lover Dem at gøre mig flid og altid være lidt videre
end De«. Denne ærlighed tiltalte os i høj grad, ligesom Pingel havde
opnået en ganske særlig respekt ved at være den eneste lærer, som
aldrig gav en sludder for en sladder, men åbent meldte pas, når vi
spurgte om noget, han ikke vidste.
Forresten ville hans betydning have været endnu større, om han
ikke så ofte var gået for vidt i radikal fanatisme. Hans had til alt,
hvad han betragtede som forældet, den hån, hvormed han omtalte
enhver anderledestænkende - ikke blot offentlige personer, men også
sine medlærere - måtte nødvendigvis forarge mange af eleverne. Ube
hersket oppositionslyst kom også til orde i de stilopgaver han stillede
os. Vi skrev således om »Den skik eller uskik at bære sorg for de af
døde« og forfattede en »Angrebstale eller forsvarstale for en overbe